Ægtefællesammenføring
 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 27. august 2015 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab
Dato: 27-08-2015Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en pakistansk statsborger født i 1986 efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Den herboende ægtefælle var født i Danmark og var dansk statsborger. Den herboende ægtefælle boede frem til oktober 2014 hos sine forældre i Danmark. Den herboende ægtefælle udrejste af Danmark i april 2015 til Sverige. I februar 2015 søgte ansøgeren om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskabet med den herboende ægtefælle. Det fremgik af ansøgningsskemaet, at parret var fætter og kusine, at parret havde mødt hinanden første gang i 2009 i Pakistan, at de selv havde besluttet at indgå ægteskab, og at de selvstændigt havde planlagt brylluppet. Det fremgik endvidere, at parret havde boet sammen inden ægteskabets indgåelse på en ferie i 2012, og at parret havde indgået ægteskab i Pakistan i april 2014. Ansøgeren havde ansøgt om et besøgsvisum til Danmark og var i den forbindelse til samtale på den danske ambassade i Islamabad i oktober 2014. Ansøgeren havde ved samtalen oplyst, at parret havde startet forholdet i 2012, at parrets forældre havde givet tilladelse til ægteskabet, at den herboende ægtefælle var kommet til Pakistan dagen før parrets bryllup, at parret havde boet sammen som ægtefæller i fire dage, inden den herboende ægtefælle var rejst tilbage til Danmark, og at parret ikke havde set hinanden i perioden fra forholdets begyndelse til ægteskabets indgåelse. Den herboende ægtefælle var indkaldt til møde i Udlændingenævnet, men han mødte ikke op til mødet.
Udlændingenævnet fandt, at det måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet mellem ansøgeren og den herboende ægtefælle var indgået efter parrets eget ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, idet ansøgeren og hendes ægtefælle var nærtbeslægtede i udlændingelovens forstand, da de var fætter og kusine. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parret ikke kunne antages at have haft et længerevarende og indgående bekendtskab forud for ægteskabets indgåelse, udover det der følger af selve ægteskabet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det til sagen oplyste om den herboende ægtefælles tilknytning til Danmark – i forhold til sagens øvrige omstændigheder – ikke kunne afkræfte formodningen for, at parrets ægteskab ikke var indgået efter begge parters ønske. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at parret var mødtes første gang i 2009, da parret var henholdsvis 18 år og 22 år, at parret havde indledt forholdet i 2012, hvor parret var henholdsvis 21 år og 25 år, at den herboende ægtefælle var kommet til Pakistan dagen før parrets bryllup, og at parret meget kortvarigt havde boet sammen som ægtefæller i omkring fire dage, før den herboende ægtefælle var rejst tilbage til Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende ægtefælle på tidspunktet for forholdets begyndelse samt ægteskabets indgåelse havde boet hos sine forældre, og at parret ikke sås at have etableret en selvstændig bopæl. Det forhold, at parret havde anført, at ægteskabet var indgået efter begge parters eget ønske, at parret selv havde besluttet at indgå ægteskab, at parret selv havde planlagt deres bryllup, og at den herboende ægtefælle på ansøgningstidspunktet var under uddannelse i Danmark, hvor han også havde et arbejde, var ikke tilstrækkeligt til at afkræfte formodningen for, at ægteskabet ikke var indgået efter begge parters eget ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt. Det forhold, at parret havde haft telefonisk kontakt, og at parret havde boet sammen på en ferie i 2012, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet oplysningerne om parrets kontakt og opholdet ikke havde haft en sådan udstrækning, at det kunne tillægges nogen afgørende betydning. FAM/2015/219.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 27. august 2015 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab
Dato: 27-08-2015Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en pakistansk statsborger, som var født i 1989, efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Ansøgerens ægtefælle var født i 1991 i Danmark og var dansk statsborger. Ansøgerens ægtefælle boede frem til april 2015 hos sine forældre i Danmark indtil hans udrejse af Danmark til Sverige. I februar 2015 søgte ansøgeren om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskabet med ægtefællen. Det fremgik af ansøgningsskemaet, at parret var fætter og kusine, at parret havde mødt hinanden første gang i 2008 i Pakistan, at de selv havde besluttet at indgå ægteskab, og at de selv havde planlagt brylluppet. Det fremgik endvidere, at parret havde boet sammen inden ægteskabets indgåelse på en ferie i 2008, at parret havde indgået ægteskab i Pakistan i juli 2010, og at ansøgeren havde været på besøg i Danmark i perioderne fra december 2010 og 90 dage frem, fra juli 2011 og 90 dage frem og igen fra december 2014 og frem. Ansøgerens ægtefælle var indkaldt til et møde i Udlændingenævnet med henblik på at afgive forklaring, men han mødte ikke op til mødet.
Udlændingenævnet fandt, at det måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet mellem ansøgeren og ægtefællen var indgået efter parrets eget ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, og Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og ægtefællen var nærtbeslægtede i udlændingelovens forstand, idet de var fætter og kusine. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret ikke kunne antages at have haft et længerevarende og indgående bekendtskab forud for ægteskabets indgåelse, udover det der følger af selve ægteskabet. Det forhold, at parret havde anført, at ægteskabet var indgået efter begge parters eget ønske, at parret indledte forholdet i 2008, at parret i 2010 selv besluttede at indgå ægteskab, og at parret selv planlagde deres bryllup, var ikke tilstrækkeligt til at afkræfte formodningen for, at ægteskabet ikke var indgået efter begge parters eget ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det til sagen oplyste om ægtefællens tilknytning til Danmark – i forhold til sagens øvrige omstændigheder – ikke kunne afkræfte formodningen for, at parrets ægteskab ikke var indgået efter begge parters ønske. Udlændingenævnet lagde således til grund, at parret mødtes første gang i 2008, da parret var henholdsvis 18 år og 16 år, og at parret indgik ægteskab i 2010, da parret var henholdsvis 20 år og 18 år. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ægtefællen på tidspunktet for ægteskabets indgåelse boede hos sine forældre. Det forhold, at parret havde haft telefonisk kontakt, og at ansøgeren havde været på besøg i Danmark i perioderne fra december 2010 og 90 dage frem, fra juli 2011 og 90 dage frem og igen fra december 2014 og frem, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet opholdene ikke havde haft en sådan udstrækning, at det kunne tillægges nogen afgørende betydning. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at parret ikke sås at have etableret en selvstændig bopæl. FAM/2015/220.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 24. august 2015 – Ægtefællesammenføring – Betingelser for herboende ægtefælles ophold – Krav om at herboende ægtefælle har haft tidsubegrænset opholdstilladelse i tre år
Dato: 24-08-2015Udlændingenævnet omgjorde i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse til en nigeriansk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, og § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingestyrelsen havde meddelt ansøgeren afslag under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke opfyldte kravet om at have haft tidsubegrænset opholdstilladelse i mere end de sidste tre år, og idet der ikke forelå ganske særlige grunde. Det var oplyst til sagen, at den herboende ægtefælle, der var statsborger i Nigeria, i 2011 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, på baggrund af ganske særlige personlige omstændigheder, og at parret havde mødt hinanden i Danmark, hvor de var blevet gift og havde stiftet familie. Kommunen havde under sagen oplyst, at fællesbarnet ville blive efterladt uden omsorgsperson, såfremt ansøgeren ikke vedblev at bo sammen med den herboende ægtefælle og fællesbarnet, og at kommunen i så fald ville træffe beslutning om at anbringe fællesbarnet uden for hjemmet. Det var desuden oplyst, at den herboende ægtefælle ville have behov for livslang psykosocial støtte, herunder antagelig behandling med psykofarmaka og kontakt til det psykiatriske behandlingssystem. Ansøgeren havde på ansøgningstidspunktet og frem til april 2015 haft opholdstilladelse i Italien.
Udlændingenævnet fandt, at det ville være bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser, at den herboende ægtefælle og fællesbarnet ikke blev henvist til at indrejse i Italien eller Nigeria for der at udøve familielivet sammen med ansøgeren. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de grundlæggende betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. Udlændingenævnet fandt således, at der i givet fald ville kunne meddeles opholdstilladelse til ansøgeren under henvisning til fælles samliv på fælles bopæl med den herboende ægtefælle. FAM/2015/153.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 19. august 2015 – Ægtefællesammenføring – Overførte krav fra tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet
Dato: 19-08-2015Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Kosovo, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 6, idet ansøgerens herboende ægtefælle ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark. Ansøgerens herboende ægtefælle blev født i Kosovo, hvor hun var statsborger. Hun blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i august 2007. Ansøgeren havde senest indgivet ansøgning om ægtefællesammenføring i juni 2014. Ansøgeren havde fået afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, i juli 2009, september 2012, oktober 2013 og januar 2015, og han havde senest fået afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, i februar 2015. Det fremgik af ansøgningsskemaet om familiesammenføring, at parret havde to fællesbørn, der på ansøgningstidspunktet var henholdsvis tre og fem år. Det blev endvidere oplyst, at ansøgerens herboende ægtefælle på ansøgningstidspunktet var ansat som rotationsmedarbejder i 30 timer om ugen på et pleje- og ældrecenter, at hun tidligere i perioden mellem august 2008 og august 2009 havde været vikaransat på et uddannelsescenter med 37 timer om ugen, at hun i perioden fra september 2009 til maj 2010 havde været vikar som ernæringsassistent på samme uddannelsescenter med 17 timer om ugen, at hun i perioden fra maj 2011 til november 2011 havde været i løntilskudsjob som pædagogmedhjælper med 30 timer om ugen, at hun i perioden fra juni 2013 til august 2014 havde været ansat på et pleje- og ældrecenter som rotationsmedarbejder med 30 timer om ugen, at hun i perioden fra september 2014 til oktober 2014 havde været ansat ved det samme pleje- og ældrecenter som medarbejder uden sundhedsfaglig uddannelse med 32 timer om ugen, samt at hun havde afsluttet uddannelsen som ernæringsassistent i februar 2008 og påtænkte at tage en uddannelse som social- og sundhedshjælper. Til støtte for klagen blev det anført, at den herboende ægtefælles ansættelse i løntilskudsjob burde indgå i beregningen ved vurderingen efter udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 6. Efter anmodning fra Udlændingenævnet fremsendte ansøgeren dokumentation, hvoraf det fremgik, at ansøgerens herboende ægtefælle med sin datter, født i marts 2010, afholdt pligtorlov mellem oktober 2010 og april 2011, barselsorlov mellem april 2010 og juni 2010 og forældreorlov mellem juni 2010 og januar 2011, i alt 45 uger. Ansøgerens herboende ægtefælle havde med sin søn, født i november 2011, afholdt pligtorlov mellem november 2011 og december 2011, barselsorlov mellem december 2011 og marts 2012 og forældreorlov mellem marts 2012 og oktober 2012, i alt 46 uger.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for ansøgningen om opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens ægtefælle ikke havde dokumenteret at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for ansøgningen om opholdstilladelse – det vil sige fra juli 2009. Udlændingenævnet henviste til, at ansøgerens ægtefælle alene havde dokumenteret, at hun inden for de sidste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse havde været i ordinær beskæftigelse i juli 2009 og august 2009, i perioden mellem februar 2010 og juli 2010, juni 2011 og august 2011, i juni 2013 og juli 2013 og i perioden mellem oktober 2013 og juli 2014 samt i ordinær deltidsbeskæftigelse i perioden mellem september 2009 og januar 2010, i august 2010 og i september 2010, i september 2011, i august 2013 og i september 2013. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens ægtefælle alene havde været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse med et timetal på mindst 30 timer ugentligt i et år og syv måneder og i ordinær deltidsbeskæftigelse med et timetal på mellem 15 og 29 timer ugentligt i otte måneder. Udlændingenævnet fandt derfor, at ansøgerens ægtefælle samlet set havde været i ordinær beskæftigelse i et år og 11,8 måneder inden for de seneste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgerens ægtefælle på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i oktober 2013 var klar over, at ansættelsen i perioden mellem maj 2011 og november 2011 var en løntilskudsansættelse, at det fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse fra oktober 2013, at der skal være tale om tre års ordinær beskæftigelse, samt at det fremgår af hjemmesiden www.nyidanmark, at løntilskud ikke opfylder kravene til ordinær beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke havde fået en berettiget forventning om, at hendes løntilskudsansættelse skulle kunne medregnes ved opgørelsen af beskæftigelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 6. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens ægtefælle havde været på barsel i to perioder inden for de seneste fem år, og at det blev anført af ansøgeren, at barselsorlov efter ansøgerens opfattelse skal medregnes, hvis man går på barsel, når man er i et ansættelsesforhold, uanset hvordan forholdene ser ud efter endt barselsorlov. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af sagen, at ansøgerens ægtefælle ikke vendte tilbage til ordinær beskæftigelse umiddelbart efter endte barsler, hvorfor de to barselsperioder ikke kunne indgå i beregningen af ansøgerens ægtefælles beskæftigelse inden for de seneste fem år forud for ansøgningen. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens ægtefælles barselsperioder ikke lå inden for rammerne af et ansættelsesforhold, hvorfor disse perioder ikke kunne medregnes som beskæftigelse i forhold til udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 6. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke var i strid med Danmarks internationale forpligtelser – herunder FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder (CEDAW-konventionen). Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte imod, at ansøgerens ægtefælle skulle opfylde betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 12. Det forhold, at parret havde fået to børn, som var statsborgere i Kosovo, kunne ikke føre til en ændret vurdering, henset til længden og karakteren af børnenes ophold i Danmark. Udlændingenævnet henviste til, at et barn som udgangspunkt først efter seks til syv års ophold i Danmark, hvor barnet har gået i en dansk institution eller skole, kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til landet. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke var noget til hinder for, at parret kunne udøve familielivet i Kosovo, hvor ansøgeren og parrets fællesbørn alle var statsborgere, hvor ansøgeren og ansøgerens ægtefælle var født og opvokset, og hvor parret var mødtes. FAM/2015/148.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 19. august 2015 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab
Dato: 19-08-2015Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en syrisk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Ansøgerens herboende ægtefælle indrejste i Danmark i juli 2014 og blev i samme måned meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgik af den herboende ægtefælles asylsag, at parret i marts 2013 indgik ægteskab, at parret i april 2013 rejste til Egypten, hvor de boede sammen i et år og to til tre måneder, at den herboende ægtefælle i juli 2014 flygtede til Danmark, hvorefter ansøgeren rejste tilbage til Syrien, da hun var højgravid og ikke kunne rejse med den herboende ægtefælle, og da den herboende ægtefælle desuden ikke havde råd til at tage ansøgeren med. Det fremgik af sagen, at parret var fætter og kusine, at parret ikke havde boet sammen før ægteskabets indgåelse, og at parret havde et fællesbarn født i august 2014.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte kravet i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, om at være fyldt 24 år på ansøgningstidspunktet, idet ansøgeren ved indgivelsen af ansøgningen var 20 år, hvorfor ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse her i landet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, idet der ikke mellem ansøgeren og den herboende ægtefælle var etableret et beskyttelsesværdigt familieliv i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parret var fætter og kusine, hvorfor parret var nært beslægtet i udlændingelovens forstand, og at det ikke kunne antages, at parret havde haft et længerevarende og indgående kendskab til hinanden forud for ægteskabets indgåelse, ud over det der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at parret ikke havde boet sammen før ægteskabets indgåelse og efter ægteskabets indgåelse alene havde boet sammen i cirka et år og tre måneder. Det forhold, at parret havde anført, at parret selv havde besluttet at indgå ægteskab, at parret havde boet sammen i Egypten efter ægteskabets indgåelse, at det i parrets land ikke var forbudt at indgå ægteskab med en, man var i familie med, hvis man var forelsket, og at parret havde oplyst, at ægteskabet blev indgået, fordi parret forelskede sig i hinanden, var ikke tilstrækkeligt til at ophæve formodningen for, at ægteskabet ikke var indgået efter begge parters eget ønske, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 8. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren efter den herboende ægtefælles flugt fødte parrets fællesbarn, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke var oplyst om sådanne ganske særlige forhold, hvorefter det ville kunne anses som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 8. FAM/2015/157.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 19. august 2015 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab
Dato: 19-08-2015Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en syrisk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 8. Parret var nærtbeslægtede, idet ansøgeren og den herboende ægtefælle var kusine og fætter. Parret indgik i marts 2013 ægteskab, da ansøgeren var 18 år, og den herboende ægtefælle var 24 år. Parret boede efter det oplyste efter ægteskabets indgåelse sammen i cirka et år og to til tre måneder i Egypten, før den herboende ægtefælle i juli 2014 flygtede til Danmark, og ansøgeren rejste tilbage til Syrien. Ansøgeren var på daværende tidspunkt højgravid og fødte i august 2014 parrets fællesbarn. Parrets fællesbarn blev i januar 2015 meddelt opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sin herboende fader, men var på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse ikke registreret indrejst i Danmark.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren, som var født i september 1994, var under 24 år, og således ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk., 1, idet der ikke mellem ansøgeren og den herboende ægtefælle var etableret et beskyttelsesværdigt familieliv i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle var kusine og fætter, hvorfor der efter dansk ret var formodning for, at det oplyste samliv ikke er etableret efter begge parters eget ønske. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret ikke kunne antages at have haft et længerevarende og indgående bekendtskab forud for ægteskabets indgåelse, ud over det der fulgte af selve slægtskabet. Udlændingenævnet henviste desuden til, at parret ikke havde boet sammen før ægteskabets indgåelse og efter det oplyste alene havde boet sammen i cirka et år og to til tre måneder efter ægteskabets indgåelse. Det forhold, at ansøgeren efter den herboende ægtefælles flugt til Danmark fødte parrets fællesbarn, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da det blotte faktum, at parret havde fået et barn, ikke i sig selv ville kunne afkræfte formodningen for, at samlivet ikke var indgået efter begge parters ønske. På denne baggrund fandt Udlændingenævnet, at der ikke var oplyst om sådanne ganske særlige forhold, hvorefter det ville kunne anses som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 8. FAM/2015/96.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. august 2015 – Ægtefællesammenføring – Proforma
Dato: 18-08-2015Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Kina, jf. udlændingelovens § 9, stk. 9, jf. § 9, stk.1, nr. 1. Ansøgeren og den herboende ægtefælle stiftede bekendtskab gennem en datingside i august 2014, hvorefter parret mødte hinanden personligt i november 2014 og besluttede at indgå ægteskab i december 2014. I december 2014 indgik parret ægteskab i Kina. Det var oplyst til sagen, at ansøgeren og ansøgerens særbarn havde været i Danmark på visumophold fra december 2014, at den herboende ægtefælle havde et mindreårigt særbarn, med hvem den herboende ægtefælle havde samvær, og at den herboende ægtefælle havde sukkersyge. Det fremgik desuden, at den herboende ægtefælle frem til august 2014 havde været gift med en anden kinesisk statsborger, der blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark i juli 2014.
Udlændingenævnet fandt, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 9. Ansøgeren kunne derfor ikke meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der var 20 års aldersforskel mellem parret, og at parret alene havde kendt hinanden ca. fire måneder og mødt hinanden personligt ca. 1,5 måned inden ægteskabets indgåelse. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at parret indgik ægteskab efter et meget kort personligt bekendtskab. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse yderligere vægt på, at den herboende ægtefælle i august 2014 blev skilt fra sin tidligere kinesiske ægtefælle – kun seks dage før han etablerede kontakt til ansøgeren. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at parret på tidspunktet for klagen havde boet sammen i ca. fem måneder, at parret og ansøgerens søn kommunikerede sammen på dansk, at parret havde kendt hinanden i længere tid inden indgåelsen af ægteskabet, end det var tilfældet for ansøgeren og dennes tidligere ægtefælle, og at parret ventede så længe på at blive gift for netop at være sikre på valget, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt således, at parret ikke kunne antages at have et så indgående personligt kendskab til hinanden, som normalt ville kunne forudsættes forud for indgåelse af et ægteskab. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at den herboende ægtefælle havde anført, at parret var modne mennesker, at den store aldersforskel var helt almindelig i Asien, at det var en overraskelse, at hans tidligere ægtefælle valgte at forlade ham, at det forhold, at hans tidligere ægtefælle lige havde fået tidsubegrænset opholdstilladelse, ikke havde nogen betydning for skilsmissen, og at han og hans tidligere ægtefælle var vokset fra hinanden, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at aldersforskellen imellem parret ikke i sig selv var udslagsgivende, men alene indgik som et delelement i en konkret og individuel vurdering af, hvorvidt ægteskabet måtte anses for at være indgået med det afgørende formål at opnå en opholdstilladelse til ansøgeren. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 9, stk. 9, at udlændingemyndighederne blandt andet kan inddrage momenter såsom tidligere giftermål. Udlændingenævnet fandt herudover, at det anførte om, at et afslag ville betyde, at parret blev udvist af Danmark, at den herboende ægtefælles særbarn og steddatter i Danmark ville miste deres fader, at ansøgerens særbarn var stærkt integreret i Danmark allerede, at ansøgerens søn så sin fader dø af sygdom, og at det ville være i strid med barnets tarv ikke at meddele ansøgeren og ansøgerens søn opholdstilladelse i Danmark, ikke kunne føre til et andet resultat. Udlændingenævnet bemærkede, at der efter praksis kan gives afslag på en ansøgning om opholdstilladelse alene med henvisning til ansøgerens forhold. Hvis der således på baggrund af oplysningerne i en konkret sag er et sikkert grundlag for at antage, at ansøgeren har indgået ægteskabet med det afgørende formål at opnå opholdstilladelse, vil der kunne meddeles afslag efter udlændingelovens § 9, stk. 9, uanset at der ikke er et sikkert grundlag for at antage, at den herboende har et tilsvarende motiv til ægteskabet. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at den herboende ægtefælles datter havde oplyst, at den herboende ægtefælle led af sukkersyge, og at han skulle til kontrol hos sin læge hver 3. måned, ikke kunne føre til en anden vurdering, da det var Udlændingenævnets vurdering, at der ikke forelå et beskyttelsesværdigt familieliv mellem parret, idet Udlændingenævnet lagde til grund, at der var tale om et proformaægteskab. FAM/2015/95.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. august 2015 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 18-08-2015Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Pakistan, da ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke kunne anses for at opfylde tilknytningskravet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Ansøgerens ægtefælle, der ligeledes var statsborger i Pakistan, indrejste i Danmark i 1986 og var i perioden fra 1986 til 1989 gift med en herboende dansk statsborger. I juni 1988 blev den herboende ægtefælle meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Det fremgik endvidere af sagen, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde to fællesbørn, der begge var statsborgere i Pakistan. Ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab i maj 1990. Det fremgik videre af ansøgningsskemaet, at hun havde gennemført en gymnasial uddannelse, at hun var uddannet skolelærer, at hun havde besøgt Danmark i november 2006, juni 2007, august 2008 og november 2010, at hun senest indrejste i Danmark i juni 2014, og at hun havde boet i Danmark i mere end seks måneder. Af den herboende ægtefælles del af ansøgningsskemaet fremgik det, at ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab i Pakistan, at den herboende ægtefælle første gang kom til Danmark i februar 1986, at den herboende ægtefælles moder og ene broder boede i Pakistan, at den herboende ægtefælle havde en broder i Danmark, at den herboende ægtefælle og ansøgeren kommunikerede på urdu og panjabi, at den herboende ægtefælle i perioden fra 1986 til 2003 drev selvstændig erhvervsvirksomhed, og at han fra 2007 og indtil tidspunktet for ansøgningsskemaets udfyldelse havde drevet selvstændig erhvervsvirksomhed. I januar 2015 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark. I januar 2015 påklagede ansøgerens partsrepræsentant Udlændingestyrelsens afgørelse til Udlændingenævnet og anførte i den anledning, at ansøgeren havde en ægtefælle og to børn, der opholdt sig i Danmark, at det var partsrepræsentantens opfattelse, at Udlændingestyrelsen ikke havde foretaget en konkret vurdering af varigheden og karakteren, af parrets ophold i de respektive lande, af parrets familiemæssige tilknytning til Danmark og ansøgerens hjemland, af parrets sprogfærdigheder og af parrets uddannelses- og arbejdsmæssige tilknytning til Danmark. Partsrepræsentanten havde derudover henvist til den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Pakistan, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at både ansøgeren og den herboende ægtefælle var født og opvokset i Pakistan, hvor ansøgeren tillige havde haft sin skolegang og taget en uddannelse, og at parret havde haft et længerevarende familieliv i Pakistan, hvorfor parret måtte antages at have en stærkere tilknytning dertil end til Danmark, hvor den herboende ægtefælle indrejste i 1986 i en alder af 31 år. Udlændingenævnet lagde endvidere betydelig vægt på, at den herboende ægtefælle, inden parret indgik ægteskab, tit rejste til Pakistan for at besøge ansøgeren, at ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab i maj 1990 i Pakistan, at parret kommunikerede på urdu og punjabi, at den herboende ægtefælle første gang ansøgte om familiesammenføring med ansøgeren cirka 14 år efter, at parret indgik ægteskab, og at parret på dette tidspunkt havde fået to fællesbørn. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det taler med betydelig vægt imod at anse tilknytningskravet for opfyldt i tilfælde, hvor den herboende ægtefælle har indgået ægteskab og været gift med ansøgeren i en længere periode, hvor ansøgeren fortsat havde opholdt sig i sit hjemland forud for ansøgningen om ægtefællesammenføring i Danmark. Det forhold, at ansøgeren havde opholdt sig i fem perioder i Danmark på baggrund af turistvisum i årene 2006, 2007, 2008 og 2010, og at hun havde været indrejst i Danmark i juni 2014, kunne ikke føre til en ændret vurdering henset til karakteren og varigheden af disse besøgsophold, og henset til at ansøgeren og den herboende ægtefælle samlet set havde en væsentlig tilknytning til Pakistan. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at ansøgerens besøgsophold i Danmark havde været af uregelmæssig karakter, herunder at hun i perioden fra 2011 til 2013 ikke havde opholdt sig i Danmark. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det af partsrepræsentanten anførte om, at partsrepræsentanten mente, at ansøgeren havde tilstrækkelig tilknytning til Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen, idet parrets samlede tilknytning til Danmark ikke kunne anses for at være større end til Pakistan. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den herboende ægtefælle havde boet i Danmark siden april 1986, at den herboende ægtefælle i juni 1988 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, og at den herboende ægtefælle i perioderne fra 1986 til 2003 og fra 2007 til afgørelsestidspunktet havde drevet selvstændig erhvervsvirksomhed. Udlændingenævnet fandt ud fra en samlet vurdering af sagen, at den herboende ægtefælle, gennem den måde parret havde udøvet familielivet på, havde bevaret en meget væsentlig tilknytning til Pakistan. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selv om ansøgeren og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ægtefællernes samlede tilknytning til Pakistan. Det forhold, at ansøgeren og den herboende ægtefælles fællesbørn, der begge var myndige, havde haft opholdstilladelse her i landet i under ni år, kunne ikke føre til et andet resultat. Udlændingenævnet bemærkede, at det var ansøgerens eget valg at etablere familie og få børn på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at parret dermed havde valgt at udøve familielivet således, at deres familie skulle leve adskilt. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at partsrepræsentanten havde henvist til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions bestemmelse om retten til familieliv (EMRK artikel 8). Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) vedrørende EMRK artikel 8 om retten til familieliv, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. FAM/2015/201.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 12. august 2015 – Ægtefællesammenføring – Proforma
Dato: 12-08-2015Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en filippinsk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 9 (proforma). Ved opslag i udlændingemyndighedernes visumsystem, IVR-VIS, fremgik det, at ansøgeren i august 2014 indgav ansøgning om besøgsvisum til sin svoger i Danmark, at ansøgeren i august 2014 blev meddelt et Schengen-visum på 90 dage, og at hun fra august 2014 kunne indrejse i Danmark. Det fremgik af ansøgningsskemaet, at ansøgeren og den herboende ægtefælle mødte hinanden i oktober 2014 via internettet, at parret mødte hinanden personligt samme dag i oktober 2014, at parret dagen efter traf beslutning om at indgå ægteskab, at parret ligeledes flyttede sammen samme dag, at parret i november 2014 indgik ægteskab, og at parret havde boet sammen, siden parret indgik ægteskabet. Det fremgik endvidere af ansøgningsskemaet, at ansøgeren arbejdede som ”medical assistent” i hjemlandet, at ansøgeren ikke før havde været i Danmark, og at ansøgeren havde en søster, der boede i Danmark. I marts 2015 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse. I marts 2015 klagede den herboende ægtefælle over Udlændingestyrelsen afgørelse. Den herboende ægtefælle havde til støtte for klagen anført, at parret havde kendt hinanden et par måneder, inden parret besluttede at indgå ægteskab, at parret allerede i september 2014 lærte hinanden at kende via internettet, og at beslutningen om at indgå ægteskab var påvirket af blandt andet ansøgerens besøgsvisums snarlige udløb. Under klagesagen fremlagde den herboende ægtefælle en udskrift fra et datingsite fra primo oktober 2014 med korrespon-dancen mellem parret, hvor hun brugte et alias. Under nævnsmødet i august 2015 forklarede den herboende ægtefælle, at parret lærte hinanden at kende i oktober 2014, at den herboende ægtefælle ikke var sikker, men oplyste, at det ud fra en kopi af den herboende ægtefælles egen e-mail så ud, som om parret for første gang fik kontakt i oktober 2014, at den herboende ægtefælle herefter besøgte ansøgeren hos ansøgerens søster, at den herboende ægtefælle ikke kendte ansøgerens familie i Danmark, og at ansøgeren herefter tog med den herboende ægtefælle hjem. Den herboende ægtefælle forklarede, at ansøgeren og den herboende ægtefælle aftalte at indgå ægteskab, da parret blev nødt til det, hvis forholdet skulle have en chance, at ægteskabet ikke var et proformaægteskab, at ansøgeren var ansat som sekretær i en sundhedsklinik i Filippinerne, og at ansøgeren havde mistet sit arbejde.
Udlændingenævnet fandt, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 9. Ansøgeren kunne derfor ikke gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark i august 2014 på et 90-dages Schengen-visum, at ansøgeren indgik ægteskab med den herboende ægtefælle i november 2014, at ansøgeren indgav ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægteskab med den herboende ægtefælle efter 89 dage i Danmark, og at beslutningen om ægteskab ifølge den herboende ægtefælles egen forklaring var begrundet i ansøgerens besøgsvisums snarlige udløb i november 2014. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle mødte hinanden i oktober 2014 via internettet og fire dage senere personligt, at parret flyttede sammen en dag efter det første personlige møde i oktober 2014, og at parret således indgik ægteskab efter en måneds bekendtskab. Det af den herboende ægtefælle anførte om, at parret boede sammen forud for ægteskabets indgåelse, og at den herboende ægtefælle således mente, at parret havde haft samliv på fælles bopæl, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at parret ikke kunne antages at have et personligt kendskab til hinanden, som normalt vil kunne forudsættes forud for indgåelse af et ægteskab. Udlændingenævnet fandt således, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren. Det forhold, at ansøgerens søster og svoger havde udtalt, at ansøgeren havde ledsaget sin niece til Danmark, at det var meningen, at ansøgeren skulle opholde sig hos sin søster og svoger, at ansøgeren ikke var kommet til Danmark for at få opholdstilladelse, og at det var ansøgerens søsters og svogers opfattelse, at ægteskabet mellem den herboende ægtefælle og ansøgeren ikke var et proformaægteskab, kunne ligeledes ikke føre til en ændret vurdering henset til sagens øvrige omstændigheder. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgerens oplysninger ikke svarede overens med ansøgerens handlemønster, herunder at ansøgeren optrådte på et datingsite, og at ansøgeren kort efter kontakten med den herboende ægtefælle flyttede ind på den herboende ægtefælles bopæl. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at hvis der på baggrund af oplysningerne i en konkret sag er bestemte grunde for at antage, at ansøgeren har indgået ægteskabet med det afgørende formål at opnå opholdstilladelse, vil der kunne meddeles afslag efter udlændingelovens § 9, stk. 9, uanset at der ikke er bestemte grunde for at antage, at den herboende ægtefælle har et tilsvarende motiv til ægteskabet. FAM/2015/200.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 9. juli 2015 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 09-07-2015Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet) til en statsløs palæstinenser fra Libanon. Ansøgerens herboende ægtefælle blev i 1996 meddelt opholdstilladelse efter reglerne om familiesammenføring, han blev i 1997 blev meddelt opholdstilladelse som flygtning efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og han blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i 1999. I februar 2012 indgik parret ægteskab i Libanon, hvorefter ansøgerens herboende ægtefælle besøgte hende i Libanon, inden hun indrejste i Danmark i november 2013 og søgte om familiesammenføring. Ansøgerens herboende ægtefælle var samboende med sit særbarn, som er født i 2001, og han havde derudover et myndigt særbarn, der var født i 1994. Parret fik et fællesbarn i Danmark i marts 2014. Den herboende ægtefælle var førtidspensionist.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og hendes herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Libanon, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Det var en betingelse for at anse ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark for større end ægtefællernes samlede tilknytning til deres hjemland, at begge ægtefæller – hver især – havde opnået en vis selvstændig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke havde opnået en væsentlig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at han kom til Danmark i november 1992 i en alder af 25 år, og at han var født, opvokset og havde haft en stor del af sin voksentilværelse i Libanon inden sin indrejse i Danmark. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at han havde haft lovligt ophold i Danmark i cirka 19 år, at han efter det oplyste ikke havde bestået Prøve i Dansk 1 eller andre danskprøver på et tilsvarende eller højere niveau, og at han ikke havde taget en erhvervskompetencegivende uddannelse i Danmark, havde været i beskæftigelse eller på anden vis havde forsøgt at integrere sig i det danske samfund, siden han blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i 1996. Det forhold, at ansøgerens herboende ægtefælle i 1996/97 havde forsøgt at etablere en fødevareforretning, og at han talte og forstod dansk, når der ikke blev anvendt vanskelige udtryk, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da tilknytningen til arbejdsmarkedet lå langt tilbage i tid, og da han efter det oplyste ikke efterfølgende forud for sin førtidspensionering havde været i beskæftigelse. Udlændingenævnet lagde herudover til grund, at ansøgeren var statsløs palæstinenser fra Libanon, hvor hun var født, opvokset, havde haft sin skolegang og hele sit voksne liv, hvor hendes forældre og søskende fortsat boede, hvor ansøgeren og hendes herboende ægtefælle mødte hinanden i 2011, hvor parret indgik ægteskab i 2012, og at de talte arabisk sammen, at de begge havde søskende i Libanon, at ansøgerens herboende ægtefælle derudover havde to brødre i Danmark, at hans moder var død, men at hans fader boede i Libanon, og at ansøgerens herboende ægtefælle havde besøgt ansøgeren i Libanon. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at advokaten til støtte for sin klage havde anført, at ansøgerens herboende ægtefælles yngste særbarn havde fået en stærk tilknytning til Danmark, hvor han gik i skole og til fodbold samt havde skabt sig en vennekreds. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgerens herboende ægtefælles særbarn, som ifølge Det Centrale Personregister havde været udrejst af Danmark til Libanon i perioderne fra september 2005 til juli 2009 og fra juli 2010 til september 2013 grundet varigheden af barnets ophold her i landet ikke kunne anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark og dermed føre til en fravigelse af betingelsen. Udlændingenævnet henviste herved til, at børn efter praksis først anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års uafbrudt lovligt ophold her i landet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den omstændighed, at parrets fællesbarn havde fået opholdstilladelse i Danmark i juni 2014, ikke kunne føre til et ændret resultat, idet fællesbarnet ikke ansås for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund heraf. Udlændingenævnet bemærkede desuden, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da ægtefæller ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt herudover, at den omstændighed, at ansøgerens herboende ægtefælle havde haft opholdstilladelse i Danmark igennem flere år, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, idet dette ophold ikke i sig selv kunne føre til, at han kunne anses for at have opnået en væsentlig tilknytning til Danmark, og at han ikke sås at have udvist vilje til efter evne at integrere sig. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til en udtalelse i juni 2014 fra Udlændingestyrelsen, hvoraf det fremgik, at ansøgerens herboende ægtefælle ved en tilbagevenden til Libanon ikke risikerede asylrelevant forfølgelse, hvilket han ikke havde kommenteret efter Udlændingestyrelsens partshøring fra juni 2014. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde været udsat for regelmæssig tortur under fængselsophold, før han kom til Danmark, at han led af PTSD, generaliseret angst og en kronisk forstemningstilstand og en moderat restriktiv lungefunktionsnedsættelse og aktuelt var i behandling med blandt andet de antidepressive præparater Citalopram og Mirtazapin, kunne ikke føre til et ændret resultat, idet der herved ikke var tale om sådanne omstændigheder, der kunne føre til en fravigelse af tilknytningskravet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at MedCOI(1) havde oplyst, at begge de medicinske præparater Citalopram og Mirtazapin var tilgængelige i Libanon, og at ansøgerens herboende ægtefælle således kunne købe sin medicin i Libanon. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Libanon, hvor parret var mødtes og var blevet gift, og hvorfra de begge var statsløse palæstinensere, for dér at udøve familielivet med ansøgeren. Det forhold, at begge ansøgerens herboende ægtefælles særbørn var blevet danske statsborgere, og at parrets fællesbarn eventuelt havde udsigt til at blive dansk statsborger i slutningen af 2015, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet der alene dispenseres fra tilknytningskravet i forhold til danske statsborgere, hvis den herboende ægtefælle har været dansk statsborger i 26 år, eller har haft lovligt ophold i Danmark i 26 år. Det af advokaten anførte om, at det ville være udfordrende for ansøgerens herboende ægtefælle at blive henvist til at udøve familielivet i Libanon på grund af hans forhold til sit særbarn, kunne ikke føre til et ændret resultat. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgerens herboende ægtefælles særbarn efter det oplyste havde sin moder i Libanon, og desuden ifølge oplysningerne fra Det Centrale Personregister havde været udrejst til Libanon i perioderne fra september 2005 til juli 2009 og fra juli 2010 til september 2013, og således ikke havde fået en væsentlig tilknytning til Danmark, selvom hans skole havde oplyst, at han var aktiv i skolen og den lokale fodboldklub, at han viste stor vilje til at lære det danske sprog, at han i oktober 2014 var blevet udsluset fra modtagerklassen og var startet i en 6. klasse, og at han var velfungerende såvel fagligt som socialt på trods af, at hans danske ikke var helt alderssvarende. FAM/2015/171.
(1) MedCOI er et projekt finansieret af Den Europæiske Flygtningefond med henblik på at indhente oplysninger om tilgængelig medicin i ansøgeres hjemlande.
Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet