Grundlæggende betingelser

  • Udlændingenævnets afgørelse af 08.02.2021 – Ægtefællesammenføring – Grundlæggende betingelser – Herboende ægtefælle skal bo i Danmark

    Dato: 08-02-2021

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens om afslag på ægtefællesammenføring til en tyrkisk statsborger.

    Sagens faktiske omstændigheder:
    Ansøgeren søgte i september 2018 om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sit ægteskab med en herboende dansk statsborger (referencen). På ansøgningstidspunktet var referencen bosiddende i Danmark. Udlændingestyrelsen meddelte medio april 2019 ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring, da referencen ikke havde bestået Prøve i Dansk 3 eller en danskprøve på tilsvarende eller højere niveau, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8. Afslag blev påklaget til Udlændingenævnet ultimo april 2019. I juni 2019 udrejste referencen til Sverige.

    Udlændingenævnets afgørelse:
    ”Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, allerede fordi referencen ikke aktuelt er fastboende i Danmark.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen i juni 2019 i Det Centrale Personregister er registreret som udrejst af Danmark til Sverige.
    Der henvises i den forbindelse til, at det fremgår af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra a, at der efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding over 24 år, som samlever på fælles bopæl i ægteskab eller i fast samlivsforhold af længere varighed med en i Danmark fastboende person over 24 år, der har dansk indfødsret.
    Udlændingenævnet har derfor ikke vurderet, hvorvidt ansøgeren og referencen opfylder integrationskravet i udlændingelovens § 9, stk. 8.
    Udlændingenævnet stadfæster således med denne ændrede begrundelse Udlændingestyrelsens afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 11. december 2017 – Ægtefællesammenføring – Grundlæggende betingelser – Krav om gyldigt nationalitetspas

    Dato: 11-12-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2017 med en ændret begrundelse Udlændingestyrelsens afgørelse fra november 2016, hvorved en irakisk statsborger var meddelt afslag på opholdstilladelse, da han ikke var i besiddelse af et gyldigt nationalitetspas. Udlændingestyrelsen havde meddelt afslag under henvisning til, at ansøgeren ikke havde fremlagt nogen form for gyldig dokumentation for sin identitet.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. udlændingelovens § 39. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse afgørende vægt på, at ansøgeren ikke havde fremlagt et gyldigt nationalitetspas, hvilket er en grundlæggende betingelse for at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingebekendtgørelsens § 17. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige denne grundlæggende betingelse, jf. udlændingebekendtgørelsens § 17, stk. 1, stk. 2. Det forhold, at ansøgeren efter det oplyste havde mødt sin ægtefælle i 2005, i 2007 havde fået et fællesbarn sammen med hende, og at parret otte år senere i 2015 havde indgået ægteskab, hvor parret forud herfor havde haft kontakt ved besøg, kunne ikke føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke på noget tidspunkt havde haft lovligt ophold i Danmark og både på tidspunktet for fællesbarnets fødsel og på tidspunktet for ægteskabet var meddelt endeligt afslag på asyl og dermed ikke kunne have en berettiget forventning om at kunne blive og stifte familie i Danmark. Udlændingenævnet lagde samtidig vægt på, at ansøgeren i flere år havde været registreret forsvundet, og at han siden fællesbarnets fødsel og frem til brylluppet alene havde besøgt sin ægtefælle og barnet. Det af ansøgeren anførte om, at parrets søn havde nået en alder, hvor han havde opbygget en selvstændig tilknytning til Danmark via sine kammerater og sine aktiviteter, kunne på samme baggrund ikke føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. FAM/2017/121.

Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen