Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en iransk statsborger, som søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende datter, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 10, stk. 4. Ansøgeren indrejste første gang i Danmark i oktober 2007, hvor han søgte asyl, og han blev i december 2007 overført til Grækenland i medfør af Dublin-forordningen. Ansøgeren indrejste igen i Danmark i marts 2012. I samme måned traf Udlændingestyrelsen afgørelse om udvisning af ansøgeren med et indrejseforbud, som var gældende indtil maj 2014, idet ansøgeren blev udsendt til Spanien i april 2012. I september 2012 indrejste ansøgeren igen i Danmark, og ansøgeren blev ved dom i september 2012 udvist af Danmark i seks år ved at være genindrejst i Danmark, uanset at han var meddelt et indrejseforbud. Ansøgeren havde efterfølgende et længerevarende ophold i Iran, og han indrejste derefter i Danmark igen, hvor han på ny søgte om asyl. I forbindelse med asylsagen oplyste ansøgeren, at han havde et barn i Danmark. Udlændingestyrelsen traf i maj 2014 afgørelse om overførsel til Spanien i medfør af Dublin-forordningen, hvilket Flygtningenævnet stadfæstede i juli 2014. Det fremgik af Flygtningenævnets afgørelse, at Udlændingestyrelsen første gang fik kendskab til, at ansøgeren havde et barn i Danmark ved et partsindlæg fra juni 2014, og at ansøgeren var til stede ved fødslen af barnet. I juli 2014 indgav ansøgeren ansøgning om familiesammenføring i Danmark under henvisning til barnet, som var født i juni 2011. Det fremgik af sagen, at barnet i juni 2011 blev anbragt uden for hjemmet i Danmark, hvilket barnet skulle forblive i foreløbig i tre år. I juli 2014 samtykkede ansøgeren til, at barnet fortsat forblev anbragt uden for hjemmet. Endelig fremgik det af sagen, at ansøgeren og barnet havde samvær én gang om måneden af halvanden times varighed i et neutralt samværshus, og at ansøgeren havde fået fastsat støttet samvær to gange i oktober 2014, november 2014 og december 2014 af halvanden times varighed.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., under henvisning til samvær med barnet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at barnet var født i juni 2011, at ansøgeren i september 2012 udrejste af Danmark og oplyste politiet om, at ansøgeren ingen børn havde i Danmark, og at ansøgeren først blev registreret som fader til barnet i maj 2014. Udlændingenævnet lagde endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke tidligere havde ansøgt om familiesammenføring med barnet, at Udlændingestyrelsen først i juni 2014 var blevet bekendt med, at ansøgeren havde en datter i Danmark, og at ansøgeren således igennem flere år ikke sås at have været en del af barnets liv. Det forhold, at ansøgeren skulle have været med til barnets fødsel og hendes første fødselsdag, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der først i efteråret 2014 var etableret samvær én gang om måneden af halvanden times varighed mellem barnet og ansøgeren, og at ansøgeren ikke havde haft samvær siden januar 2015, hvorfor omfanget af og kontakten i forbindelse med det udøvede samvær ikke kunne føre til, at der mellem ansøgeren og barnet var etableret en særlig tilknytning, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Hertil bemærkede Udlændingenævnet, at kommunen til sagen havde oplyst, at ansøgeren var ”fremmed” for barnet. Udlændingenævnet fandt således, at et afslag på opholdstilladelse ikke udgjorde et indgreb i ansøgerens ret til familieliv, uanset at barnet var anbragt uden for hjemmet. Det anførte om, at det var i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 og FN’s Børnekonvention, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse, og at det var i strid med disse konventioner at afskære barnet fra at have kontakt med ansøgeren, fandt Udlændingenævnet desuden ikke kunne føre til et andet resultat i sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at barnet var født i juni 2011, at ansøgeren først var kommet ind i barnets liv i sommeren 2014, at Udlændingestyrelsen ikke før juni 2014 havde hørt om, at ansøgeren havde en datter i Danmark, og at ansøgeren siden efteråret 2014 og frem til januar 2015 havde haft samvær én gang om måneden med barnet. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at der var henvist til dom af 11. juli 2000, Ciliz mod Holland, (appl.no. 29192/95). Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen Ciliz mod Holland ikke var sammenlignelig med ansøgerens sag. Ciliz mod Holland vedrørte myndighedernes pligt til at koordinere sager, som berører en families ret til et familieliv efter EMRK artikel 8, således at en afgørelse i den ene sag ikke foregriber eller udelukker en afgørelse i den anden sag med det resultat, at familielivet forhindres. Heroverfor vedrørte ansøgerens sag alene en opholdssag, og Udlændingenævnet fandt herudover – henset til omfanget og karakteren af det udøvede samvær – at dette kunne udøves gennem besøgsophold. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren blev udvist af Danmark på et tidspunkt, hvor barnet var født, men ikke anerkendt af ansøgeren som sit barn, og at ansøgeren først i maj 2014 – på et tidspunkt hvor ansøgeren allerede havde søgt om asyl i Danmark, og på trods af oplysninger i ansøgningen om, at ansøgeren tidligere havde været en del af barnets liv – anerkendte faderskabet. Udlændingenævnet fandt yderligere, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, da det samvær, som ansøgeren efter det oplyste havde ret til, efter Udlændingenævnets opfattelse kunne udøves via besøgsophold. Udlændingenævnet fandt endelig, at hensynet til barnets tarv i ansøgerens sag ikke kunne føre til en ændret vurdering, og at der ikke forelå ganske særlige forhold, der talte for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 10, stk. 4, idet ansøgeren var udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år gældende til oktober 2018. FAM/2016/2.

Senest opdateret: 07-01-2016
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen