Udlændingenævnets afgørelser af 28. september 2016 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet – Børnesammenføring – Barnets tarv
Udlændingenævnet fandt for det første, at ansøgernes opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., da de havde opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne var udrejst af Danmark i maj 2009 sammen med deres moder, og at de først i september 2013 var genindrejst her i landet, hvorefter ansøgerne efter et par dage var udrejst af Danmark igen, og at ansøgerne først i april 2015 var vendt tilbage til Danmark. Udlændingenævnet lagde også vægt på, at hverken ansøgerne eller deres forældre før udrejsen havde ansøgt om bevarelse af deres opholdstilladelser i Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgerne var udrejst af Danmark sammen med deres moder og øvrige søskende til Somalia, og at det som udgangspunkt tilfalder forældremyndighedens indehavere at træffe beslutninger vedrørende mindreårige børns personlige forhold, herunder hvor børnene skal bo. Udlændingenævnet lagde endvidere, for så vidt angår den yngste ansøger, vægt på, at hverken ansøgeren eller hans forældre ved indrejsen i Danmark i september 2013 havde rettet henvendelse til de danske myndigheder med henblik på at sikre sit fortsatte opholdsgrundlag i Danmark. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgernes fader efter det oplyste havde hentet ansøgerne i lufthavnen i Danmark i september 2013, og efterfølgende havde sagt til dem, at de ikke kunne være i Danmark, men derimod skulle rejse til et andet europæisk land, og at den yngste ansøger ved ankomsten til Danmark i 2013 efter det oplyste var at betragte som et barn, der derfor gjorde, som hans fader sagde, men Udlændingenævnet fandt, at disse forhold ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den ældste ansøger var myndig på tidspunktet for indrejsen i Danmark i september 2013, mens den yngste ansøger var 16 år på tidspunktet for genindrejsen i Danmark i september 2013, og at ansøgerne ikke havde rettet henvendelse til de danske myndigheder med henblik på at sikre deres fortsatte opholdsgrundlag i Danmark på trods af, at ansøgerne efter det oplyste på daværende tidspunkt selv havde sørget for deres rejse fra Somalia til Danmark, og på trods af at ansøgerne efterfølgende selv havde søgt asyl i andre europæiske lande. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgerne først efter at være blevet meddelt afslag på asyl i andre europæiske lande havde valgt at rejse tilbage til Danmark med henblik på at få opholdstilladelse i Danmark på ny. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerne i forbindelse med sagen havde oplyst, at de ved udrejsen fra Danmark havde været af den opfattelse, at besøget i Somalia alene skulle være kortvarigt, men at deres fader havde snydt dem med enkeltbilletter i stedet for returbilletter, og at faderen efterfølgende ikke ville sende dem penge til returbilletter. Udlændingenævnet fandt imidlertid ikke at kunne lægge denne del af ansøgernes forklaring til grund. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne ligeledes havde forklaret, at de flere gange havde forsøgt at komme tilbage til Danmark, men at vejen til lufthavnen havde været spærret på grund af urolighederne i byen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgernes generelle troværdighed var svækket af, at ansøgerne overfor andre europæiske myndigheder havde oplyst andre fødselsår. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerne efter det oplyste talte, læste og skrev dansk, at de havde gået i dansk folkeskole, og at den yngste ansøger tillige havde gået til fodbold. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet resultat, henset til at ansøgerne tillige læste, talte og skrev sproget i Somalia. Udlændingenævnet fandt for det andet, at den ældste ansøger ikke kunne gives opholdstilladelse på ny i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at den ældste ansøger på ansøgningstidspunktet var 20 år og myndig. Udlændingenævnet fandt endvidere, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til den ældste ansøger ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den ældste ansøger var født i Somalia, hvor ansøgeren havde boet, indtil hun var seks år og igen i perioden fra 2009 til 2013, at ansøgeren talte, læste og skrev somali, og at ansøgeren under sit seneste ophold i Somalia var blevet forlovet, ligesom flere af ansøgerens yngre søskende og ansøgerens farmoder var bosiddende i landet. Udlændingenævnet fandt således, at der i sagen ikke forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt og i strid med Danmarks internationale forpligtelser at meddele den ældste ansøger afslag på opholdstilladelse, herunder barnets tarv, henset til at ansøgeren var myndig på tidspunktet for sin genindrejse i Danmark. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke var oplyst om sådanne helt særlige omstændigheder, herunder personlige eller helbredsmæssige forhold for den ældste ansøger, som kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den ældste ansøger havde boet i Danmark i ca. 8½ år, herunder en del af sine formative år, fra ansøgeren var seks til 14½ år, at ansøgeren talte dansk og havde gået i dansk skole og SFO. Det indgik ligeledes i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den ældste ansøgers partsrepræsentant havde henvist til, at den ældste ansøgers situation var sammenlignelig med den situation, der er beskrevet i Osman-dommen, og at den ældste ansøger således burde meddeles opholdstilladelse i Danmark på ny. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at den ældste ansøgers situation ikke i tilstrækkelig grad var sammenlignelig med den i Osman-dommen beskrevne situation, således at den ældste ansøger burde meddeles opholdstilladelse i Danmark på ny. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at den ældste ansøger var udrejst sammen med sin moder og sine søskende til Somalia, og at ansøgeren ved genindrejsen i Danmark i 2013 som myndig ikke havde kontaktet de danske myndigheder med henblik på at få et nyt opholdsgrundlag i Danmark, men i stedet var rejst videre til andre europæiske lande. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i Osman-dommen blev sendt på genopdragelsesrejse til Kenya uden sine forældre, og at hun havde søgt om at vende tilbage til Danmark, inden hun var blevet myndig på baggrund af en ny opholdstilladelse i overensstemmelse med de regler vedrørende opholdstilladelse til børn, der gjaldt på tidspunktet for hendes udrejse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den ældste ansøger var udrejst sammen med sin moder, med hvem ansøgeren ligeledes havde opholdt sig i Somalia. Endvidere var den ældste ansøger genindrejst i Danmark i 2013 selvstændigt og som myndig person uden at søge om at kunne bibeholde sit tidligere opholdsgrundlag her i landet, men var i stedet rejst videre til andre europæiske lande med henblik på at tage ophold der, ligesom ansøgeren først havde søgt om opholdstilladelse i Danmark på ny, da ansøgeren var 20 år. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at den ældste ansøger efter det oplyste var blevet forlovet før sin genindrejse i Danmark som myndig. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at Osman-dommen, herunder hensynet til barnets tarv, ikke kunne føre til meddelelse af ny opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt endelig for det tredje grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en ny opholdstilladelse i Danmark til den yngste ansøger, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17. Udlændingenævnet fandt således, at der forelå ganske særlige grunde til, at den yngste ansøger burde meddeles opholdstilladelse på ny, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den yngste ansøger var indrejst i Danmark i oktober 2000 i en alder af tre år, at ansøgeren var udrejst af Danmark i maj 2009 i en alder af 12 år, og at ansøgeren således havde haft en væsentlig del af sine formative år i Danmark, hvor ansøgeren havde gået i skole, og hvor han talte, læste og skrev sproget. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i 2009 var udrejst af Danmark sammen med sin moder, at ansøgeren på ny var indrejst i Danmark i september 2013 i en alder af 16 år, og at ansøgerens fader herefter havde besluttet, at ansøgeren skulle udrejse af Danmark, hvorefter ansøgeren igen var vendt tilbage til Danmark i april 2015 som 18-årig. FAM/2016/104.
Senest opdateret: 28-09-2016
Udgiver: Udlændingenævnet