Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 4, til en statsborger fra Afghanistan. Højesteret stadfæstede i august 2005 Østre Landsrets dom fra marts 2005, hvorved ansøgeren blev dømt for overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, jf. til dels § 21, og idømt en fællesstraf af fængsel i fem år og seks måneder samt udvist for bestandig af Danmark. I oktober 2006 blev ansøgeren meddelt endeligt afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I august 2010 stadfæstede Østre Landsret en byretsdom fra april 2010, hvorved ansøgeren blev idømt en straf af fængsel i fire år og ni måneder for en lang række overtrædelser af straffeloven. Østre Landsret fandt i februar 2015, at en udvisning af ansøgeren ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, hvorfor udvisningen af ansøgeren skulle opretholdes. Procesbevillingsnævnet meddelte i marts 2015 ansøgeren afslag på kære af Østre Landsrets kendelse fra februar 2015 til Højesteret. Udlændingestyrelsen afslog i april 2015 ansøgerens ansøgning om familiesammenføring med hans to mindreårige børn, født i henholdsvis 2008 og 2010, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 10, stk. 4.

Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå særlige grunde, der talte for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, jf. udlændingelovens § 10, stk. 4, idet ansøgeren var blevet udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandigt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren ved Østre Landsrets dom i marts 2005, som Højesteret stadfæstede ved dom i august 2005, blev idømt fængsel i fem år og seks måneder samt udvist af Danmark for bestandigt. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren havde to børn, som boede sammen med børnenes moder i Danmark, ikke udgjorde en sådan særlig grund til at meddele ansøgeren opholdstilladelse uanset den ved dom idømte udvisning. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens børn var født, efter at ansøgeren ved Højesterets dom i august 2005 var blevet udvist for bestandigt af Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke kunne antages at have haft en berettiget forventning om at kunne udøve et familieliv i Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, eller FN’s konvention om civile og politiske rettigheder, at nægte ansøgeren opholdstilladelse. FAM/2015/145.

Senest opdateret: 29-07-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen