Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, til en mindreårig irakisk statsborger på baggrund af en ansøgning indgivet i december 2013. Ansøgeren var forud for denne ansøgning tidligere i august 2010 blevet meddelt endeligt afslag på opholdstilladelse i Danmark under henvisning til, at der ikke var mulighed for vellykket integration samt afslag på genoptagelse på baggrund af en ansøgning indgivet i februar 2010. Den herboende reference, ansøgerens fader, indrejste i Danmark i 2001 og blev i august 2006 meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgerens fader havde i perioden fra 2001 til 2006 gentagne gange fået afslag på opholdstilladelse, herunder afslag på asyl. Ansøgerens broder, der på ansøgningstidspunktet var 17 år, indgav samtidig hermed ligeledes ansøgning om opholdstilladelse i Danmark, som han fik afslag på samtidig med ansøgerens afslag. Ansøgeren og dennes broder boede efter det oplyste hos deres farfader i det nordlige Irak, da ansøgerens moder var gift til anden side. Det fremgik af ansøgningsskemaet, at ansøgeren havde telefonisk kontakt til sin moder, som havde psykiske problemer, og hvis adresse i Irak var ukendt. Ansøgeren havde aldrig været i Danmark og havde sidst set sin fader i 2012. Farfaderen var efter det oplyste over 80 år og ikke længere i stand til at passe ansøgeren og dennes broder. Det blev endvidere i forbindelse med klagen oplyst, at ansøgeren og dennes broders kontakt til moderen på tidspunktet for klagens indgivelse var blevet afbrudt. 

Udlændingenævnet fandt, at den herboende fader i august 2006 opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, for at indgive ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren. Da ansøgeren havde indgivet ansøgning om opholdstilladelse i Danmark efter mere end to år fra det tidspunkt, hvor referencen opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, fandt Udlændingenævnet, at ansøgeren kun kunne meddeles opholdstilladelse, hvis ansøgeren havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16, da ansøgeren ved indgivelsen af den seneste ansøgning om opholdstilladelse var 13 år, da ansøgeren var født og opvokset i Irak, hvor hun havde gået seks år i skole, og da ansøgeren ikke talte dansk og aldrig havde været i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke under opvæksten var blevet præget af danske værdier og normer i en sådan grad, at hun havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, da referencen efter det oplyste siden sin indrejse i Danmark i 2001 alene havde set ansøgeren én gang i 2012, og da ansøgerens opvækst siden referencens indrejse i Danmark var foregået hos farfaderen i Irak. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at referencen siden 2007 havde været i beskæftigelse i Danmark og havde et særbarn født i Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at referencen uanset sin integration i Danmark ikke kunne opveje ansøgerens manglende tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke var oplyst om særlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at ansøgeren ikke fortsat kunne opholde sig hos sin farfader eller kunne henvises til at tage ophold hos sin moder, såfremt ansøgeren ikke fortsat kunne bo hos farfaderen. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det løbende havde været oplyst til sagen, at der var telefonisk kontakt til moderen, at det først i forbindelse med klagen var blevet oplyst, at kontakten til moderen skulle være blevet afbrudt, og at det ikke var dokumenteret, at moderen på grund af psykiske problemer ikke havde evnen til fremover at tage sig af ansøgeren. På denne baggrund fandt Udlændingenævnet, idet der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, at det ikke ville være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, eller ansøgerens tarv at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9 stk. 16. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at FN’s Børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke indebærer en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. FAM/2015/184.

Senest opdateret: 16-11-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen