Udlændingenævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til et mindreårigt barn født i 2008, som var statsborger i Somalia, jf. udlændingelovens § 9, stk. 18.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sin herboende fader, idet det åbenbart ville stride mod ansøgerens tarv. Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboende faders bopælskommune havde udtalt, at en familiesammenføring med den herboende fader åbenbart ville stride mod ansøgerens tarv, da den herboende fader havde svært ved at tage vare på sig selv, og da kommunen havde vurderet, at han ikke kunne tage vare på et barn. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende fader aldrig havde boet sammen med ansøgeren, at han alene havde besøgt ansøgeren to gange, at det til sagen var oplyst, at ansøgerens farmor var taget til Somalia for at passe ansøgeren. Det forhold, at Udlændingestyrelsen havde udtalt, at Udlændingestyrelsen under henvisning til dommen Sufi og Elmi mod UK (appl.nos. 8319/07 og 11449/07) ikke kunne udelukke, at den herboende fader ved en tilbagevenden til Somalia ville risikere asylrelevant forfølgelse, fandt Udlændingenævnet under henvisning til barnets tarv ikke kunne føre til et andet resultat, da den herboende fader ikke efter det oplyste kunne tage vare på et barn. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til artikel 3, stk. 1, i FN’s Børnekonvention, hvoraf det fremgår, at barnets tarv i alle foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller private institutioner for social velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer, skal være i første række, og til artikel 9, stk. 3, hvoraf det fremgår, at deltagestaterne skal respektere retten for et barn, der er adskilt fra den ene eller begge forældre, til at opretholde regelmæssig kontakt med begge forældre, undtagen hvis dette strider mod barnets tarv. Udlændingenævnet bemærkede, at FN’s Børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8, og at denne artikel ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt derfor, at en afgørelse om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af ansøgerens og den herboende faders rettigheder efter EMRK artikel 8 og FN’s Børnekonvention, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det – henset til det oplyste om den herboende faders personlige forhold samt manglende evne til at tage vare på ansøgeren – ville være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. FAM/2014/178.

Senest opdateret: 15-09-2014
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen