Selvforsørgelseskravet
-
Udlændingenævnets afgørelse af 20. januar 2016 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet
Dato: 20-01-2016Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en thailandsk statsborgers ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til hendes herboende ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Den herboende ægtefælle havde i perioden fra oktober 2013 til december 2013 modtaget kontanthjælp og havde i perioden fra januar 2014 frem til ansøgningstidspunktet modtaget uddannelseshjælp. Det var under sagen oplyst, at den herboende ægtefælle var diagnosticeret med bipolar affektiv sindslidelse, og at han var i behandling herfor med en række præparater. Det var endvidere oplyst, at den herboende ægtefælle var blevet idømt to års fængsel af de thailandske myndigheder for besiddelse af amfetamin med henblik på videresalg, som han ikke havde afsonet, ligesom han herefter var eftersøgt af myndighederne i Thailand.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, da den herboende ægtefælle inden for de seneste tre år forud for Udlændingenævnets afgørelse havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, hvorfor betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, ikke var opfyldt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at bopælskommunen havde udtalt, at den herboende ægtefælle i perioden fra oktober 2013 til december 2013 havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 25 (kontanthjælp), og at han havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 23 (uddannelseshjælp) i perioden fra januar 2014 frem til ansøgningstidspunktet, samt oplysningerne fra eIndkomst, hvoraf det fremgik, at han yderligere havde modtaget offentlige ydelser efter lov om aktiv socialpolitik frem til juli 2015. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering af sagen, at den herboende ægtefælle led af bipolar affektiv sindslidelse, og at han var i behandling herfor. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste til, at MedCOI (1) i november 2015 havde oplyst over for Udlændingenævnet, at de relevante præparater var tilgængelige i Thailand, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ville kunne modtage den nødvendige og relevante behandling i Thailand. Udlændingenævnet fandt af de samme grunde, at der ikke var oplyst om sådanne forhold, der ville kunne føre til dispensation fra udlændingelovens § 9, stk. 5, i medfør af FN’s Handicapkonvention. Det indgik endvidere i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende ægtefælle var blevet idømt to års fængsel i Thailand for besiddelse af amfetamin med henblik på videresalg, at de thailandske myndigheder havde udstedt en arrestordre på ham, og at det til sagen var anført, at strafferammen for narkotikaforbrydelser i Thailand er høj, og at en dom for narkotika ofte kan medføre et indrejseforbud i landet. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til, at der skulle dispenseres fra ægtefællesammenføringsbetingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, idet forholdene ikke medførte, at Danmark måtte anses for nærmest til at beskytte familielivet mellem ægtefællerne, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det ikke var dokumenteret, at ansøgerens ægtefælle var meddelt et indrejseforbud i Thailand. Udlændingenævnet fandt herudover – uanset længden af den idømte fængselsstraf – at det ikke kunne anses for uproportionalt at henvise parret til at udøve familielivet i Thailand. Udlændingenævnet fandt således, at henset til, at det også i Danmark er strafbart at besidde amfetamin med henblik på videresalg, kunne en idømt fængselsstraf i Thailand herfor ikke føre til dispensation fra reglerne om ægtefællesammenføring i Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at uanset, at besiddelse af amfetamin på 0,3 gram straffes hårdere i Thailand end i Danmark, ville besiddelse af amfetamin med henblik på videresalg også i Danmark kunne medføre frihedsstraf, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne anses for uproportionalt at meddele afslag på familiesammenføring i Danmark uanset idømt frihedsstraf i Thailand på to år. Udlændingenævnet fandt endelig, at der til sagen ikke var oplyst om forhold, der bevirkede, at parret og parrets fællesbørn ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Thailand for dér at udøve familielivet, jf. EMRK artikel 8. Udlændingenævnet henviste herved til, at børn efter praksis som udgangspunkt først anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års lovligt ophold med opholdstilladelse her i landet. FAM/2016/5.
(1) MedCOI er et projekt, der er finansieret af den Europæiske Flygtninge Fond, med henblik på at indhente medicinske oplysninger fra ansøgeres hjemlande. Projektet giver 11 EU-medlemsstater plus Norge og Schweiz mulighed for at benytte sig af faciliteterne hos MedCOI i Holland og Belgien. MedCOI retter forespørgsler til kvalificerede læger og andre eksperter, der arbejder i ansøgeres hjemlande. Den information, der indhentes, bliver gennemgået af MedCOI’s projektmedarbejdere, der blandt andet består af en læge, før den videregives til den relevante COI-service.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. september 2015 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet
Dato: 16-09-2015Udlændingenævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en bhutanesisk statsborger, der boede i USA, og som havde søgt om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Ansøgerens herboende ægtefælle var i november 2010 blevet meddelt opholdstilladelse som kvoteflygtning efter udlændingelovens § 8, stk. 1, og var indrejst i Danmark i februar 2011. Den herboende ægtefælle havde inden for de seneste tre år forud for afgørelsen om opholdstilladelse modtaget ydelser efter integrationsloven og lov om aktiv socialpolitik.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, da den herboende ægtefælle inden for de seneste tre år forud for Udlændingenævnets afgørelse havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, hvorfor betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, ikke var opfyldt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af oplysninger fra den herboende ægtefælles kommune, at den herboende ægtefælle i perioden fra februar 2011 til december 2011 havde modtaget hjælp til underhold efter integrationsloven og i perioden fra januar 2012 og frem til ansøgningstidspunktet havde modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik, samt at hun i 2011 havde modtaget engangshjælp. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af eIndkomst, at den herboende ægtefælle på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse fortsat sås at modtage kontanthjælp. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det af en udtalelse fra Udlændingestyrelsen fremgik, at der ikke var grund til at antage, at den herboende ægtefælle, hvis hun tog ophold med sin ægtefælle i USA, ville risikere refoulement til Bhutan, hvor det ikke kunne afvises, at hun kunne blive udsat for asylretlig forfølgelse. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke var oplyst om forhold, der bevirkede, at det ville være uproportionalt at henvise den herboende ægtefælle til at indrejse og tage ophold i USA for der at udøve familielivet med ansøgeren, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde fem særbørn i Danmark, hvoraf de fire var umyndige og gik i skole, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at et barn som udgangspunkt først efter seks til syv års ophold i Danmark, hvor barnet har gået i dansk institution eller skole, kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til landet, at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, vil kunne fraviges. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den herboende ægtefælles særbørn først var kommet til Danmark i februar 2011 og således kun havde haft fire og et halvt års ophold i Danmark. FAM/2015/221.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 23. juni 2015 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet – Genoptagelse
Dato: 23-06-2015Udlændingenævnet afslog i juni 2015 at genoptage en sag, hvorved en ansøger, der var britisk statsborger, var blevet meddelt afslag på familiesammenføring, idet den herboende ægtefælle på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet havde i september 2014 stadfæstet Udlændingestyrelsens afslag fra september 2013 på familiesammenføring mellem ansøgeren og den herboende ægtefælle efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Udlændingenævnet havde i den forbindelse fundet, at det ikke var dokumenteret, at den herboende ægtefælle ikke kunne få opholdstilladelse i Storbritannien for der at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet havde ved sin afgørelse fra september 2014 endvidere lagt til grund, at den herboende ægtefælles samvær med hans særbørn i Danmark henset til den korte månedlige udstrækning, og at han ikke havde forældremyndighed over børnene, ikke kunne føre til, at et afslag ville være en krænkelse af den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Den herboende ægtefælle havde i forbindelse med anmodningen om genoptagelse oplyst, at ansøgeren og den herboende ægtefælle i marts 2015 var blevet forældre til et fællesbarn, at den herboende ægtefælle var blevet meddelt afslag på besøgsvisum i Storbritannien, og at den herboende ægtefælle led af rygproblemer.
Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ikke havde anført nye, væsentlige oplysninger, som kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den herboende ægtefælle i en e-mail fra oktober 2014 havde angivet, at han led af rygproblemer, og at hans e-mail var vedlagt en lægeerklæring, hvoraf det fremgik, at han var henvist til træningscenter, da operation ikke var aktuel, og at der blev arbejdet herimod at etablere en virksomhedspraktik, men at han selv vurderede, at dette ikke var aktuelt på grund af hans rygsmerter. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at der ikke var tale om helbredsmæssige oplysninger af en sådan karakter, at det – såfremt oplysningerne måtte have foreligget på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse fra september 2014 – ville have ført til, at der ville kunne have været dispenseret fra kravet i udlændingelovens § 9, stk. 5. Det forhold, at den herboende ægtefælle var blevet meddelt afslag på visum til Storbritannien, var ikke ensbetydende med, at han ikke ville kunne opnå opholdstilladelse i Storbritannien, herunder som familiesammenført. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke ville være uproportionalt at henvise familien til at udøve familielivet i Storbritannien, idet ansøgeren var statsborger i Storbritannien, og idet begge hendes børn var statsborgere i Storbritannien. Udlændingenævnet bemærkede, at afslaget på besøgsvisum delvis var begrundet i, at ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke overfor de britiske udlændingemyndigheder havde fremlagt den nødvendige dokumentation for udstedelse af visummet. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at parret efterfølgende var blevet forældre, ikke kunne føre til en genoptagelse af sagen, idet der var tale om en efterfølgende omstændighed, som allerede af den grund ikke kunne føre til en ændret vurdering. FAM/2015/111.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 5. oktober 2015 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet
Dato: 10-05-2015Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en thailandsk statsborgers ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til hendes herboende ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Ansøgerens herboende ægtefælle havde fra januar 2014 til oktober 2014 modtaget ressourceforløbsydelse.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at den herboende ægtefælle havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle i marts 2008 blev bevilget et fleksjob, at han fra april 2008 til august 2012 havde haft et fleksjob, at han i januar 2014 blev visiteret til et ressourceforløb med virkning fra januar 2014 med henblik på at udvikle hans arbejdsevne, som var forværret, og han allerede i oktober 2014 blev tilkendt førtidspension, da det blev vurderet, at han uanset støtte, herunder beskæftigelse i fleksjob, ikke ville blive i stand til at blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der forelå særlige grunde til at dispensere fra udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet fandt således, at det ud fra en konkret vurdering og en rimelighedsbetragtning måtte anses for uproportionalt, såfremt ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning til, at den herboende ægtefælle fra januar 2014, hvor han havde været visiteret til fleksjob, til oktober 2014, hvor han blev tilkendt førtidspension, havde modtaget ressourceforløbsydelse. FAM/2015/198.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 28. januar 2015 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet
Dato: 28-01-2015Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en vietnamesisk statsborgers ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til hendes herboende ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Ansøgerens herboende ægtefælle havde i juni 2013 modtaget ydelser efter §§ 81 og 85 i lov om aktiv socialpolitik.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens ægtefælle inden for de seneste tre år havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, således ikke var opfyldt, og at ansøgeren derfor ikke kunne meddeles opholdstilladelse her i landet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens ægtefælle i juni 2013 havde modtaget enkeltstående ydelser efter lov om aktiv socialpolitik §§ 81 og 85, i alt 17.687 kr., til at betale depositum og en måneds husleje for en lejebolig. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ydelserne var tilbagebetalingspligtige, og at ansøgerens ægtefælle på klagetidspunktet havde tilbagebetalt størstedelen af ydelserne. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da det forhold, at et beløb udbetalt efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven senere tilbagebetales, ikke kunne føre til dispensation fra bestemmelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, idet de udbetalte ydelser var ydet med henblik på forsørgelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det udbetalte beløb lå væsentligt over det beløb (ca. 900 kr.), som i forarbejderne til bestemmelsen er angivet som eksempel på et beløb, der ligger under bagatelgrænsen. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgerens ægtefælle havde anført, at han i forbindelse med ansøgningen om og bevillingen af ydelserne efter §§ 81 og 85 i lov om aktiv socialpolitik ikke var blevet vejledt om konsekvenserne af at modtage ydelserne i forhold til udlændingelovens § 9, stk. 5, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle efter egne oplysninger besluttede at indgå ægteskab i juli 2013, at ægteskabet blev indgået i december 2013, og at beslutningen om ægteskabet og indgåelsen heraf således fandt sted efter ansøgerens ægtefælles forløb med ydelserne efter §§ 81 og 85 i lov om aktiv socialpolitik, der blev udbetalt i juni 2013. Udlændingenævnet fandt herefter, at da der ikke i øvrigt forelå oplysninger om, at kommunen havde eller burde have haft kendskab til et forestående ægteskab mellem parret, kunne kommunen ikke antages at have haft konkret anledning til at vejlede ansøgerens ægtefælle om konsekvenserne af at modtage offentlig hjælp i relation til udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at ansøgerens ægtefælle i april 2013 havde været i kontakt med en medarbejder hos kommunens vielseskontor om legalisering af dokumenter fra Vietnam, der på daværende tidspunkt skulle anvendes som dokumentation for en vielse i Danmark af parret, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgerens ægtefælle ikke i forbindelse med sin ansøgning om offentlige ydelser havde oplyst kommunen om planerne om at indgå ægteskab med en udlænding, og at der ikke i øvrigt i sagen forelå oplysninger om, at kommunen burde have været bekendt hermed. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgerens ægtefælle led af type 2-diabetes, at han – foruden ydelserne modtaget i juni 2013 efter §§ 81 og 85 i lov om aktiv socialpolitik – ikke tidligere havde modtaget offentlige ydelser, at han på klagetidspunktet befandt sig i en god jobmæssig situation i Danmark, og at det efter hans opfattelse ville være næsten umuligt for ham at få arbejde i Vietnam. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der ikke herved var oplyst om sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne bevirke, at det ville være uproportionalt at henvise ham til at indrejse og tage ophold i Vietnam, hvor han og ansøgeren indgik ægteskab, og hvor han havde opholdt sig flere gange, for der at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke giver en ubetinget ret til at vælge, hvilket land familielivet skal udøves i. FAM/2015/56.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. januar 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet – Ledighedsydelse
Dato: 15-01-2015Udlændingenævnet omgjorde i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af ægteskab, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5, til en ansøger fra Kosovo. Den herboende ægtefælle blev i 2009 bevilget fleksjob efter at have modtaget ledighedsydelse grundet varig funktionsnedsættelse, hvorefter den herboende ægtefælle i en periode fra 2010 til 2012 igen modtog ledighedsydelse efter lov om aktiv socialpolitik, inden ægtefællen på ny påbegyndte et fleksjob.
Udlændingenævnet lagde vægt på, at en person, der er visiteret til fleksjob, er afskåret fra at modtage arbejdsløshedsdagpenge, uanset at den pågældende måtte være medlem af en A-kasse, at ledighedsydelsen har et beskæftigelsesfremmende sigte, og at reglerne om familiesammenføring derfor modvirker hensynet til beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt derfor, at det vil være bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser ikke at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse på baggrund af ægteskab under henvisning til, at ansøgerens herboende ægtefælle har modtaget ledighedsydelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. FAM/2014/2.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. december 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet
Dato: 16-12-2014Udlændingenævnet stadfæstede i december 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Somalia efter udlændingelovens § 9, stk. 5, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Den herboende ægtefælle havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, idet han i januar 2012 afsluttede sin uddannelse og anmodede kommunen om kontanthjælp (forsørgelse). Den herboende ægtefælle havde til støtte for klagen anført, at han efterfølgende havde tilbagebetalt pengene, at kommunen ikke havde vejledt ham om konsekvenserne ved modtagelse af ydelser efter lov om aktiv socialpolitik i forhold til senere ansøgninger om ægtefællesammenføring, og at ansøgeren og den herboende ægtefælle var blevet forældre til to børn henholdsvis i april 2011 og januar 2013.
Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle inden for de seneste tre år forud for Udlændingenævnets afgørelse havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, og at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, derfor ikke var opfyldt, hvorfor ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det fremgik af en udtalelse fra bopælskommunen, at den herboende ægtefælle havde modtaget offentlige ydelser efter lov om aktiv socialpolitik i februar 2012, at ydelserne havde været udbetalt til underhold, at den herboende ægtefælle var uden forsørgerpligt, og at han boede sammen med sin bror. Den herboende ægtefælle sås ikke at have oplyst overfor kommunen, at han havde planer om at søge familiesammenføring, hvorfor Udlændingenævnet lagde til grund, at bopælskommunen ikke havde overtrådt sin vejledningspligt. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at den herboende ægtefælle efterfølgende havde tilbagebetalt pengene, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at parret havde to fællesbørn, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at fællesbørnene på grund af deres alder og den omstændighed, at børnene kun havde opholdt sig i Danmark siden februar 2014, ikke kunne anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at dette kunne føre til en fravigelse af betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet henviste herved til, at børn – uanset at de har opholdstilladelse i Danmark – efter praksis først anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års ophold her i landet, hvor børnene har været tilknyttet en dansk institution eller skole. FAM/2014/241.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 4. august 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet
Dato: 04-08-2014Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5, til en kinesisk statsborger. Ansøgerens herboende ægtefælle havde i perioden fra januar 2011 til februar 2012 modtaget ydelser efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik. Parret havde et fællesbarn, født i februar 2009, som var registreret indrejst i Danmark i september 2010.
Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle inden for sidste tre år forud for afgørelsen havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, hvorfor betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, ikke var opfyldt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det forhold, at den herboende ægtefælle tidligere havde udført fysisk belastende arbejde, og at han siden en arbejdsulykke i december 2007 havde været uarbejdsdygtig og derfor var blevet tildelt førtidspension fra februar 2012, ikke i sig selv kunne føre til en fravigelse af betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne bevirke, at den herboende ægtefælle ikke kunne henvises til at indrejse og tage ophold i Kina for dér at udøve familielivet med ansøgeren, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, der vedrører hensynet til familiens enhed. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve familielivet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at parrets fællesbarn – henset til den korte tid barnet havde været i Danmark – ikke havde opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund heraf. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at børn først efter seks til syv års ophold i Danmark kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at udlændingemyndighederne kan dispensere fra selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet bemærkede desuden, at det var op til parret som forældremyndighedsindehavere at afgøre, om parrets fællesbarn skulle blive i Danmark med den herboende ægtefælle eller udrejse med ansøgeren til Kina, at parret selv havde besluttet, at fællesbarnet skulle tage ophold i Danmark, selv om ansøgeren ikke havde opholdstilladelse her, og at der i øvrigt ikke forelå oplysninger om, at fællesbarnet ikke fortsat kunne udøve familielivet med ansøgeren i samme omfang som hidtil. Udlændingenævnet fandt endelig, at det af ansøgeren anførte om, at der burde dispenseres fra selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, under henvisning til forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt således, at det ikke ville være uproportionalt at henvise ansøgeren og den herboende ægtefælle til at udøve familielivet i Kina, hvor ansøgeren var statsborger og efter det oplyste var i beskæftigelse, hvor den herboende ægtefælle efter det oplyste tidligere havde været på besøgsophold flere gange, og hvor ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab. FAM/2014/219.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 9. juli 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet
Dato: 09-07-2014Udlændingenævnet omgjorde i juli 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til på opholdstilladel-se på baggrund af ægteskab, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5, jf. § 9, stk. 1, nr. 1, til en statsborger fra Iran. Ansøgerens herboende ægtefælle havde til og med juni 2011 modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik.
Udlændingenævnet fandt, at der på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var forløbet tre år siden den herboende ægtefælle sidst havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, hvorfor ansøgeren nu ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, ikke var opfyldt. FAM/2014/6.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 25. juni 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet
Dato: 25-06-2014Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilla-delse til en statsløs palæstinenser efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Den herboende ægtefælle havde i forbindelse med fødslen af ansøgerens og den herboende ægtefælles første fællesbarn i april 2011 modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, idet hun kort tid efter fødslen af fællesbarnet var færdig med sin uddannelse og derefter i juni 2011 anmodede kommunen om barselsdagpenge (hjælp til forsørgelse). Den herboende ægtefælle havde til støtte for klagen anført blandt andet, at der på skemaet, hvorved den herboende ægtefælle søgte om hjælp til forsørgelse i forbindelse med sin barsel, intet stod om kontanthjælp, men at der stod ”ansøgning om hjælp efter lov om aktiv socialpolitik”, hvilket hun ikke forbandt med kontanthjælp, og at den herboende ægtefælle i forbindelse med fødslen af parrets andet fællesbarn i marts 2013 havde fravalgt offentlige ydelser, idet hun var blevet opmærksom på reglen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Den herboende ægtefælle havde i perioden fra juni 2011 til februar 2012 modtaget offentlig hjælp.
Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle inden for de seneste tre år forud for Udlændinge-nævnets afgørelse havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, og at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, derfor ikke var opfyldt, hvorfor ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde vægt på blandt andet, at det fremgik af kopien af skemaet, hvorved den herboende ægtefælle søgte om hjælp til forsørgelse, at den herboende ægtefælle søgte hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, at den herboende ægtefælle i forbindelse med ansøgningen om hjælp til forsørgelse havde oplyst, at hun var enlig, at hun søgte kontanthjælp på baggrund af barsel efter endt uddannelse, og at dette ligeledes fremgik af kommunens journalnotater vedrørende ansøgningen om hjælp til forsørgelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at parret havde to fællesbørn, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at fællesbørn, der bor hos den herboende ægtefælle, efter praksis først efter seks til syv års fast og sammenhængende ophold i Danmark, hvorunder børnene har gået i danske institutioner og skoler, anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at meddelelse af afslag på opholdstilladelse vil have så væsentlige konsekvenser for børnene, at udlændingemyndighederne kan se bort fra kravet om, at den herboende ægtefælle ikke må have modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik. FAM/2014/86.
Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet