Udlændingenævnets afgørelse af 21. november 2017 – Børnesammenføring – Børn mellem 15 og 18 år
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var født og havde levet hele sit liv i Eritrea, hvor hun havde gået i skole i ni år, at hendes moder og søskende opholdt sig i landet, at den herboende references moder, som ansøgeren havde boet sammen med, samt den herboende references søskende, også opholdt sig i Eritrea, hvorfor ansøgeren ikke var uden omsorgspersoner i hjemlandet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at ansøgeren ikke fortsat ville kunne bo enten hos sin egen moder eller hos den herboende references moder i Eritrea. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren havde boet sammen med den herboende fader og dennes familie, når det var muligt i weekender og i to til tre måneder i skolens sommerferier, at ansøgeren havde boet hos sin biologiske moder, som havde fået ny mand og børn, og at moderens nye mand ikke kunne lide ansøgeren, hvorfor ansøgeren som 13-årig ikke længere kunne klare at bo hos moderen og derfor havde boet i lange perioder hos moderens forældre, og da de døde, tog hjem til sin fader, men stadig af og til tog hjem til sin moder, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende faders nuværende ægtefælle og to sønner i januar 2015 var udrejst af Eritrea til Sudan uden ansøgeren, og at ansøgeren angiveligt i februar 2015 selvstændigt var udrejst af Eritrea til Etiopien. Det forhold, at ansøgeren efter det oplyste grundet sin ulovlige udrejse af Eritrea ikke havde mulighed for at genindrejse i landet, kunne ikke i sig selv føre til en ændret vurdering, da det var hendes eget valg at udrejse med en gruppe venner på et tidspunkt, hvor den herboende faders opholdsstatus var uafklaret. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den herboende fader i marts 2015 under sin asylsag havde oplyst, at ansøgeren på daværende tidspunkt opholdt sig i Eritrea. Udlændingenævnet fandt således, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af ansøgerens og den herboende faders rettigheder efter EMRK artikel 8, da der i sagen ikke forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. Det forhold, at ansøgeren boede i en flygtningelejr i Etiopien, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren havde en onkel og dennes familie i samme flygtningelejr i Etiopien, som hun selv opholdt sig i. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet var 16 år og knap syv måneder, og at hun på afgørelsestidspunktet var 18 år og ni måneder og måtte antages at kunne tage vare på sig selv i det daglige. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende reference i ansøgningsskemaet havde oplyst, at ansøgeren ikke led af alvorlige sygdomme eller handicaps. Det forhold, at det til sagen var oplyst, at der i Etiopien og også i den flygtningelejr, som ansøgeren opholdt sig i, var et udbrud af kolera, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgerens hjemland eller opholdsland ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. FAM/2017/143.
Senest opdateret: 21-11-2017
Udgiver: Udlændingenævnet