Udlændingenævnets afgørelse af 19. februar 2024 – Schengenvisum – Proforma – EU-regler
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indgav i september 2023 en ansøgning om visum til Danmark med henblik på at besøge sin ægtefælle, som var bulgarsk statsborger, og som opholdte sig i Danmark. Ansøgeren og referencen blev gift i Pakistan i maj 2023. I forbindelse med ansøgningen om visum oplyste ansøgeren, at de havde mødt hinanden på Facebook, at de havde kendt hinanden siden april 2022, og at de ikke delte et fællessprog.
Følgende fremgik bl.a. af Udlændingestyrelsens afgørelse:
”Du kan ikke få visum på baggrund af dit ægteskab med den bulgarske statsborger […].
[…]
Vi vurderer, at der er bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med dit ægteskab med [referencen] er at opnå indrejse til Schengenlandene, og at dit ægteskab derfor må anses for at være indgået proforma.
Vi vurderer derfor, at der er grund til at antage, at du vil udgøre en trussel mod den offentlige orden.
Vi har ved afgørelsen lagt vægt på, at:
- I, ud fra sagens oplysninger, mødte hinanden personligt første gang i forbindelse med indgåelsen af jeres ægteskab i Pakistan
- du og [referencen] inden indgåelsen af jeres ægteskab alene har haft et kort forudgående personligt kendskab på maksimalt 6 dage
- I, ud fra sagens oplysninger, alene har mødt hinanden personligt denne ene gang
- I ikke har boet sammen som par på samme adresse i en længere periode hverken før eller efter indgåelsen af jeres ægtskab.
- du og [referencen] ikke deler et fælles sprog, og at I bruger oversættelsesprogrammer for at kunne kommunikere med hinanden
Vi har vurderet, at I ikke på den korte tid I personligt har mødt hinanden forud for ægteskabets indgåelse, kan have etableret et sædvanligt kendskab til og om hinanden i kraft af en fast kæresterelation forud for ægteskabets indgåelse.
Vi har yderligere lagt vægt på, at der er en ikke ubetydelig aldersforskel mellem dig og [referencen] på mere end 19 år.
Vi henviser i den forbindelse til, at aldersforskellen mellem dig og [referencen] ikke i sig selv er udslagsgivende, men alene er indgået som et delelement i en konkret og individuel vurdering.
[…]
Da vi har vurderet, at du ikke kan få visum efter EU-reglerne, har vi behandlet din ansøgning efter de almindelige visumregler og vores nationale visumpraksis.
På baggrund af de samme betragtninger som vi har angivet ovenfor, har vi vurderet, at dit ægteskab med [referencen] er indgået proforma.
Som følge heraf har vi vurderet, at der er grund til at antage, at du vil udgøre en trussel mod Schengenlandenes offentlige orden.
[…]
Du kan derfor ikke opnå Schengenvisum til Danmark på baggrund af dit ægteskab.
[…]”
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af […] november 2023 af de grunde som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen, idet Udlændingenævnet finder, at [ansøgeren] hverken kan få Schengenvisum til Danmark på baggrund af EU-reglerne eller på baggrund at de nationale visumregler.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse er at opnå opholdstilladelse eller et længerevarende ophold i de øvrige Schengenlande eller Danmark til [ansøgeren], jf. visumkodeksens artikel 32, stk. 1, litra a, nr. vi, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 7.
Det forhold, at [partsrepræsentanten] mener at Udlændingestyrelsens afgørelse af […] november 2023 er mangelfuld og ikke er tilstrækkeligt begrundet, og at der ikke er taget stilling til sagens omstændigheder, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet skal hertil bemærke, at begrundelsen i Udlændingestyrelsens afgørelse afspejler en konkret og individuel vurdering af samtlige sagens oplysninger, herunder at [ansøgeren] og [referencen] ikke har et fællessprog, at de inden indgåelsen af deres ægteskab kun havde et kort forudgående personligt kendskab til hinanden på maksimalt 6 dage, og at de ikke har boet sammen, hverken før eller efter indgåelsen af ægteskabet.
Udlændingenævnet finder derfor, at Udlændingestyrelsen ikke har tilsidesat begrundelseskravet i forvaltningsloven.
Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.”
VAU/2024/44
Senest opdateret: 19-02-2024
Udgiver: Udlændingenævnet