Udlændingenævnets afgørelse af 18. maj 2018 – Børnesammenføring – Vellykket integration

Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en mindreårig filippinsk statsborger, der søgte om familiesammenføring med sin herboende moder, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16. 

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, da han ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var 14 år på ansøgningstidspunktet i juni 2016, at han var født i Filippinerne, hvor han havde boet hele sit liv sammen med sin moder indtil 2011 og herefter med sin mormoder, at han havde haft syv års skolegang, at han talte tagalog/hiligaynon og engelsk, at han havde et familienetværk i Filippinerne i form af sin mormoder, sin moster, som indrejste sammen med ham i Danmark på et Schengenvisum, og sin fader, og at ansøgeren således ikke udover, hvad der fulgte af slægtskabet til sin moder, havde nogen form for tilknytning her til landet. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke var noget til hinder for, at ansøgeren fortsat kunne bo hos mormoderen i Filippinerne. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at det til sagen var oplyst, at mormoderen havde fået konstateret bronkial astma, diabetes type 2 og akut hypertension, at hun blev anbefalet hvile og ikke at indgå i energiske og anstrengende fysiske og mentale aktiviteter, at der var risiko for, at hun fik slagtilfælde, hvorfor hun tillige blev anbefalet, at hun skulle opholde sig i et stressfrit miljø, og at hun således ikke var i stand til at forsørge eller opdrage ansøgeren, ikke kunne føre til en anden vurdering, idet der ikke herved var tale om sådanne forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle meddeles en opholdstilladelse i Danmark. Det anførte om, at ansøgeren angiveligt ikke havde set sin fader, siden han blev født, at faderen ikke ønskede at have nogen form for kontakt med ansøgeren, og at han havde overdraget forældremyndigheden, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at overdragelsen af forældremyndighed ikke i sig selv kunne føre til meddelelse af opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgerens fader havde medvirket til ansøgerens opholdssag. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet var 14 år, at han på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var 15 år, og at han således ikke kunne antages at have behov for forældre eller andre omsorgspersoner i samme omfang, som yngre børn har. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgeren ikke siden 2011 havde boet sammen med sin moder. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at moderen var indrejst i Danmark i februar 2015, at hun i september 2015 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark, at hun fra december 2015 til februar 2016 havde arbejdet 36 timer ugentligt som produktionsmedarbejder i fødevareindustrien, at hun siden august 2016 havde arbejdet som køkkenhjælp 16 timer ugentligt, at hun havde bestået danskprøve på A2-niveau, at hun ikke led af en alvorlig sygdom eller handicap, og at hendes ægtefælle havde arbejdet på fuldtid som chauffør siden 2006. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke herved var oplyst om sådanne forhold, der kunne opveje ansøgerens begrænsede tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selvom han ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration. Det forhold, at ansøgeren havde gået i skole i Danmark, og at han skulle have fået en omgangskreds i Danmark, kunne ikke føre til et andet udfald. Det forhold, at moderen havde bidraget til ansøgerens forsørgelse, og at hun og ansøgeren havde haft kontakt med hinanden via telefon, Skype og Viber, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at moderen kunne fortsætte med at udøve familielivet med sin søn som hidtil, ligesom hun fortsat kunne bidrage til hans forsørgelse i Filippinerne. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det var moderens eget valg, at ansøgeren skulle bo sammen med sin mormoder i Filippinerne, og at der ikke sås at være noget til hinder for, at han fortsat kunne bo sammen med sin mormoder i Filippinerne. Udlændingenævnet fandt herudover, at moderen dermed havde valgt at udøve familielivet således, at hun og ansøgeren skulle leve adskilt. Det anførte om, at moderen ventede med at ansøge om familiesammenføring med ansøgeren til et år og tre måneder efter, at hun var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark, idet hun ville stabilisere sit forhold til sin ægtefælle i Danmark, kunne ikke føre til et andet udfald på baggrund af sagens samlede omstændigheder. Udlændingenævnet fandt endelig, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren på baggrund af de faktiske forhold ikke vurderedes at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at der var henvist til barnets tarv. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at FN’s børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. FAM/2018/36.
 

Senest opdateret: 18-05-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | +45 6198 3800 |udln@udln.dk |Digital Post