Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til syv syriske statsborgere, der søgte om familiesammenføring med deres herboende søn / broder (referencen), der i august 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og at referencen ikke havde haft denne opholdstilladelse i mere end de sidste tre år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at selvom referencen var mindreårig og forud for sin udrejse af Syrien havde boet sammen med ansøgerne, fulgte det ikke af Danmarks internationale forpligtelser, at Danmark var nærmest til at beskytte dette familieliv, således at ansøgerne kunne meddeles opholdstilladelse, samtidig med at referencen havde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var udrejst af Syrien med sine forældres accept og på referencens eget initiativ, herunder at referencen var rejst sammen med sin storesøster og sine bedsteforældre til Danmark, hvor en del af referencens øvrige familiemedlemmer opholdt sig. Udlændingenævnet henviste herved til, at referencen i forbindelse med sin asylsag havde oplyst, at hans fader (en af ansøgerne) havde lånt penge, således at referencen og dennes storesøster kunne blive sendt ud af Syrien med sine bedsteforældre. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at bedsteforældrene måtte anses for at være trådt i forældremyndighedsindehaverens sted i forbindelse med udrejsen fra Syrien, og at dette var sket med forældrenes accept. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencen efter sin egen og sine bedsteforældres respektive indrejser i Danmark selv havde frasagt sig at bo sammen med sine bedsteforældre. På den baggrund kunne det ikke føre til en ændret vurdering, at der til støtte for klagen var henvist til FN’s Børnekonventions artikel 3, og at referencen var mindreårig. Udlændingenævnet fandt yderligere, at der ikke forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at referencen ikke var uden omsorgspersoner, idet referencens storesøster nu var myndig, og idet referencens bedsteforældre samt andre familiemedlemmer boede i Danmark og således kunne tage vare på referencen. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencen havde haft en alder og modenhed, der havde ført til, at han selv havde besluttet sig for at udrejse af Syrien, ligesom han aktuelt havde en alder, hvor han i det daglige ikke var afhængig af, at forældremyndighedsindehaveren eller en anden omsorgsperson bistod ham i det daglige. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at FN’s Børnekonvention ikke gav en videre ret til familiesammenføring end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til FN’s Børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for barnets trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Det er således barnets forældre eller en anden med juridisk ansvar for barnet, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. blandt andet artikel 9 i FN’s Børnekonvention, skal sikre, at barnet og dets forældre eller personen med juridisk ansvar kan forblive sammen. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at referencen var udrejst af Syrien med sine bedsteforældre og storesøster med sine forældres accept, og at referencen selv havde oplyst til de danske myndigheder, at han ikke ønskede at bo sammen med sine bedsteforældre, men at han ønskede at bo i nærheden af sin fætter, der havde boet i Danmark i cirka syv år og gerne ville tage ansvar for referencen. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten til støtte for klagen havde anført, at ansøgerne led af angst og PTSD, samt at de ansøgende forældre led af henholdsvis en diskusprolaps og sukkersyge, nedsat bevægelighed samt en stofskiftesygdom. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det fremgik af ansøgernes ansøgningsskemaer om familiesammenføring med referencen, at de ikke led af alvorlige sygdomme eller handicaps, og uanset om det måtte lægges til grund, at ansøgerne havde de anførte helbredsmæssige problemer, fandt Udlændingenævnet samtidig, at det kunne lægges til grund, at ansøgerne ikke havde været afhængige af referencens pasning og pleje forud for referencens udrejse af Syrien. Udlændingenævnet fandt ydermere, at der ved de nævnte helbredsmæssige forhold ikke var tale om sådanne helbredsmæssige oplysninger, der i sig selv kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2016/45.

Senest opdateret: 19-07-2016
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen