Udlændingenævnets afgørelse af 30. august 2017 – Visum – EU-regler – Familiemedlemmer – Ej omfattet af gruppen, der kan meddeles Schengenvisum
Udlændingenævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på Schengenvisum til Danmark til en myndig, pakistansk statsborger. Værten for visumansøgningen var ansøgerens herboende fader, der var britisk statsborger. Udlændingestyrelsen havde fundet, at ansøgeren ikke blev forsørget af værten, hvorfor ansøgeren ikke var omfattet af EU-reglerne om visum til familiemedlemmer til unionsborgere, jf. EU-opholdsdirektivet 2004/38/EF artikel 2, og at ansøgeren endvidere ikke var omfattet af den persongruppe, der efter visumpraksis kunne meddeles Schengenvisum til Danmark, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 6, og § 8, stk. 2, nr. 9, jf. § 16.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke efter EU-opholdsdirektivet kunne anses som ”familiemedlem” til en unionsborger, da hun ikke blev forsørget af den herboende vært. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens ægtefælle havde et fast job, at ægtefællen fik udbetalt en løn på mellem 30.000 og 32.000 PKR pr. måned, og at Den Danske Ambassade i Pakistan havde oplyst, at middelklassen i Pakistan tjener mellem 30.000 og 40.000 PKR pr. måned. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren også selv havde et job, hvor hun modtog akkordløn, at ambassaden havde oplyst, at mindstelønnen i Pakistan var cirka 14.000 PKR, og at det i forbindelse med en tidligere visumansøgning i 2016 var oplyst, at ansøgeren havde fast arbejde i Pakistan. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at det ligeledes i forbindelse med ansøgerens tidligere visumansøgning i 2016 var oplyst, at værten ikke forsørgede ansøgeren. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren ikke var afhængig af værtens økonomiske pengeoverførsler til sin forsørgelse, men at disse blot udgjorde et bidrag til familiens økonomi. Da ansøgeren således ikke kunne anses for at blive forsørget af værten, og derfor ikke kunne få behandlet sin ansøgning om Schengenvisum efter EU-reglerne, fandt Udlændingenævnet endvidere, at Udlændingestyrelsen med rette tillige havde vurderet ansøgningen efter de almindelige regler om Schengenvisum til Danmark. Udlændingenævnet fandt herudover, at ansøgeren faldt uden for den persongruppe af pakistanske statsborgere, der som udgangspunkt kan meddeles Schengenvisum til Danmark, og at der var begrundet tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var pakistansk statsborger og dermed var fra et land, hvis statsborgere vurderes at udgøre en særligt høj risiko for ulovlig indvandring i Danmark eller andre Schengenlande, og hvortil der kan være udsendelsesvanskeligheder. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kunne begrunde, at ansøgeren kunne meddeles Schengenvisum til Danmark, idet der ikke var oplyst om personlige eller helbredsmæssige forhold, som kunne begrunde et visum til Danmark. Det forhold, at det i klagen var oplyst, at ansøgerens herboende broder skulle giftes i Danmark, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering. VIS/2017/17.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke efter EU-opholdsdirektivet kunne anses som ”familiemedlem” til en unionsborger, da hun ikke blev forsørget af den herboende vært. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens ægtefælle havde et fast job, at ægtefællen fik udbetalt en løn på mellem 30.000 og 32.000 PKR pr. måned, og at Den Danske Ambassade i Pakistan havde oplyst, at middelklassen i Pakistan tjener mellem 30.000 og 40.000 PKR pr. måned. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren også selv havde et job, hvor hun modtog akkordløn, at ambassaden havde oplyst, at mindstelønnen i Pakistan var cirka 14.000 PKR, og at det i forbindelse med en tidligere visumansøgning i 2016 var oplyst, at ansøgeren havde fast arbejde i Pakistan. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at det ligeledes i forbindelse med ansøgerens tidligere visumansøgning i 2016 var oplyst, at værten ikke forsørgede ansøgeren. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren ikke var afhængig af værtens økonomiske pengeoverførsler til sin forsørgelse, men at disse blot udgjorde et bidrag til familiens økonomi. Da ansøgeren således ikke kunne anses for at blive forsørget af værten, og derfor ikke kunne få behandlet sin ansøgning om Schengenvisum efter EU-reglerne, fandt Udlændingenævnet endvidere, at Udlændingestyrelsen med rette tillige havde vurderet ansøgningen efter de almindelige regler om Schengenvisum til Danmark. Udlændingenævnet fandt herudover, at ansøgeren faldt uden for den persongruppe af pakistanske statsborgere, der som udgangspunkt kan meddeles Schengenvisum til Danmark, og at der var begrundet tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var pakistansk statsborger og dermed var fra et land, hvis statsborgere vurderes at udgøre en særligt høj risiko for ulovlig indvandring i Danmark eller andre Schengenlande, og hvortil der kan være udsendelsesvanskeligheder. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kunne begrunde, at ansøgeren kunne meddeles Schengenvisum til Danmark, idet der ikke var oplyst om personlige eller helbredsmæssige forhold, som kunne begrunde et visum til Danmark. Det forhold, at det i klagen var oplyst, at ansøgerens herboende broder skulle giftes i Danmark, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering. VIS/2017/17.
Senest opdateret: 30-08-2017
Udgiver: Udlændingenævnet