Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en statsborger fra Kenya, der søgte om familiesammenføring med sin herboende søn, som var født i marts 2010. Ansøgeren havde i perioden fra 2008 til 2010 haft opholdstilladelse i Danmark på baggrund af uddannelse og med henblik på jobsøgning efter endt uddannelse. I oktober 2010 blev ansøgeren meddelt afslag på opholdstilladelse under henvisning til ansøgerens søns mor. Ansøgeren forlod herefter Danmark. I januar 2011 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på familiesammenføring med ansøgerens herboende søn, idet Udlændingestyrelsen vurderede, at ansøgeren fortsat var i et forhold til ansøgerens søns mor. Det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration hjemviste i juli 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse fra januar 2011. I november 2011 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgeren afslag på familiesammenføring med ansøgerens herboende søn. Justitsministeriet stadfæstede denne afgørelse i september 2012. Udlændingestyrelsen meddelte på ny i juni 2014 ansøgeren afslag på familiesammenføring med ansøgerens herboende søn. Det fremgik af det elektroniske visumsystem, at ansøgeren i marts 2013 blev meddelt visum til Danmark for en periode på 86 dage med henblik på at besøge en ven i Danmark, og at ansøgeren i august 2014 blev meddelt visum til Danmark for en periode på 47 dage.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren ikke havde boet i Danmark siden november 2010, og at ansøgeren ikke havde udøvet samvær med sin herboende søn i et sådant omfang, at ansøgeren på denne baggrund kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det anførte om, at ansøgeren og hans herboende søn var stærkt knyttet til hinanden, at ansøgeren udøvede samvær med sin herboende søn, at der efter ansøgerens opfattelse forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse, og at det efter ansøgerens opfattelse ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser ikke at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen. Uanset at der mellem ansøgeren og dennes herboende søn eksisterede et beskyttelsesværdigt familieliv i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, fandt Udlændingenævnet desuden, at Danmark ikke var det nærmeste land til at beskytte dette familieliv, idet ansøgeren alene i forhold til det aktuelle samvær havde set sin søn i 37 dage i perioden fra december 2014 til februar 2015 under et processuelt ophold. Udlændingenævnet noterede i den forbindelse, at ansøgerens herboende søns daginstitution i december 2014 havde oplyst, at ansøgerens herboende søn havde det svært med at blive hentet af ansøgeren, og at det var ved at være et stykke tid siden, at daginstitutionen havde set ansøgeren. Udlændingenævnet fandt herudover, at FN’s børnekonvention ikke giver en videre ret til familiesammenføring end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet fandt således, at der henset til karakteren og omfanget af samværet ikke kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning hertil. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgerens herboende søn var født i marts 2010, at ansøgeren havde boet sammen med sin herboende søn og dennes mor i cirka fem måneder indtil sin udrejse af Danmark i 2010, at ansøgeren i perioden fra sin udrejse af Danmark i november 2010 indtil marts 2013 alene havde haft kontakt med sin søn via ugentlige samtaler på Skype, og at ansøgeren herefter alene havde udøvet samvær med sin søn under besøgsophold (visumophold) og processuelt ophold i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren i marts 2013 blev meddelt visum med henblik på at besøge en ven i Danmark og ikke ansøgerens herboende søn, ligesom Udlændingenævnet bemærkede, at der ikke sås at være givet afslag på visumophold i Danmark under henvisning til ansøgerens herboende søn. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark i august 2014 på et visum, at han efterfølgende søgte om forlængelse af visummet, og at han først søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende søn efter at have fået afslag på forlængelse af visummet. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren under sit processuelle ophold havde haft mulighed for at intensivere sit samvær med sin herboende søn, idet der ikke efter praksis kan meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, for at etablere eller intensivere et samvær. Det var således Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren fortsat kunne henvises til at udøve samvær med sin søn på visumophold og via Skype. Det forhold, at ansøgeren betalte børnebidrag til sin herboende søn, fandt Udlændingenævnet ej heller kunne føre til en ændret vurdering, idet der ikke herved var dokumenteret et sådant samvær mellem ansøgeren og dennes herboende søn, der kunne medføre opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Endelig fandt Udlændingenævnet, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren kunne gives opholdstilladelse. FAM/2015/177.

Senest opdateret: 02-11-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen