Udlændingenævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til et herboende mindreårigt barns moder og stedfader efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, som var statsborgere i Syrien. Udlændingenævnet hjemviste samtidig Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende det herboendes barns lillesøster til fornyet vurdering, idet Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen skulle have truffet afgørelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og ikke udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Det herboende mindreårige barn, som var født i september 2006 i Syrien, var indrejst i Danmark i april 2015 med sin morbroder og en fætter.

Udlændingenævnet fandt, at det herboendes barns moder ikke kunne meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde til grund, at det herboende barn og det herboende barns moder havde haft et familieliv, der var beskyttelsesværdigt i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet anså imidlertid familielivet for frivilligt afbrudt, idet det herboende barn havde boet hos sin fader, siden han var fem år, idet hans moder i januar 2015 havde valgt at udrejse til Tyrkiet alene, og idet han var udrejst af sit hjemland med sin morbroder. Det forhold, at klageren havde anført, at familielivet ikke var blevet frivilligt afbrudt, idet adskillelsen af familiemedlemmerne skyldtes borgerkrigen i Syrien, kunne således ikke føre til en anden vurdering. Klagerens henvisning til FN’s Børnekonvention og bemærkninger om, at der i den konkrete sag ikke var tvivl om, at barnets tarv tilsagde, at der burde meddeles opholdstilladelse til det herboende barns moder og stedfader, idet det herboende barn var meget påvirket af savnet til sin moder og mistrivedes, kunne heller ikke føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet fandt endvidere, at et afslag på opholdstilladelse til det herboendes barns moder ikke udgjorde en krænkelse af FN’s børnekonvention, idet denne – efter Udlændingenævnets opfattelse – ikke medfører en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet henviste til, at det herboende barns moder ikke havde boet sammen med det herboende barn, siden han var cirka fem år, at han herefter havde boet hos sin fader, og at det herboende barns moder i januar 2015 var udrejst alene til Tyrkiet. Udlændingenævnet henviste endvidere til FN’s børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Udlændingenævnet henviste desuden til, at det herboende barn boede sammen med en værge (klageren), at han havde sin morbroder (værgens broder) og sin fætter i Danmark, og at det efter det oplyste var værgen, der var det herboende barns primære omsorgsperson, hvilket han havde været siden 2015. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det herboende barn havde et familiært netværk her i landet, som kunne tage vare på ham. På den baggrund, og idet der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, fandt Udlændingenævnet desuden, at det ikke ville være uproportionalt eller stridende imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele det herboendes barns moder afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke forelå oplysninger om det herboende barns moders personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at hun skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke var særlige grunde til at meddele det herboende barns stedfader opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt således, at det herboende barn og det herboende barns stedfader ikke havde haft et familieliv, der var beskyttelsesværdigt i medfør af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet fandt derfor, at et afslag på opholdstilladelse til det herboende barns stedfader ikke ville stride imod hensynet til familiens enhed, jf. EMRK artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at beskyttelsen i EMRK artikel 8 primært tager sigte på den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie – det vil sige fader, moder og mindreårige børn – og at en konventionsstat kun i helt særlige tilfælde, hvor der mellem personer uden for kernefamiliebegrebet eksisterer en helt særlig tilknytning, der ligger udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv, vil være forpligtet til at tillade familiesammenføring. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå oplysninger om det herboende barns stedfaders personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at han fik opholdstilladelse. FAM/2017/97.

Senest opdateret: 23-08-2017
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen