Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, til to mindreårige filippinske statsborgere på baggrund af ansøgninger indgivet i februar 2014. Den herboende reference, ansøgernes moder, indrejste i Danmark i februar 2007 og blev i juni 2007 meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgerne, som var født i henholdsvis november 2000 og juli 2002, boede efter referencens indrejse i Danmark hos referencens søster i Filippinerne. Referencen havde siden sin indrejse set ansøgerne i en periode fra december 2011 til januar 2012 og havde efter det oplyste forsørget dem med 3000 kroner om måneden. Ansøgerne havde aldrig været i Danmark. Det var oplyst til sagen, at ansøgernes fader boede sammen med en anden kvinde, som han havde tre børn med, at den ældste af ansøgerne havde boet sammen med sin fader fra fødslen og cirka halvandet år frem, og at den yngste ansøger aldrig havde set sin fader. Vedlagt ansøgningsskemaet var blandt andet en kopi af ”Affidavit of support and consent” fra februar 2014 underskrevet af ansøgernes fader, hvormed faderen gav sin tilladelse til, at ansøgerne kunne besøge referencen i Danmark. 

Udlændingenævnet fandt, at den herboende reference i juni 2007 opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, for at indgive ansøgninger om opholdstilladelse til ansøgerne. Da ansøgerne havde indgivet ansøgninger om opholdstilladelse i Danmark efter mere end to år fra det tidspunkt, hvor referencen opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, fandt Udlændingenævnet, at ansøgerne kun kunne meddeles opholdstilladelse, hvis ansøgerne havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16, da ansøgerne var henholdsvis 11 og 13 år på ansøgningstidspunktet, da ansøgerne var født i Filippinerne, hvor de havde opholdt sig siden fødslen, og da ansøgerne havde haft henholdsvis fem og seks års skolegang i Filippinerne, hvor de ligeledes havde et familiemæssigt netværk, da den herboende moders søster og dennes børn samt moderens øvrige søskende boede i Filippinerne. Udlændingenævnet fandt endvidere, at referencen ikke kunne anses for at have en så stærk tilknytning til det danske samfund, at det kunne opveje ansøgernes meget begrænsede tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var født og opvokset i Filippinerne og først fik opholdstilladelse i Danmark som 27-årig, at ansøgerne først søgte om opholdstilladelse over seks år efter, at referencen blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, og at ansøgerne aldrig havde været i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det var referencens eget valg at indrejse i Danmark og efterlade ansøgerne i Filippinerne, og at der ikke sås at være noget til hinder for, at ansøgerne fortsat kunne bo hos referencens søster i Filippinerne. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgerne kunne henvises til at tage ophold hos ansøgernes fader, såfremt de ikke fortsat kunne bo hos referencens søster. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgernes fader havde medvirket til børnenes ansøgninger i 2014. Udlændingenævnet fandt i øvrigt, at der ikke var oplyst om hindringer for, at referencen kunne fortsætte med at udøve familielivet med ansøgerne i samme omfang, som hun havde gjort siden sin frivillige indrejse i Danmark. Det forhold, at referencen havde fået et særbarn med en herboende dansk statsborger, fandt Udlændingenævnet på baggrund af de øvrige forhold, ikke kunne føre til en ændret vurdering. FAM/2015/185.

Senest opdateret: 16-11-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen