Visum
 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 1. juni 2017 – Visum – Proformaægteskab
Dato: 01-06-2017Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på Schengenvisum til Danmark til en pakistansk statsborger. Udlændingestyrelsen havde fundet, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ansøgerens og den herboende ægtefælles ægteskab var, at ansøgeren kunne opnå et Schengenvisum med henblik på indrejse i Schengenområdet, jf. EU-opholdsdirektivet 2004/38/EC artikel 27 og 35, visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra a nr. vi, og artikel 32, stk. 1, litra b, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 6, og § 8, stk. 2, nr. 9, jf. § 16. Den herboende ægtefælle var norsk statsborger.
Udlændingenævnet fandt ved afgørelsen, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med parrets ægteskab var, at ansøgeren kunne opnå et Schengenvisum med henblik på indrejse i Schengenområdet, og at meddelelse af visum til ansøgeren derfor ville stride mod hensynet til den offentlige orden. I vurderingen af parrets ægteskab lagde Udlændingenævnet vægt på, at både Den Danske Ambassade i Pakistan og Udlændingestyrelsen havde vejledt den herboende ægtefælle om, at der var brug for yderligere oplysninger til behandlingen af ansøgerens visumansøgning, og at den herboende ægtefælle ikke havde kontaktet Udlændingestyrelsen med henblik på at meddele de nødvendige oplysninger. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parrets ægteskab var et arrangeret ægteskab, at der var en aldersforskel på 42 år mellem ansøgeren og den herboende ægtefælle, og at det var den herboende ægtefælles tredje ægteskab. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at ansøgeren havde oplyst, at hun på trods af aldersforskellen havde besluttet at indgå ægteskab med den herboende ægtefælle, fordi hun havde levet i fattigdom hele sin opvækst. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at parrets bryllup ikke var et traditionelt pakistansk bryllup, for så vidt angik bryllupsgæsterne og fotodokumentationen af brylluppet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren som pakistansk statsborger ikke var omfattet af persongruppen af pakistanske statsborgere, der kunne meddeles visum til Danmark, når parrets ægteskab ikke kunne tillægges vægt i vurderingen, da det måtte anses for at være indgået med det formål at opnå en opholdstilladelse eller et længerevarende ophold i Danmark eller Schengenområdet. Udlændingenævnet fandt ligeledes, at der var rimelig tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenområdet ved udløbet af et eventuelt visum. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var pakistansk statsborger, og at pakistanske statsborgere på ansøgningstidspunktet var placeret i hovedgruppe fire i bilag to til visumbekendtgørelsen, som omfatter statsborgere, der er vurderet at udgøre en høj risiko for illegal indvandring i Danmark og de øvrige Schengenlande. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren havde en begrænset tilknytning til sit hjemland, idet hun ikke i hjemlandet havde arbejde eller børn og var 32 år. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå ganske særlige omstændigheder i ansøgerens sag, der kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet fandt ligeledes, at humanitære hensyn, hensynet til nationale interesser eller Danmarks internationale forpligtelser ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering af sagen, at den herboende ægtefælle var syg og forvirret, men Udlændingenævnet fandt endelig, at disse forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, henset til at den herboende ægtefælle havde været i stand til at rejse til Pakistan for at indgå ægteskab med ansøgeren og efterfølgende bo sammen med hende i Pakistan. VIS/2017/15.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 11. maj 2017 – Visum – Forlængelse
Dato: 11-05-2017Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på forlængelse af et Schengenvisum til Danmark til en statsborger fra Filippinerne i medfør af visumkodeks artikel 33, stk. 1 og 2, visumbekendtgørelsens § 22, stk. 1 og 2, samt udlændingelovens § 4, stk. 1, og § 4 b. Ansøgeren var i juni 2012 blevet meddelt Schengenvisum til Danmark i 90 dage og var efterfølgende indrejst i juli 2012. Ansøgeren havde i august 2012 søgt om forlængelse af det meddelte Schengenvisum under henvisning til at være sammen med værten under udredningen af værtens helbredsmæssige forhold. Det fremgik af sagens oplysninger, at værten havde været hjertesyg i mange år, at han eventuelt skulle opereres for en svulst i halsen og herefter have en bypass operation. Ansøgeren fik i september 2012 forlænget sit Schengenvisum. Ansøgeren indgav i oktober 2012 en ny ansøgning om forlængelse af det meddelte Schengenvisum til Danmark. Ansøgeren fik afslag på ansøgningen om forlængelse i oktober 2012, hvilket Justitsministeriet stadfæstede i december 2012. Ansøgeren indgav i januar 2017 en ny ansøgning om Schengenvisum med henblik på at besøge sin kæreste i Danmark, som var identisk med værten under ansøgerens visumbesøg i 2012. Ansøgeren blev i januar 2017 meddelt Schengenvisum til Danmark i 90 dage. Ansøgeren indgav i marts 2017 en ansøgning om forlængelse af det meddelte Schengenvisum. Vedlagt ansøgningen var en lægeattest fra marts 2017, som i hovedparten gentog indholdet af den tidligere fremsendte lægeattest til den tidligere forlængelsesansøgning fra 2012 samt tilføjede, at værten i 2016 havde fået konstateret KOL.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens Schengenvisum ikke kunne forlænges, jf. visumkodeks artikel 33, stk. 1 og 2, visumbekendtgørelsens § 22, stk. 1 og 2, og udlændingelovens § 4, stk. 1, og § 4 b. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren i januar 2017 var blevet meddelt visum, der var gyldigt for en indrejse og ophold i hele Schengenområdet i 90 dage i perioden fra januar 2017 til maj 2017, at hun havde benyttet det meddelte visum i det maksimale antal dage på 90 dage inden for en periode på 180 dage, hvorved perioden forud for hver opholdsdag blev taget i betragtning, og at ansøgeren ikke var omfattet af de to persongrupper, der som udgangspunkt kunne meddeles forlængelse af deres visumophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ekstraordinære omstændigheder i sagen, der kunne begrunde, at hun alligevel kunne få forlænget sit ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 4 b. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at værten siden 1999 havde haft invalidepension på grund af sin kroniske hjertesygdom, at han i august 2012 havde fået en pacemaker, og at han i 2016 havde fået konstateret KOL. Udlændingenævnet lagde herved afgørende vægt på, at der ikke var tale om en pludseligt opstået situation, som ikke forelå på tidspunktet for visumudstedelsen, og at ansøgeren således ikke havde haft mulighed for at tilrettelægge visumopholdet herefter. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at værtens læge have anført, at værten var usikker på at være alene og efter det oplyste havde brug for ansøgeren hos sig til at hjælpe med medicinering, indkøb og madlavning. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren skulle udrejse af Schengenområdet i april 2017, hvor hendes visum udløb. VIS/2017/10.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 27. april 2017 – Visum – Hensigt om at forlade Schengenlandene
Dato: 27-04-2017Udlændingenævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på Schengenvisum til Danmark til en tyrkisk statsborger i medfør af visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 9, og § 16, stk. 1. Det fremgik af sagen, at ansøgeren var født i december 1998 i Tyrkiet, at han tidligere var blevet meddelt Schengenvisum til Danmark med henblik på at besøge sin onkel, og at han havde overholdt viseringerne på de tidligere meddelte visa. Det fremgik endvidere af sagen, at ansøgeren var single, og at han var registreret som studerende på en ”open education high school” i hjemlandet. Det fremgik af invitationen, at ansøgeren skulle deltage i en familiebegivenhed i september 2016. Ansøgeren havde oplyst til Den Danske Ambassade i Ankara, Tyrkiet, at han ikke længere deltog i undervisningen på sit studie, at han ikke havde et arbejde, at der ikke var en specifik grund til, at han søgte visum i 90 dage, men at der altid var et bryllup eller en anden ceremoni, han kunne deltage i.
Udlændingenævnet fandt, at der var begrundet tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum. Ansøgeren kunne derfor ikke gives Schengenvisum til Danmark, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 9, og § 16, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var tyrkisk statsborger og dermed var fra et land, hvis statsborgere i nogen udstrækning søger videregående ophold i Danmark, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 4, og bilag 2 til visumbekendtgørelsen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren havde en begrænset tilknytning til hjemlandet, idet han efter det oplyste hverken var under uddannelse eller i arbejde i hjemlandet, at han var 18 år og ugift, og at han boede sammen med sin farmoder i hjemlandet. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren i forbindelse med ansøgningen havde anført, at der altid var et bryllup eller en anden ceremoni at deltage i, mens værten havde anført, at ansøgeren skulle deltage i værtens søns omskæringsfest. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at dette understøttede formodningen for, at ansøgeren ikke havde til hensigt at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum, idet der ikke i tilstrækkeligt omfang var redegjort for formålet med opholdet. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at ansøgeren ikke var omfattet af gruppen af personer, der som udgangspunkt efter praksis meddeles visum til Danmark, idet værten var onkel til ansøgeren. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren tidligere var blevet meddelt Schengenvisum for at besøge værten, og at han havde overholdt viseringerne på de tidligere meddelte visa. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren under sine tidligere visumophold i Danmark havde været under 18 år, og at han i december 2016 var fyldt 18 år. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at der var tale om ændrede forhold i den nyeste visumansøgning. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke var omfattet af den persongruppe, der som udgangspunkt kunne meddeles visum til en her i landet fastboende person, når ansøgeren var tyrkisk statsborger, jf. pkt. 5.9.7.3.1 i vejledning nr. 9201 af 27. februar 2017 om behandling af ansøgninger om visum til Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kunne begrunde, at ansøgeren kunne meddeles visum til Danmark, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 6, idet der ikke var oplyst om personlige eller helbredsmæssige forhold, som kunne begrunde et visum til Danmark. VIS/2017/11.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. april 2017 – Visum – Hensigt om at forlade Schengenlandene
Dato: 07-04-2017Udlændingenævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på Schengenvisum til Danmark til en thailandsk statsborger, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, udlændingelovens § 4 c, stk. 1, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 9, og § 16, stk. 1 og 3. Ansøgeren ønskede at besøge sin herboende kæreste (værten).
Udlændingenævnet fandt, at der var begrundet tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i forbindelse med sit tidligere visumbesøg i Danmark, i hvilken forbindelse hun var indrejst i Danmark i maj 2016, havde søgt om forlængelse af sit visum, men efterfølgende havde frafaldet ansøgningen, at hun i den forbindelse i juni 2016 af Udlændingestyrelsen var blevet pålagt at udrejse af Danmark hurtigst muligt, og at ansøgeren først udrejste af Danmark i august 2016 – cirka seks uger senere. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke udrejste af Danmark hurtigst muligt efter modtagelsen af Udlændingestyrelsens pålæg herom i juni 2016. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgerens tidligere kæreste efter det oplyste havde annulleret ansøgerens returbillet, at hun ikke selv havde mulighed for at betale for en returbillet med sit thailandske kreditkort, og at hun derfor var nødsaget til at vente på, at hendes to bekendte havde sparet penge sammen til at kunne købe en billet til hende til Thailand. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens pålæg om udrejse i juni 2016 havde cirka 25.000 kr. på sin bankkonto, at hendes flybillet til Thailand kostede 3.955 kr., og at der i øvrigt ikke i sagen var oplyst om hindringer for, at hun kunne have overført pengene til flybillet fra sin egen konto til sine bekendtes konto, såfremt hun ikke kunne betale med sit eget kreditkort. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse tillige vægt på, at der var oplyst divergerende om ansøgerens forhold til sine to bekendte, idet hun tidligere havde oplyst, at de var hendes søster og svoger. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke rettede henvendelse til Udlændingestyrelsen efter at have modtaget besked om, at hun skulle udrejse straks, uagtet at hun var bekendt med, at det ikke var muligt for hende at udrejse rettidigt af Danmark. Udlændingenævnet fandt på den baggrund ikke at kunne lægge til grund, at de nævnte forhold skulle være af en sådan karakter, at ansøgeren ikke kunne udrejse i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens anvisninger. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at betingelserne for at blive meddelt visum gælder både ved udstedelsen af visummet samt ved indrejsen og under hele opholdet i Schengenlandene, og at det således til enhver tid under et visumophold påhviler visumindehaveren at kunne dokumentere, at den pågældende råder over tilstrækkelige midler til at betale for opholdet og hjemrejsen. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren efter indgivelsen af visumansøgningen havde oplyst, at hun alene ønskede et Schengenvisum til Danmark i en måned, og ikke – som tidligere ansøgt – i 82 dage. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at varigheden af opholdet som udgangspunkt ikke har betydning for vurderingen af sagen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kunne begrunde, at ansøgeren alligevel kunne meddeles Schengenvisum til Danmark. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at værten og ansøgeren var kærester og efter det oplyste holdt meget af hinanden, at værten havde besøgt ansøgeren i Thailand, hvor værten havde mødt ansøgerens familie, at ansøgeren ønskede at besøge værten i Danmark, og i den forbindelse besøge værtens moder, og at ansøgeren havde et godt liv i Thailand og således ikke ønskede at komme til Danmark for at få et bedre liv. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren blev meddelt visum til Danmark i maj 2016 med henblik på at besøge sin daværende kæreste, og at hun kort tid efter, at hendes og hendes kærestes forhold var ophørt, blev kærester med værten. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ved sine handlinger havde tilkendegivet, at hun ønskede at komme til Danmark uanset grundlaget for hendes besøg. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser, der talte for, at der i sagen kunne meddeles et nationalt begrænset visum. VIS/2017/14.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. april 2017 – Visum – Hensigt om at forlade Schengenlandene
Dato: 07-04-2017Udlændingenævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ansøgning om Schengenvisum til Danmark til en pakistansk statsborger, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 9, jf. § 16. Det fremgik af ansøgningen, at ansøgeren ønskede at besøge sin kæreste i Danmark, at der var tale om et fast forhold, at parret havde åbnet en fælles bankkonto i Pakistan, at parret efter egne oplysninger havde været samlevende i Pakistan, og at værten arbejdede i Danmark, hvorfor han ikke kunne besøge ansøgeren i Pakistan. Det fremgik endvidere, at parret ønskede at indgå ægteskab i Danmark under ansøgerens besøg, og at det kun var muligt for parret at indgå ægteskab i Danmark. Det fremgik af referatet fra et interview afholdt på Den Danske Ambassade i Islamabad, Pakistan, at ansøgeren havde oplyst, at han var homoseksuel, at ansøgeren og værten havde kendt hinanden siden 2012, at ansøgerens familie troede, at parret var venner, at familien ikke kendte til ansøgerens seksuelle orientering, og at ansøgeren havde planlagt at søge om opholdstilladelse i Danmark under sit visumophold i Danmark. Det blev til støtte for klagen anført, at værten var syg med influenza og feber, at ansøgeren skulle tage sig af værten, at han ønskede at indgå ægteskab med værten under sit visumophold i Danmark, og at han svor, at han ville forlade Danmark og ikke ønskede at søge om opholdstilladelse i Danmark under sit visumophold.
Udlændingenævnet fandt, at der var en begrundet formodning for, at ansøgeren ville benytte et meddelt Schengenvisum til at tage fast ophold eller ophold af længere varighed i Danmark. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren under interviewet på Den Danske Ambassade i Islamabad, Pakistan, havde oplyst, at han ville søge om opholdstilladelse i Danmark under sit visumophold. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren havde svoret, at han ville forlade Danmark, at han ikke ville søge om opholdstilladelse under sit ophold i Danmark, at han havde taget orlov fra sit arbejde i Pakistan, at han ikke havde opsagt sin stilling i virksomheden, at hans moder havde kræft, at der ikke var andre, der kunne tage sig af hende i Pakistan, og at han aldrig havde oplyst til ambassaden, at han havde til hensigt at søge om opholdstilladelse i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde underskrevet alle sider af referatet fra interviewet på ambassaden, og at han dermed havde skrevet under på, at han var blevet interviewet på sit eget sprog, at han forstod referatet, og at alle udsagnene var korrekte. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren havde søgt om Schengenvisum til ophold i 30 dage, men at han samtidig havde søgt om orlov fra sit arbejde i perioden fra februar 2017 til maj 2017. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke var oplyst om sådanne ekstraordinære omstændigheder, som alligevel kunne føre til, at ansøgeren burde meddeles Schengenvisum til Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke var hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser, der talte for, at der i sagen kunne meddeles et nationalt begrænset visum. Udlændingenævnet tog ved afgørelsen ikke stilling til, hvorvidt ansøgeren og værten kunne anses for at være samlevende. VIS/2017/58.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. april 2017 – Visum – Overstay – Karens
Dato: 07-04-2017Udlændingenævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2016 om afslag på Schengenvisum til Danmark til en russisk statsborger, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, udlændingelovens § 4 c, stk. 1, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 9, og § 16, stk. 1 og 3. Ansøgeren ønskede at besøge sin herboende voksne datter (værten).
Udlændingenævnet fandt, at der var begrundet tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren tidligere havde været meddelt et Schengenvisum til Danmark for 90 dage i perioden fra november 2014 til oktober 2015, at hun var indrejst i Danmark i starten af november 2014 og udrejst i slutningen af februar 2015, og at ansøgeren i forbindelse med dette visumophold havde opholdt sig i Schengenområdet i en samlet periode på i alt 119 dage – 29 dage ud over visummets gyldighed. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse ikke, at overskridelsen af visummets gyldighed skyldtes omstændigheder, som ikke kunne lægges ansøgeren til last, og som ikke havde gjort det muligt for hende at forlade Danmark inden for visummets gyldighedsperiode, jf. udlændingelovens § 4 c, stk. 2. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at overskridelsen af visummets gyldighed ifølge værten skyldtes menneskelige fejl forårsaget af komplekse beregningsregler og uvidenhed om, at beregningsreglerne var blevet ændret, og at de gentagne ændringer i udlændingeloven efter værtens opfattelse udgjorde en risiko for, at der skete menneskelige fejl. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at visumreglerne, herunder beregningen af 90 dages visumophold i udlændingelovens § 2 b, stk. 2, blev ændret den 1. januar 2014, og at reglerne således havde været ændret i ti måneder, da ansøgeren fik udstedt visum. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i hvert fald siden juli 2013 havde modtaget vejledning om beregningen af visumopholdets længde både efter de tidligere gældende og de nugældende regler fra Den Danske Ambassade i Moskva, Rusland. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at det er visumindehaverens eget ansvar at gøre sig bekendt med, hvilke betingelser der er knyttet til et visum, herunder at sikre sig, at visummets gyldighed ikke overskrides. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen endvidere vægt på, at ansøgeren i 2013 havde fået en officiel advarsel af Udlændingestyrelsen efter et overstay i 2011 til 2012 om, at hvis hun fremover ikke udrejste i overensstemmelse med sit visum, ville hun ikke kunne opnå et nyt visum i tre eller fem år, og at ansøgeren således var blevet gjort opmærksom på vigtigheden af, at hun udrejste i overensstemmelse med sit visum. Det forhold, at ansøgeren på trods af dette overstay alligevel var blevet meddelt visum til Danmark, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at ansøgeren samtidig var blevet advaret om konsekvenserne ved et fremtidigt overstay. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde, der kunne begrunde, at ansøgeren alligevel meddeltes Schengenvisum til Danmark, ligesom Udlændingenævnet desuden fandt, at tildeling af karens ikke måtte anses som en åbenbart uforholdsmæssig reaktion i forhold til ansøgerens overstay i Danmark, jf. udlændingelovens § 4 c, stk. 2. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at værten og værtens tre børn var bosiddende i Danmark, og at værten ønskede, at ansøgeren fortsat kunne besøge dem i Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at der ikke var oplyst om hindringer for, at værten og børnene kunne besøge ansøgeren i Rusland. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at værten planlagde en opfølgende undersøgelse på en tidligere undersøgelse af ansøgeren på et privathospital i Danmark, der skulle have fundet sted i januar 2017. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, henset til at hovedformålet med ansøgerens besøg i Danmark efter det oplyste var familiebesøg, at der alene var tale om en undersøgelse, og at der endvidere ikke var fremlagt dokumentation for undersøgelsen i øvrigt. Udlændingenævnet fandt på den baggrund heller ikke, at der forelå sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kunne begrunde, at ansøgeren alligevel meddeltes Schengenvisum til Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig, at hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser ikke talte for, at der i sagen meddeltes et nationalt begrænset visum. Ansøgeren kunne således – medmindre der forelå ganske særlige grunde – tidligst i marts 2018 meddeles Schengenvisum til Danmark, såfremt ansøgeren i øvrigt opfylder betingelserne for at blive meddelt visum. VIS/2017/43.
Senest opdateret: 03-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet