Udlændingenævnet afviste i juli 2014 at genoptage Udlændingenævnets stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3 og § 9 c, stk. 1 til en mindreårig statsborger fra Mozambique, der ønskede at blive familiesammenført med sin herboende faster. Udlændingenævnet havde i juli 2013 stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2013. Udlændingenævnet havde ved afgørelsen lagt vægt på, at der ikke var oplyst om særlige grunde til, at ansøgeren ikke kunne vedblive med at bo i sit hjemland hos sin farmor eller en anden nær slægtning. Udlændingenævnet havde endvidere lagt vægt på, at der ikke forelå en sådan særlig tilknytning mellem ansøgeren og hans herboende faster, der lå udover, hvad der følger af det oplyste slægtskab. Det forhold, at fasteren ved dom i april 2010 i Mozambique fik forældremyndigheden over ansøgeren, kunne ikke føre til en ændret vurdering. I august 2013 anmodede Københavns Retshjælp om, at sagen blev genoptaget. Det blev i den forbindelse anført, at sagen ikke skulle bedømmes på grundlag af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, idet der var tale om, at ansøgerens faster alene havde forældremyndigheden over ansøgeren, og dermed var ansøgerens faster efter retshjælpens opfattelse forælder i lovens forstand, hvorfor sagen skulle bedømmes på grundlag af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2.

Udlændingenævnet fandt, at Københavns Retshjælp ikke havde anført nye, væsentlige oplysninger, som kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet oplyste, at udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2 kun finder anvendelse for ugifte mindreårige børn under 15 år af en i Danmark fastboende person eller dennes ægtefælle. Bestemmelsen vedrører alene biologiske børn eller adoptivbørn af en i Danmark fastboende person eller dennes ægtefælle. Børn, som ikke er biologiske børn af en herboende voksen – uanset om denne har forældremyndigheden – falder således ikke under bestemmelsens anvendelsesområde, men skal i stedet for vurderes efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3 eller § 9 c, stk. 1. I den forbindelse henviste Udlændingenævnet til U2003.1322H, hvor Højesteret fastslog, at udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, alene finder anvendelse, når der er tale om et biologisk eller adoptivbarn, som man har forældremyndigheden over. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at det følger af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, at opholdstilladelse kan meddeles til en mindreårig udlænding med henblik på ophold hos en anden i Danmark fastboende person end forældremyndighedens indehaver, når opholdstilladelsen blandt andet gives med henblik på ophold hos barnets nærmeste familie, hvis særlige grunde taler derfor. Det forhold, at en person, som påberåber sig at være barnets nærmeste familie, og som ikke er biologisk forælder, samtidig eller senere får tillagt forældremyndigheden over barnet, kan efter praksis ikke føre til, at bestemmelsen i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, ikke kan finde anvendelse i forhold til en vurdering af, om betingelsen for familiesammenføring er opfyldt. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at anvendelsen af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, og § 9 c, stk. 1, var den korrekte måde at behandle sagen på. Det forhold, at fasteren havde forældremyndigheden over ansøgeren, kunne således ikke føre til, at bestemmelsen i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, fandt anvendelse, henset til at fasteren alene havde forældremyndigheden, men ikke var barnets biologiske forælder eller adoptivforælder. Udlændingenævnet fandt derfor grundlag for at henholde sig til sin afgørelse af juli 2013. FAM/2014/212.

Senest opdateret: 09-07-2014
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen