Udlændingenævnets afgørelse af 19. august 2015 – Børnesammenføring – Vellykket integration
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, idet ansøgeren ikke havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var 14 år på ansøgningstidspunktet, at ansøgeren var født i Tyrkiet, hvor han havde opholdt sig siden sin fødsel, at ansøgeren havde haft otte års skolegang i Tyrkiet, og at ansøgeren havde besøgt Danmark i perioden fra november 2013 til december 2013 samt i perioden fra januar 2015 til april 2015, siden den herboende faders indrejse i Danmark i 2011. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på den herboende faders oplysninger om, at ansøgeren siden faderens udrejse af Tyrkiet i november 2008 havde boet hos familie i Tyrkiet, og at ansøgeren således ikke ud over, hvad der følger af slægtskabet til den herboende fader og hans storebroder, der fik opholdstilladelse i Danmark i november 2011, i sig selv, havde nogen form for tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at den herboende fader først indgav ansøgning om opholdstilladelse for ansøgeren tre år efter, at han opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, og at ansøgeren var 14 år på ansøgningstidspunktet og ikke i årene forinden på noget tidspunkt havde opholdt sig i Danmark og været en del af den herboende faders dagligdag i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgerens tilknytning til Tyrkiet klart måtte anses for at overstige hans tilknytning til Danmark og dermed hans mulighed for vellykket integration her i landet. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte for, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse, selvom ansøgeren ikke havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, herunder alvorlige personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at det ville være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at der ikke sås at være noget til hinder for, at ansøgeren fortsat kunne bo i Tyrkiet sammen med sin familie og udøve familielivet med den herboende fader via besøgs- og ferieophold, og at udøvelsen af familielivet mellem ansøgeren og den herboende fader kunne ske i samme omfang, som var sket siden den herboende faders frivillige indrejse i Danmark. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgerens moder også boede i Tyrkiet, at ansøgeren ikke havde boet hos sin moder siden skilsmissen i 2009, og at den herboende fader til sagen havde oplyst, at ansøgeren ikke længere kunne bo hos sin familie i Tyrkiet som følge af familiens dårlige helbred, og at ansøgeren ikke kunne bo hos sin moder som følge af hendes psykiske sygdom, hvilket ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde både sin moder, mormoder og morfader samt farmoder og farfader i hjemlandet, og at den herboende fader ikke havde fremsendt dokumentation for, at ansøgeren hverken kunne bo hos sin moder eller hos sine bedsteforældre. FAM/2015/205.
Senest opdateret: 19-08-2015
Udgiver: Udlændingenævnet