Udlændingenævnets afgørelse af 11. december 2017 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og hans herboende datter, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende datter havde stiftet selvstændig familie, idet hun i april 1982 havde indgået ægteskab, at hun var indrejst i Danmark i 1983, og at hun havde boet i Danmark siden, og sammen med sin ægtefælle havde fået ti børn, som alle var født i Danmark. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren og hans herboende datter ikke havde været en del af samme husstand i hvert fald siden den herboende datters indrejse i Danmark i 1983. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren og hans herboende datter ikke havde etableret et sådant kvalificeret afhængigheds- eller tilknytningsforhold, der kunne danne grundlag for meddelelse af opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at den herboende datter til sagen havde oplyst, at ansøgeren var enkemand, at ansøgeren ikke havde familie eller netværk i hjemlandet, at den herboende datter havde forsørget ansøgeren siden marts 2016, på hvilket tidspunkt han var indrejst i Danmark, og at den herboende datter og dennes børn tidligere havde forsørget ansøgeren ved at give ham penge, når de besøgte ansøgeren i Pakistan, samt at den herboende datter og dennes ældste børn ville påtage sig at forsørge ansøgeren i Danmark. Udlændingenævnet fandt, at det oplyste herom ikke kunne føre til et andet udfald i sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde været enkemand i 20 år, at han havde boet alene i Pakistan frem til sin indrejse i Danmark i marts 2016, og at han således var i stand til – med den herboende datter og dennes børns forsørgelse – at bo og opholde sig alene i Pakistan på trods af sine helbredsmæssige forhold. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der ikke herved var oplyst om omstændigheder, som medførte, at den herboende datter ikke også fremover ville kunne forsørge ansøgeren i Pakistan. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at det forhold, at der gives penge til forsørgelse til forældre i hjemlandet, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at etablere et beskyttelsesværdigt familieliv, som Danmark er nærmest til at beskytte, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende datter havde oplyst, at ansøgeren på grund af sin alder var blevet meget svagtseende, havde gangproblemer, balanceproblemer, ikke kunne være alene, havde Alzheimers sygdom og var dement, samt at det fremgik af lægelig dokumentation fra Pakistan, at ansøgeren havde behov for daglig pleje, da han ikke kunne tage vare på sig selv, at det var livstruende for ham at være alene, og at han havde behov for smertestillende medicin, havde hukommelsesproblemer på grund af tidligere blodpropper og konstante smerter efter en hofteoperation samt gigt. Det fremgik endvidere, at ansøgeren ikke kunne modtage den daglige pleje i Pakistan, da han ingen familie havde i landet. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse oplysninger ikke kunne føre til et andet resultat. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den herboende datter havde oplyst, at det var udelukket, at ansøgerens hjemlands sociale myndigheder kunne tilvejebringe pasning og pleje, og at ansøgeren ikke havde noget sted at bo. Udlændingenævnet fandt dog ikke, at dette kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren ville være uden adgang til lægelig hjælp eller nødvendig pleje – enten i offentligt eller privat regi – i Pakistan, herunder at det ikke ville være muligt for den herboende datter at skaffe pleje til ansøgeren på anden vis. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at manglende familiært netværk for myndige personer ikke i sig selv kunne føre til en opholdstilladelse efter bestemmelsen, samt at almindelig alderssvækkelse og dertil hørende følgesygdomme samt generelle sociale og økonomiske forhold i ansøgerens opholdsland eller hjemland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke mellem ansøgeren og hans herboende datter forelå et sådant beskyttelsesværdigt familieliv efter EMRK artikel 8, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ville stride imod hensynet til familiens enhed, således at Danmark ville være forpligtet til at tillade familiesammenføring. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring. Det kan udledes af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 primært tager sigte på den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie – det vil sige fader, moder og mindreårige børn – og at en konventionsstat kun i helt særlige tilfælde, hvor der mellem personer uden for kernefamiliebegrebet eksisterer en særlig tilknytning, der ligger udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv, vil være forpligtet til at tillade familiesammenføring. Udlændingenævnet fandt herefter, at det ikke ville være uproportionalt og stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2017/149.
Senest opdateret: 11-12-2017
Udgiver: Udlændingenævnet