Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelser om afslag på opholdstilladelse til to statsløse palæstinensiske børn i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17, samt bortfald af børnenes opholdstilladelser i medfør af udlændingelovens § 17. Børnene blev født i henholdsvis 1996 og 1997 i Danmark, og de blev i forbindelse med deres fødsel meddelt opholdstilladelse i Danmark. Børnene udrejste til Libanon i marts 1998 sammen med deres moder.

Udlændingenævnet fandt, at børnene ikke kunne meddeles opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17. Udlændingenævnet lagde vægt på, at der ikke forelå ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed eller børnenes tarv, der talte for, at børnene kunne få opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde betydelig vægt på, at børnene havde boet i deres hjemland, siden de var henholdsvis et halvt og halvandet år gamle, at de indtil genindrejsen i Danmark i december 2013 havde boet med deres moder i Libanon, at de havde haft deres skolegang i Libanon, at de efter deres udrejse af Danmark havde set faderen én til to gange om året i Libanon, at de ikke siden deres udrejse af Danmark havde besøgt Danmark, og at det var faderens og moderens beslutning, at de skulle bo og vokse op i Libanon. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at faderen kunne fortsætte med at udøve samværet med børnene på den måde, det havde været udøvet, siden børnene udrejste fra Danmark i 1998. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var oplyst om helt særlige omstændigheder, herunder personlige eller helbredsmæssige forhold for børnene, som kunne begrunde opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde vægt på, at børnene på afgørelsestidspunktet var henholdsvis 18 år og 17 år og måtte antages at kunne tage vare på sig selv og ikke havde brug for en forælder i samme omfang som mindre børn. Udlændingenævnet lagde betydelig vægt på, at det var faderens og moderens valg, at de skulle vokse op i Libanon uden faderen. Udlændingenævnet fandt, at der ikke i øvrigt var oplyst om sådanne forhold, der bevirkede, at det måtte anses for uproportionalt og stridende imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, at henvise børnene til at fortsætte med at udøve familielivet med faderen i samme omfang, som de havde gjort, siden de udrejste af Danmark i 1998. Udlændingenævnet fandt, at FN’s børnekonvention ikke giver videre adgang til familiesammenføring end EMRK artikel 8. FAM/2014/195.

Vedrørende udlændingelovens § 17, se praksis for bortfald.

Senest opdateret: 21-08-2014
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen