Praksis
Søg direkte i afgørelserne
-
Udlændingenævnets afgørelse af 5. februar 2024 – bortfald af tidsbegrænset opholdstilladelse
Dato: 14-03-2024Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende konstatering af bortfald af tidsbegrænset opholdstilladelse og afslag på ansøgning om dispensation fra bortfald af opholdstilladelsen til en statsborger fra Somalia herunder at ansøgeren ikke havde været sendt på genopdragelsesrejse eller andet udlandsophold af negativ betydning.
Sagens faktiske omstændigheder
I marts 2023 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om konstatering af bortfald af tidsbegrænset opholdstilladelse og afslag på ansøgning om dispensation fra bortfald af opholdstilladelsen under henvisning til, at [ansøgerens] forældre på vegne af [ansøgeren] havde opgivet [ansøgerens] bopæl i Danmark. Udlændingestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at [ansøgerens] forældre i vinteren 2019 underskrev en erklæring om frivilligt frafald af blandt andet [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark, og at de i den forbindelse blev informeret om konsekvenserne ved at opgive [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark. [Ansøgeren] var indrejst fra Somalia til Danmark i vinteren 2011 som 9-årig og udrejst fra Danmark i Somalia i sommeren 2019 som 17-årig med sine forældre og 4 søskende.
Følgende fremgik bl.a. af Udlændingestyrelsens afgørelse:
” […] ”
Udlændingestyrelsen har ved afgørelsen lagt vægt på, at [ansøgerens] forældre i [vinteren] 2019 underskrev en erklæring om frivilligt frafald af blandt andet [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark, og at de i den forbindelse blev informeret om konsekvenserne ved at opgive [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingestyrelsen har derfor vurderet, at det måtte have stået [ansøgerens] forældre klart, at de, ved at underskrive en frivillig frafaldserklæring, opgav [ansøgerens] bopæl i Danmark.
Udlændingestyrelsen har på den baggrund vurderet, at [ansøgerens] forældre på [ansøgerens] vegne har opgivet [ansøgerens] bopæl i Danmark med henblik på, at [ansøgeren] bosætter sig varigt i Somalia. [Ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark er derfor bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1.
Udlændingestyrelsen har videre vurderet, at [ansøgeren] ikke har dokumenteret eller er kommet med oplysninger, der kan føre til, at [ansøgeren] kan få dispensation fra bortfald, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2.
[…]
Det er Udlændingestyrelsens vurdering, at [ansøgerens] forældre på [ansøgerens] vegne opgav [ansøgerens] bopæl i Danmark, og at [ansøgerens] ophold i Danmark ikke har været af midlertidig karakter.
[Ansøgeren] kan derfor ikke gives dispensation fra bortfald af [ansøgerens] opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2.
[…]
Det kan ikke føre til ændret vurdering, at [ansøgeren] har oplyst, at [ansøgeren] har været forhindret i at rejse tilbage til Danmark, fordi [ansøgerens] far tvang [ansøgeren] til at blive i Somalia, og at [ansøgerens] far, inden sin udrejse af Danmark, havde lovet [ansøgeren], at [ansøgerens] ophold i Somalia ville være kortvarigt.
Udlændingestyrelsen har herved lagt vægt på, at [ansøgeren], inden sin udrejse af Danmark, kontaktede sin bopælskommune og oplyste dem om, at [ansøgerens] udrejse af Danmark var frivillig.
Udlændingestyrelsen har på den baggrund vurderet, at [ansøger] ikke har været forhindret i at rejse tilbage til Danmark som følge af uforudsete omstændigheder.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at [ansøgeren] til sagen har oplyst, at [ansøgeren] ikke var klar over, at [ansøgeren] udrejse af Danmark handlede om repatriering, men at [ansøgeren] udrejste af Danmark med den tro, at udlandsopholdet ville være kortvarigt, idet [ansøgerens] bedstemor var syg og gerne vil se [ansøgeren] en sidste gang, hvor [ansøgeren] herefter vil vende tilbage til Danmark.
Udlændingestyrelsen har i den forbindelse lagt vægt på, at [ansøgeren] på udrejsetidspunktet var ca. 17 år og 6 måneder gammel, og at [ansøgeren] til sagen har oplyst, at [ansøgeren] forældre opsagde deres bolig, afhændede deres møbler og personlige ejendele til eksempelvis genbrug.
Udlændingestyrelsen har på den baggrund vurderet, at det måtte have stået [ansøgeren] klart, at [ansøgerens] udlandsophold ikke ville være af midlertidig karakter, idet deres bolig blev opsagt, deres møbler og personlige ejendele blev afhændede, og at [ansøgerens] far havde bedt [ansøger] om at oplyse [ansøgerens] bopælskomme om, at [ansøgerens] udrejse af Danmark var frivillig.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at [ansøgeren] har oplyst, at [ansøgerens] hverdag i Somalia er præget af rutiner, regler, og at [ansøgeren] udgiver sig for at være en anden, så [ansøgeren] ikke kommer i problemer.
Udlændingestyrelsen har herved lagt vægt på, at [ansøgeren] som mindreårig udrejste af Danmark grundet [ansøgerens] forældres beslutning, og det som udgangspunkt tilfalder forældremyndighedens indehavere at træffe beslutninger vedrørende mindreårige børns personlige forhold, herunder hvor de skal bo.
Det kan desuden ikke føre til en ændret vurdering, at [ansøgeren] har oplyst, at [ansøgerens] tilknytning til Danmark er større end til Somalia, og at [ansøgeren] er opdraget i overensstemmelse med danske værdier, som ikke er forenelige med de somaliske værdier.
Udlændingestyrelsen har i den forbindelse lagt vægt på, at [ansøgeren] første gang indrejste i Danmark i [vinteren] 2011, at [ansøgeren] var ca. 9 år og 8 måneder, og at [ansøgeren] udrejste af Danmark i [sommeren] 2019, da [ansøgeren] var 17 år og 6 måneder gammel, eftersom [ansøgerens] forældre underskrev en erklæring om frivilligt frafald af deres og dermed [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingestyrelsen har derfor lagt til grund, at [ansøger] har boet i Danmark i ca. 7 år og 10 måneder, og at [ansøger] frivilligt udrejste af Danmark, fordi [ansøgeren], inden sin udrejse af Danmark, oplyste sin bopælskommune om, at [ansøgerens] udrejse af Danmark var frivillig, hvorefter [ansøgeren] frivilligt rejste til Somalia med sin familie.
Det er således Udlændingestyrelsens vurdering, at [ansøgerens] udrejse af Danmark ikke har været af midlertidig karakter, men derimod med henblik på varigt at bo i Somalia.
På den baggrund, og idet der ikke er oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, herunder helbredsmæssige forhold, har Udlændingestyrelsen vurderet, at det hverken vil være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at anse [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark fort bortfaldet.
Udlændingestyrelsen har også vurderet, at [ansøgerens] ophold i Somalia ikke er omfattet af udlændingelovens § 17, stk. 3, hvorefter en opholdstilladelse ikke anses for bortfaldet, hvis udlændingens ophold uden for landet skyldes, at udlændingen som mindreårig er sendt på genopdragelsesrejse eller andet udlandsophold af negativ betydning.
Udlændingestyrelsen har lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke kan konstatere, at [ansøgerens] ophold i Somalia har været af negativ betydning for [ansøgeren], eller at det skyldes en genopdragelsesrejse.
[Ansøgerens] opholdstilladelse er derfor bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1.”
Til støtte for klagen til Udlændingenævnet blev det anført bl.a., at [ansøgeren] ser Danmark som sit hjem, og at [ansøger] ikke synes, at det er retfærdigt, at [ansøgeren] får afslag på baggrund af en beslutning, som [ansøgerens] forældre i sin tid tog.
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af marts 2023 om bortfald af [ansøgerens] tidsbegrænsede opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.
Det forhold, at [ansøgeren] i forbindelse med klagen har anført, at [ansøgeren] ser Danmark som sit hjem, og at [ansøgeren] ikke synes, at det er retfærdigt, at [ansøgeren] får afslag på baggrund af en beslutning, som [ansøgerens] forældre i sin tid tog, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgerens] forældre forud for udrejsen til Somalia underskrev en erklæring i [sommeren] 2019, om frivillig frafald af opholdstilladelse vedrørende deres mindreårige børn, hvor det tydeligt fremgår, at de var blevet gjort bekendt med konsekvenserne af at opgive opholdstilladelsen bl.a. på [ansøgerens] vegne. I den forbindelse har Udlændingenævnet også lagt vægt på, at [ansøgerens] forældre som forældremyndighedsindehavere havde ret til at foretage dispositioner på [ansøgerens] vegne, herunder bestemme hvor [ansøgeren] skulle bo.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at [ansøgeren] ved sin udrejse af Danmark i [sommeren] 2019 var 17 år gammel og var bekendt med, at [ansøgerens] forældre opsagde deres lejlighed og gav møblerne til genbrug, hvorfor det måtte have stået [ansøgeren] klart, at der ikke alene kunne være tale om et kortvarigt ophold i Somalia.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren] efter det oplyste gik i 9. klasse og kun havde få måneder tilbage fra folkeskolen, da [ansøgeren] udrejste af Danmark, at [ansøgeren] har oplyst, at [ansøgeren] har en større tilknytning til Danmark end Somalia, og at [ansøgeren] samlet har haft ca. 7 år og 9 måneders ophold i Danmark.
Udlændingenævnet har ved afgørelsen således lagt til grund, at [ansøgeren] har haft ca. halvdelen af sine formative år i Danmark, idet Udlændingenævnet finder, at børns formative år som udgangspunkt først må antages at have sin begyndelse omkring børns skolepligtige alder, jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i den såkaldte Osman-sag (appl. no. 38058/09, dom af 14. juni 2011), hvor det vurderedes, at de formative år for ansøgeren i den pågældende sag havde varet fra barnets 7. leveår til det 15. leveår.
Udlændingenævnet finder imidlertid ligesom Udlændingestyrelsen, at der ikke skal dispenseres fra bortfald af [ansøgerens] opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2, og henviser i det hele til styrelsens begrundelse herfor.
Udlændingenævnet vurderer endelig, at [ansøgerens] opholdstilladelse skal anses for bortfaldet, idet Udlændingenævnet som Udlændingestyrelsen heller ikke kan lægge til grund, at [ansøgeren] blev sendt på en genopdragelsesrejse eller andet udlandsophold af negativ betydning for [ansøgeren], jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet henviser til styrelsens begrundelse herfor.
På baggrund af en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder [ansøgerens] samlede ophold i Danmark og i Somalia, samt [ansøgerens] familiemæssige og anden tilknytning i Danmark, vurderer Udlændingenævnet herefter, at det ikke vil være uproportionalt og stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8 eller FN’s Børnekonvention, at anse [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark for bortfaldet.
Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 30. oktober 2023 – Administrativ udvisning med indrejseforbud i 1 år – ulovligt ophold
Dato: 14-03-2024Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en britisk statsborger med indrejseforbud i Schengenområde i 1 år i medfør af Udlændingelovens § 25 b og § 32, stk. 4, nr. 1.
Sagens faktiske omstændigheder:
Klageren blev i marts 2023 antruffet af politiet i lufthavnen på baggrund af ulovligt ophold på 66 dage, idet han var indrejst i Schengen i oktober 2022 og ikke udrejst siden, og ikke var i besiddelse af et visum. Klageren var rejst frem og tilbage imellem England og Norge for at besøge sin forlovede og deres fælles mindreårige børn, som var norske statsborgere.
Klageren blev af Udlændingestyrelsen udvist af Danmark med indrejseforbud i 1 år under henvisning til det ulovlige ophold jf. udlændingelovens § 25 b og § 32, stk. 4, nr. 1.
Følgende fremgik bl.a. af Udlændingestyrelsens afgørelse:
”[Udlændingestyrelsen] har endvidere lagt til grund, at du ikke var i besiddelse af gyldigt visum eller opholdstilladelse, da [politiet i marts 2023] antraf dig i lufthavnen, hvor klager var under udrejse til Storbritannien.
[Udlændingestyrelsen] har på den baggrund vurderet, at du ikke opfylder betingelserne for at indrejse og opholde sig i Danmark, idet du som statsborger i Storbritannien ikke kan indrejse og opholde sig i Danmark uden at være i besiddelse af gyldigt visum eller opholdstilladelse, når man forinden har opholdt sig i Schengenområdet i mere end 90 dage ud af de seneste 180 dage.
Efter gældende regler meddeles en udlænding som udgangspunkt et indrejseforbud på 2 år i forbindelse med udvisning efter udlændingelovens § 25 b, jf. § 32, stk. 4, nr. 1.
[Udlændingestyrelsen] har dog vurderet, at der er grundlag for at fastsætte indrejseforbuddet for en kortere periode end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2, idet du har oplyst, at din forlovede og to børn bor i Norge, og at du regelmæssigt besøger dem i Norge. [Udlændingestyrelsen] har endvidere lagt vægt på, at klager udrejste af Norge så snart, han blev klar over, at han havde opholdt sig ulovligt i landet.
[Udlændingestyrelsen] finder herudover, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler herfor.”
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse af [marts 2023] af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.
Det til støtte for klagen anførte om, at klager har mentale sundhedsproblemer, og at klager oplever selvmordstanker grundet indrejseforbuddet, kan ikke føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke er dokumenteret, at klager helbredsmæssige forhold er af en sådan karakter og et sådant omfang, at en udvisning må anses for særligt belastende for klager, jf.udlændingelovens § 26.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det må antages, at klager kan få den fornødne
medicinske behandling i Storbritannien, hvor han er statsborger.
Det forhold, at klager har to børn og en forlovet i Norge, som klager skulle være gift med i [juni 2023], kan heller ikke føre til ændret vurdering. Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klager er statsborger i Storbritannien, at klager ikke har haft et længerevarende lovligt ophold i Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om væsentlig tilknytning til Danmark eller det danske samfund i form af herboende familie, lovlig beskæftigelse, eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for klager, jf. udlændingelovens § 26.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at EMRK artikel 8, om retten til familieliv, ikke
indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8, ikke giver familier ret til at vælge, hvor de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv, og at der i sagen ikke foreligger oplysninger om, at klager, hans forlovede og deres fællesbørn ikke ville kunne udøve familielivet i Storbritannien, hvor klager er statsborger.
Udlændingenævnet finder med henvisning til ovenstående og ligesom Udlændingestyrelsen, at
der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk.
3, men at det 2 årige indrejseforbud nedsættes til 1 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2,
idet klager har en forlovet og 2 mindreårige børn i Norge.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 8. marts 2024 – Afvisning ved grænsen – Ej visumfri
Dato: 08-03-2024Udlændingenævnet stadfæstede i marts måned politiets afgørelse om at afvise en statsborger fra Tyrkiet ved indrejsen i Danmark.
Sagens faktiske omstændigheder
Klageren blev i december 2023 afvist på grænsen i forbindelse med, at hun indrejste fra Storbritannien. Klageren var i besiddelse af et britisk konventionspas, men blev afvist, idet hun ikke var i besiddelse af et gyldigt Schengenvisum.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder, at [politiet] med rette afviste [klageren] ved grænsen til Danmark i medfør af udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at statsborgere fra Tyrkiet ikke er undtaget fra kravet om visum, at [klageren] ikke var i besiddelse af et gyldigt Schengenvisum, opholdstilladelse i Danmark eller et andet Schengenland eller havde fået udstedt opholdskort efter EU-retten, hvilket er en betingelse for at kunne indrejse visumfrit her i landet, jf. udlændingelovens § 2, stk. 2.
Det forhold, at [klageren] var i besiddelse af et britisk konventionspas, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at personer med britisk konventionspas ikke kan indrejse visumfrit i Danmark. Adgangen til at indrejse virumfrit er betinget af, at rejsedokumentet er udstedt af et EU- eller et Schengenland, og at indehaveren er lovligt bosat i det land, som har udstedt rejsedokumentet. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Storbritannien hverken er et EU- eller et Schengenland.
Betingelserne for at afvise [klageren] var således til stede, da [hun] blev antruffet af [politiet] […] december 2023.
Udlændingenævnet stadfæster derfor [politiets] afgørelse […].” -
Udlændingenævnets afgørelse af 19. februar 2024 – nægtelse af forlængelse – religiøs forkynder – vejledningspligt
Dato: 19-02-2024Udlændingenævnets afgørelse af 19. februar 2024 – nægtelse af forlængelse– religiøs forkynder – vejledningspligt
Udlændingenævnet omgjorde i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse som religiøs forkynder i Danmark.
Sagens faktiske omstændigheder
Klageren blev i juni 2021 meddelt opholds- og arbejdstilladelse som religiøs forkynder i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 1. Ved klagerens seneste ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse i oktober 2023 kom det frem, at klagerens søn, som havde opholdstilladelse i Danmark som medfølgende familiemedlem til klageren, havde modtaget SU siden oktober 2022 og at klagerens søn af sit uddannelsessted var blevet vejledt om at søge om SU, da han fyldte 18 år. I december 2023 blev klageren meddelt afslag på forlængelse af sin opholds- og arbejdstilladelse under henvisning til, at betingelsen i hans opholdstilladelse om, at klageren og personer, der meddeles opholdstilladelse som følge af familiemæssig tilknytning til klageren ikke modtog offentlig hjælp til forsørgelse under opholdet i Danmark, ikke var opfyldt.
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet finder efter en konkret og individuel vurdering af samtlige af sagens oplysninger grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse af [december 2023] om afslag på forlængelse af [klagerens] opholds- og arbejdstilladelse som religiøs forkynder.
Udlændingenævnet vurderer således, [klageren] ikke bør meddeles afslag på forlængelse af sin opholds- og arbejdstilladelse jf. udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 1, under henvisning til, at [klagerens] søn, som medfølgende familiemedlem til [klageren], på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, havde modtaget SU siden oktober 2022, og at betingelserne for [klagerens] og hans medfølgende families opholdstilladelse, herunder betingelsen om, at hverken [klageren] eller hans medfølgende familie må modtage offentlig hjælp til forsørgelse, ikke var opfyldt.
Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på sagens samlede oplysninger og dokumentation samt det forhold, at der under Udlændingestyrelsens behandling af sagen fremkom oplysninger af væsentligt betydning for [klagerens] sag, samt at der i forbindelse med [klagerens] klage af [januar 2024] er fremkommet nye oplysninger, herunder dokumentation, af væsentlig betydning for [klagerens] sag.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af sagens oplysninger, at der under sagens behandling i Udlændingestyrelsen i mail af [december 2023] til Udlændingestyrelsen er fremkommet oplysninger om, at [klageren] ikke har været vidende om, at hans søn, har modtaget SU, og at [klageren] efterfølgende, efter samtale med sin søn, er blevet bekendt med, at denne efter rådgivning fra sin uddannelsesvejleder har ansøgt om SU. Det oplyses herudover, at [klagerens søn] ikke var klar over vilkårene for sin opholdstilladelse, ligesom [klagerens søn], umiddelbart efter han blev opmærksom på disse vilkår, kontaktede Uddannelses- og Forskningsstyrelsen for at tilbagebetale den SU, som han havde fået udbetalt.
I forbindelse med ovenstående oplysninger, er der i samme mail vedlagt kopi af mail af [december 2023] sendt fra [klagerens søn] til su@ufm.dk, hvoraf det bl.a. fremgår, at [klagerens søn] anmoder om at tilbagebetale den SU, som han har fået udbetalt. Der er i samme mail vedlagt udskrift fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsens hjemmeside, hvoraf det fremgår, at [klagerens søn] den [december 2023] har afmeldt yderligere SU fra januar 2024 indtil videre.
Udlændingenævnet finder det beklageligt, at Udlændingestyrelsen i anledning af de oplysninger, der fremgår i mail af [december 2023], herunder oplysningerne om, at [klagerens] søn efter rådgivning fra sin uddannelsesvejleder på sin uddannelsesinstitution har ansøgt om SU, ikke har anmodet [klageren], eller [klagerens] søn, om yderligere oplysninger herom, idet Udlændingenævnet finder, at disse oplysninger har væsentlig betydning for [klagerens] sag.
Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at der i forbindelse med [klagerens] klage af [december 2023] er fremsendt yderligere oplysninger vedrørende denne rådgivning, herunder en udtalelse fra [klagerens søns] Gymnasium af [januar 2024], hvoraf det fremgår, at [klagerens søns] Gymnasium har vejledt [klagerens] søn, om at ansøge om SU, som de gør med alle deres elever, der er fyldt 18 år. Det fremgår herudover af udtalelsen, at skolen ikke har vidst, at det for [klagerens søns] vedkommende kunne have konsekvenser for familiens opholdstilladelser, idet skolen ikke har været bekendt med betingelserne for familiens opholdsgrundlag.
Udlændingenævnet bemærker således, at [klagerens søn] i forbindelse med den vejledning han har modtaget fra sit uddannelsessted om at ansøge om SU samtidig ikke er blevet vejledt om konsekvenser heraf, herunder særligt, at det kunne have opholdsretlige konsekvenser for ham og hans familie at modtage offentlig hjælp til forsørgelse, som for eksempel SU.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at en forvaltningsmyndighed i fornødent omfang skal yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde, jf. forvaltningslovens § 7, stk. 1, og principperne om god forvaltningsskik. Vejledningspligten omfatter ifølge praksis også de tilfælde, hvor en borger af en myndighedsperson, herunder en uddannelsesvejleder ved en offentlig uddannelsesinstitution, vejledes til at foretage skridt, der efterfølgende kan have opholdsretlige konsekvenser for borgeren, og hvor det ikke kan afvises, at borgeren ikke ville have foretaget samme skridt om at søge SU, hvis borgeren var blevet vejledt om de opholdsretlige konsekvenser.
Udlændingenævnet henviser herved til, at formålet med myndighedernes vejledningspligt er at imødekomme borgernes informationsbehov og undgå, at borgerne på grund af fejl, uvidenhed eller misforståelser udsættes for retstab.
Udlændingenævnet har således ved vurderingen lagt vægt på, at en myndighed skal vejlede på eget initiativ, hvis det fremstår som naturligt og relevant at give borgeren vejledning.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, jf. vedledning nr. 11740 af 4. december 1986, afsnit IV, pkt. 28-31, samt Folketingets Ombudsmands myndighedsguide, overblik 5, jf. https://www.ombudsmanden.dk/myndighedsguiden/generel-forvaltningsret/vejledningspligt/
Udlændingenævnet vurderer, at det til sagen er belyst, at [klagerens] søn har handlet som følge af den rådgivning, som han har modtaget fra sin uddannelsesvejleder, og at det ikke kan afvises, at han ikke ville have ansøgt om – og dermed modtaget – SU, hvis han var blevet vejledt om konsekvenserne heraf.
Udlændingenævnet finder efter en konkret vurdering, at [klagerens] søn ikke er blevet behørigt vejledt af sit uddannelsessted, idet han er blevet vejledt om at ansøge om SU, og at den manglende vejledning har medført, at [klageren] og hans familie har mistet deres opholdstilladelser, idet [klageren] den [december 2023] fik afslag på forlængelse af sin opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 1. Begrundelsen var, at [klagerens] søn, siden oktober 2022 har modtaget SU, og at betingelserne for [klagerens] opholds- og arbejdstilladelse, og øvrige medfølgende familiemedlemmers opholdstilladelse, dermed ikke var opfyldt.
Udlændingenævnet finder herefter, at der er særlige grunde til at fravige betingelsen om selvforsørgelse for så vidt angår perioden fra oktober 2022 frem til december 2023, hvor [klagerens] søn har modtaget SU.
Udlændingenævnet omgør på baggrund af ovenfor anførte grunde Udlændingestyrelsen afgørelse af [december 2023] og tilbagesender sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen tager fornyet stilling til sagen.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 8. februar 2024 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet i forhold til associeringsaftalekomplekset (EU´s Associeringsaftale med Tyrkiet)
Dato: 09-02-2024I februar 2024 genoptog Udlændingenævnet sin afgørelse om afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Tyrkiet og hjemviste sagen til Udlændingestyrelsen.
Sagens faktiske omstændigheder:
Udlændingestyrelsen meddelte i marts 2021 ansøgeren afslag på familiesammenføring til sin herboende ægtefælle, som er tyrkisk statsborger under henvisning til, at referencen ikke opfyldte betingelsen om ikke at have modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i 3 år forud for afgørelsen om opholdstilladelse. I juli 2022 stadfæstede Udlændingenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring. I januar 2024 modtog Udlændingenævnet en anmodning om genoptagelse af Udlændingenævnets afgørelse af juli 2022 om afslag på familiesammenføring med henvisning til Associeringsaftalekomplekset.
Vedrørende ansøgerens familiesammenføringssag
Den 26. april 2021 klagede [partsrepræsentanten] på vegne af [ansøgeren] over Udlændingestyrelsens afgørelse af marts 2021, hvorved styrelsen meddelte [ansøgeren] afslag på opholdstilladelse som familiesammenført ægtefælle til [referencen].
I juli 2022 stadfæstede Udlændingenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af marts 2021.
I januar 2023 anmodede [partsrepræsentanten] Udlændingenævnet om at genoptage [ansøgerens] familie-sammenføringssag. Til støtte for [partsrepræsentantens] anmodning henviste [partsrepræsentanten] til EU-Domstolens dom af 22. december 2022 i sag C-279/21, X mod Udlændingenævnet, som vedrører danskprøvekravet i udlændingelovens § 9, stk. 15, nr. 6.
[Partsrepræsentanten] har ligeledes oplyst i [sin] anmodning om genoptagelse, at sagen er indbragt for de danske domstole. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at sagen ved domstolene fortsat verserer.
Udlændingenævnet har på baggrund af [partsrepræsentantens] anmodning gennemgået [ansøgerens] familiesammenføringssag på ny.
Udlændingenævnet finder, at der er grundlag for at genoptage [ansøgerens] familiesammenføringssag og hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, er en ny begrænsning i forhold til stand still-klausulerne i associeringsaftalekomplekset, men at selvforsørgelseskravet kan stilles og fortsat være foreneligt med associeringsaftalekomplekset, hvis kravet må anses for proportionalt i det enkelte tilfælde.
Selvforsørgelseskravet skal først og fremmest være begrundet i et tvingende alment hensyn og være egnet til at sikre virkeliggørelsen af de forfulgte lovlige formål. Der henvises i den forbindelse til Østre Landsrets dom af 14. januar 2022, UfR.2022.956 Ø, hvor Østre Landsret fandt, at selvforsørgelseskravet må anses for begrundet i et tvingende alment hensyn, nærmere bestemt hensynet til at sikre en vellykket integration og hensynet til de offentlige finanser, der i overensstemmelse med EU-Domstolens praksis kan begrunde indførelse af nye restriktioner, jf. f.eks. Genc, sag 561/14, og at selvforsørgelseskravet er egnet til at varetage disse hensyn.
Udlændingenævnet henviser desuden til lovforarbejderne til udlændingelovens § 9, stk. 5 (L 17, fremsat den 4. oktober 2006), hvoraf det følger, at formålet med bestemmelsen er, at alle udlændinge, der kommer til Danmark, som udgangspunkt skal være selvforsørgende, og at den herboende ægtefælles muligheder for at bidrage til den udenlandske ægtefælles integration i samfundet og på arbejdsmarkedet vil være bedre, hvis den herboende selv er i arbejde og har været det igennem en periode.
Selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, er således begrundet i et tvingende alment hensyn, dvs. både hensynet til de offentlige finanser og vellykket integration.
Selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, går - generelt - ikke videre end, hvad der er nødvendigt for at varetage hensynet til de offentlige finanser og vellykket integration.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse også til Østre Landsrets dom af 14. januar 2022, hvor Østre Landsret fandt, at selvforsørgelseskravet ikke kan anses for at gå videre end nødvendigt, da det følger af udlændingelovens § 9, stk. 5, og forarbejderne hertil, at ansøgere efter en individuel vurdering kan undtages fra kravet, herunder navnlig såfremt den herboende ægtefælle som følge af handicap ikke har kunnet opfylde selvforsørgelseskravet.
Udlændingenævnet har derefter taget stilling til, hvorvidt selvforsørgelseskravet i det konkrete tilfælde går videre end, hvad der er nødvendigt for at opnå målet om ikke at lægge de offentlige finanser til last samt vellykket integration.
Det er Udlændingenævnets opfattelse, efter en fornyet vurdering af sagen, at der i den konkrete sag er individuelle forhold, som taler for, at selvforsørgelseskravet går videre end, hvad der er nødvendigt for at varetage hensynet til de offentlige finanser og vellykket integration.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [referencen] har haft opholdstilladelse i Danmark siden februar 2000, og at det af e-Indkomstregistret fremgår, at [referencen] i perioden fra januar 2014 til dags dato har været i beskæftigelse i Danmark, undtagen i perioden fra ultimo marts 2020 til ultimo maj 2020, hvor [referencen] har modtaget kontanthjælp. Udlændingenævnet bemærker hertil, at oplysninger i e-Indkomstregistret alene går 10 år tilbage i tid.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af den til sagen indsendte oversigt over [referencens] indbetalinger til ATP Livslang Pension, at [referencen] i perioden fra januar 2001 til oktober 2020 har betalt fuld sats i 82 måneder, dvs. knap 7 år.
Det er desuden indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen er oplyst, at [referencen] alene modtog kontanthjælp i perioden fra ultimo marts 2020 til ultimo maj 2020, idet [referencens] arbejdsplads grundet den ekstraordinære situation i forbindelse med Covid-19 var nødt til for en kort periode at afskedige [referencen].
Efter en samlet afvejning af sagens omstændigheder er det således Udlændingenævnets vurdering, at hensynet til navnlig de offentlige finanser – i lyset af associeringsaftalekomplekset – ikke i den konkrete sag kan begrunde, at selvforsørgelseskravet skal stilles over for [referencen].
Udlændingenævnet bemærker, at karensperioden i udlændingelovens § 9, stk. 5, på 3 år for modtagelse af offentlige ydelser er udløbet, da [referencen] senest modtog kontanthjælp ultimo maj 2020, hvorfor [ansøgerens] genoptagne familiesammenføringssag allerede på den baggrund ville skulle omgøres, når Udlændingenævnet nu har fundet anledning til at genoptage Udlændingenævnets afgørelse af juli 2022.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen tager stilling til, om [ansøgeren] og [referencen] opfylder de øvrige betingelser for meddelelse af opholdstilladelse i Danmark til [ansøgeren]. Udlændingestyrelsen skal i den forbindelse også foretage en vurdering af, om de øvrige betingelser for familiesammenføring – i lyset af de hensyn, der ligger bag disse betingelser – i den konkrete sag er forenelige med associeringsaftalekomplekset. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling dertil.
[Ansøgeren] vil således modtage en ny afgørelse fra Udlændingestyrelsen vedrørende [ansøgerens] familiesammenføringssag. -
Udlændingenævnets afgørelse af 9. februar 2024 – administrativ udvisning - ulovligt arbejde - klage over indrejseforbud
Dato: 09-02-2024
Udlændingenævnets afgørelse af 19. februar 2024 – administrativ udvisning med indrejseforbud i 2 år – ulovligt arbejde
Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en nigeriansk statsborger med opholdstilladelse i Frankrig med et indrejseforbud i 2 år i medfør af Udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1 og § 32, stk. 4, nr. 1.
Sagens faktiske omstændigheder:
Klageren blev i september 2023 antruffet af politiet på en adresse i Danmark, hvor klageren blev observeret i færd med at flytte kasser fra vejkanten og ind i en restaurant og ikke var i besiddelse af en opholds- og arbejdstilladelse. Klager erkendte de faktiske omstændigheder, men nægtede at have arbejdet ulovligt. Klageren blev herefter anholdt og sigtet for ulovligt arbejde og modtog en udenretlig bøde.
Udlændingestyrelsens afgørelse
”[Udlændingestyrelsen] har lagt til grund, at du er statsborger i Nigeria, at du har opholdstilladelse i Frankrig, og at du i [efterår] 2023 blev antruffet og anholdt for ulovligt arbejde, idet du ved anholdelsen var i færd med at flytte, i flere omgange, kasser fra vejen og ind i restauranten.
[Udlændingestyrelsen] vurderer således, at du har arbejdet ulovligt i Danmark, idet du som statsborger i Nigeria ikke kan arbejde i Danmark uden forudgående at være meddelt tilladelse hertil. Det forhold, at du har opholdstilladelse i Frankrig, giver dig ikke ret til at arbejde i Danmark.
[Udlændingestyrelsen] har samtidig vurderet, at der i sagen ikke er oplyst om forhold som nævnt i udlændingelovens § 26, der kan føre til, at en afgørelse om udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.
[Udlændingestyrelsen] finder herudover, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler herfor.
[Udlændingestyrelsen] finder endvidere, at der ikke er grundlag for at fastsætte indrejseforbuddet for en kortere periode end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2, idet der ikke er oplyst om ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger, der taler herfor.”
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse af [efterår] 2023 af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at udlændinge som ikke har haft lovligt ophold her i landet i en længere tid end de sidste 6 måneder, kan udvises, hvis der efter det, som er oplyst om udlændingens forhold, er grund til at antage, at udlændingen vil tage ophold eller arbejde her i landet uden fornøden tilladelse, jf. afsnittet retsregler ovenfor.
Det til støtte for klagen anførte om, at klageren ikke har arbejdet ulovligt, da episoden, hvor klageren blev anholdt, har tilfældighedens karakter, at klager blot tilbød sin hjælp, da klageren kom forbi restauranten, at der ikke var tale om aflønning med mad, men blot at klageren ved tidligere lejligheder havde fået gratis mad på restauranten, kan ikke føre til anden vurdering.
Udlændingenævnet henviser til, at udlændinge efter udlændingelovens § 13, stk. 1, skal have arbejdstilladelse for at tage både lønnet og ulønnet beskæftigelse.
Udlændingenævnet henviser endvidere til, at der kan ske udvisning for ulovligt arbejde, hvis der er grund til antage, at udlændingen vil tage arbejde her i landet uden fornøden tilladelse, jf. afsnittet retsregler ovenfor.
Udlændingenævnet har lagt på, at det er en aktivitets faktiske karakter og ikke det forhold, om der er tale om en vennetjeneste, der er afgørende for vurderingen af, hvorvidt der er tale om arbejde.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at klager blev observeret, imens klageren hjalp med at bære varer ind i restauranten.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at det fremgår af politirapporten, at klageren i forbindelse med anholdelsen til politiet har oplyst, at hvis klageren hjalp medarbejderen på restauranten med at bære varer, ville klager få gratis mad. En medarbejder på restauranten har til politiet oplyst, at klageren ofte spiste gratis på restauranten, idet klageren hjalp med at bære varer ind.
I forbindelse med den efterfølgende afhøring af samme medarbejder har denne derimod oplyst, at klageren jævnligt kom forbi restauranten, hvor de lod klager spise uden betaling, og klager ønskede at hjælpe med at bære varerne som tak for den gratis mad, klageren havde modtaget. Medarbejderen har til politiet oplyst, at det kun er denne ene gang, at klageren har hjulpet til i restauranten.
I forbindelse med afhøringen af klageren har denne - i modstrid med ovenstående oplysninger afgivet i forbindelse med anholdelsen - oplyst, at klageren kom forbi restauranten, hvor klageren havde set medarbejderen flytte en masse kasser i butikken, og klageren havde set medarbejderen flere gange, når klager havde spist i restauranten. Klageren hjalp medarbejderen med kasserne, da det var normalt i Afrika at hjælpe med den slags tjeneste.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det på baggrund af ovennævnte oplysninger ikke ses sandsynliggjort, at episoden, hvor klager blev anholdt, havde karakter af tilfældighed, men derimod at klager flere gange havde spist gratis på restauranten, og at klager som oplyst i forbindelse med anholdelse ville få gratis mad, hvis klager hjalp med at bære varer,
Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det ikke er afgørelse for vurderingen af, om der er tale om arbejde, at der er udbetalt løn.
Det forhold, at klageren ikke erkender at have arbejdet ulovligt, kan ikke føre til ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærker, at det ikke har afgørende betydning, om en udlænding erkender det ulovlige arbejde, men at det kan indgå i vurderingen.
Med henvisning til overstående findes det, at klageren har udført en aktivitet, som må betegnes som arbejde, som kræver en arbejdstilladelse, og at der ikke er tale om en tjeneste ydet, da klageren tilfældigt kom forbi.
Udlændingenævnet har supplerende til Udlændingestyrelsens vurdering af, om udvisning må antages at virke særligt belastende for klager, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, lagt vægt på at klageren er statsborger i Nigeria og har opholdstilladelse i Frankrig, at klageren ikke har haft et længerevarende lovligt ophold i Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om væsentlig tilknytning til Danmark eller det danske samfund i form af herboende familie, lovlig beskæftigelse, eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for klager.
Udlændingenævnet vurderer endelig, at der med henvisning til ovenstående ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud eller at indrejseforbuddet skulle have været fastsat for mindre end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3 og 5, idet der ikke er oplyst om sådanne særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, akut opstået sygdom eller andre konkrete grunde, der taler herfor.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 8. februar 2024 – Ganske særlige grunde – Anden familie
Dato: 08-02-2024
Udlændingenævnets afgørelse af 8. februar 2024 – Ganske særlige grunde – Anden familie
I februar 2024 omgjorde Udlændingenævnet delvist Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Afghanistan.
Sagens faktiske omstændigheder:
Udlændingestyrelsen meddelte i november 2023 ansøgeren afslag på familiesammenføring til sin herboende bror under henvisning til, at der ikke var ganske særlige grunde, som talte for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnets afgørelse:
Udlændingenævnet ændrer delvist Udlændingestyrelsens afgørelse.
Udlændingenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse, for så vidt angår udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Du kan læse nærmere om Udlændingenævnets begrundelse herfor sidst i afgørelsen.
Udlændingenævnet ændrer imidlertid Udlændingestyrelsens afgørelse, for så vidt angår udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Vedrørende udlændingelovens § 9 c, stk. 1
Udlændingenævnet vurderer, at [ansøgeren] ikke bør meddeles afslag på opholdstilladelse i Danmark under henvisning til, at der ikke er ganske særlige grunde, som taler for at meddele hende opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt afgørende vægt på, at [ansøgeren] fra sin fødsel til august 2021 har været en del af [referencens] husstand, og at familielivet alene blev ufrivilligt afbrudt i august 2021 som konsekvens af Talibans magtovertagelse i Afghanistan og den dertil markant forværrede sikkerhedssituation, der medførte, at [referencen] og dennes husstand blev evakueret med henvisning til den særlige ordning for truede afghanske lokalansatte med dansk tilknytning, hvorefter lokalansatte ved ambassaden i Kabul, ambassadens og Forsvarets tidligere lokalansatte, særligt udsatte NGO-medarbejdere og et antal lokalansatte ved NATO, EU og FN samt de pågældendes nærmeste familie blev tilbudt evakuering til Danmark.
Udlændingenævnet har i forlængelse heraf lagt betydelig vægt på, at [ansøgerens mor og lillesøster], som også altid har været en del af [referencens] husstand, i august 2021 blev evakueret fra Afghanistan til Danmark sammen med [referencen], hans kone og børn, hvorfor alle medlemmer af [ansøgerens] husstand opholder sig i Danmark. Udlændingenævnet har i den forbindelse også lagt vægt på, at [referencen], [ansøgerens mor og lillesøster] siden februar 2023 har haft opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som konventionsflygtninge fra Afghanistan, hvorfor familielivet mellem [ansøgeren] og medlemmerne af hendes husstand, herunder [referencen, ansøgerens mor og lillesøster], vil blive ufrivilligt afbrudt på ubestemt tid, hvis [ansøgeren] ikke meddeles opholdstilladelse i Danmark, idet de ikke kan henvises til at udøve familielivet i Afghanistan.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at [referencen] gennem hele forløbet har tilkendegivet, at [ansøgeren] er hans yngre søster, og at han ønsker en genforening med hende i Danmark. Udlændingenævnet henviser bl.a. til referatet fra Udlændingestyrelsens samtale med [referencen], som blev afholdt i september 2021, kort tid efter evakueringen til Danmark.
Udlændingenævnet har ligeledes lagt vægt på, at [referencen] i januar 2022 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark efter § 1, stk. 1, nr. 2, i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået danske myndigheder m.v., og at [referencen] i umiddelbar forlængelse heraf i marts 2022 søgte om opholdstilladelse i Danmark på vegne af [ansøgeren].
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en samlet, konkret og individuel vurdering, at der er ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, som taler for at meddele [ansøgeren] opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, såfremt slægtskab kan dokumenteres.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen indledningsvist iværksætter DNA-undersøgelser til brug for fastlæggelse af slægtskab mellem [ansøgeren] og [referencen], samt mellem [ansøgeren] og [ansøgerens mor] og, såfremt slægtskabet bekræftes, udsteder en opholdstilladelse til [ansøgeren] efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
[Ansøgeren] vil således modtage en ny afgørelse fra Udlændingestyrelsen.
Vedrørende udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3
Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af november 2023 af de grunde, som styrelsen har anført.
[Ansøgeren] kan derfor ikke få opholdstilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, idet hun var 18 år på tidspunktet, hvor [referencen] opfyldte bestemmelsens krav om rette opholdsgrundlag.
Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse, for så vidt angår udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 8. februar 2024 – fremmedpas – afslag – inddragelse
Dato: 08-02-2024
Udlændingenævnets afgørelse af 8. februar 2024 – fremmedpas – afslag – inddragelse
Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Irak, som fik sit fremmedpas inddraget, da grundlaget for udstedelsen af hans fremmedpas var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 39 a, stk. 4.
Sagens faktiske omstændigheder
Klageren, der var en mindreårig dreng, fik i juli 2021 udstedt et fremmedpas med gyldighed til februar 2024. I maj 2023 henvendte klageren sig personligt i Udlændingestyrelsens borgerservice sammen med sin mor og oplyste, at han havde fået udstedt et nationalitetspas og deponerede derfor sit fremmedpas.
I oktober 2023 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om inddragelse af fremmedpasset, idet klageren var i besiddelse af et irakisk nationalitetspas og grundlaget for udstedelsen af fremmedpas var dermed bortfaldet, jf. udlændingelovens § 39 a, stk. 4.
Følgende fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse:
” Fordi du har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, er det en betingelse for at du må have et fremmedpas, at du ikke kan få et nationalitetspas, jf. udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 3. Det følger endvidere af udlændingelovens § 39 a, stk. 4, at Udlændingestyrelsen kan inddrage særlig rejselegitimation udstedt til en udlænding, når grundlaget for udstedelsen er bortfaldet.
Vi har ved afgørelsen lagt vægt på de oplysninger, vi har fået fra politiet, som dokumenterer, at du både er i besiddelse af et fremmedpas og et nationalitetspas.
Vi inddrager derfor dit fremmedpas, jf. udlændingelovens § 39 a, stk. 4, da grundlaget for udstedelsen af dit fremmedpas er bortfaldet. Du opfylder derfor ikke længere kravet om at kunne dokumentere, at du ikke kan få udstedt et nationalitetspas, jf. udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 3.
Vi vurderer endvidere, at der ikke foreligger særlige grunde, der taler for, at du kan beholde dit fremmedpas, jf. udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 4.
Dit fremmedpas er i dag blevet spærret i alle registre og kan derfor ikke længere bruges til at rejse med.”
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af […] oktober 2023 af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen. [Klagerens] fremmedpas er således inddraget, da grundlaget for udstedelsen af hans fremmedpas er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 39 a, stk. 4.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [klageren] har opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført barn, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, at han i 2021 fik udstedt fremmedpas efter udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 3, idet han ikke kunne få udstedt nationalitetspas, og at [klageren] nu har fremlagt dokumentation for, at han har fået udstedt et irakisk nationalitetspas, der er gyldig i perioden fra den […] juli 2022 til den […] juli 2026.
Det til støtte for klagen anførte om, at sagsbehandlingstiden af [klagerens mors] sag om forlængelse af opholdstilladelse var lang, at [hendes] børns pas udløb, at [hun] derfor søgte om irakiske nationalitetspas til [sine] børn, og at [hun] af egen vilje deponerede [klagerens] fremmedpas, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at disse forhold ikke har relevans i vurderingen af, om [klageren] kan beholde sit fremmedpas.
Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 8. februar 2024 – Inddragelse – Krav om bestået danskprøve på A1-niveau i forhold til associeringsaftalekomplekset (EU´s Associeringsaftale med Tyrkiet)
Dato: 08-02-2024Udlændingenævnets afgørelse af 8. februar 2024 – Inddragelse – Krav om bestået danskprøve på A1-niveau i forhold til associeringsaftalekomplekset (EU´s Associeringsaftale med Tyrkiet)
I oktober 2022 stadfæstede Udlændingenævnet Udlændingestyrelses afgørelse om inddragelse af en tyrkisk statsborgers opholdstilladelse, da klageren ikke havde bestået en Prøve i Dansk på A1-niveau senest 6 måneder fra tidspunktet for klagerens tilmelding til folkeregisteret.
Sagens faktiske omstændigheder:
Udlændingestyrelsen inddrog i marts 2020 klagerens opholdstilladelse som familiesammenført til sin herboende ægtefælle, som er økonomisk aktiv tyrkisk statsborger under henvisning til, at klageren ikke havde bestået en Prøve i Dansk på A1-niveau senest 6 måneder fra tidspunktet for klagerens tilmelding til folkeregisteret. I oktober 2022 stadfæstede Udlændingenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af opholdstilladelsen. I december 2022 modtog Udlændingenævnet en anmodning om genoptagelse af Udlændingenævnets afgørelse af oktober 2022 om inddragelse af opholdstilladelse med henvisning til den herboendes status som økonomisk aktiv tyrkisk statsborger og Associeringsaftalekomplekset.
Vedrørende klagerens inddragelsessag
I december 2022 har [partsrepræsentanten] på vegne af [klageren] anmodet om genoptagelse af Udlændingenævnets afgørelse af oktober 2022, hvorved [klagerens] opholdstilladelse som familiesammenført til [klagerens] ægtefælle blev inddraget.
Udlændingenævnet finder ikke grundlag for at genoptage inddragelsessagen.
Udlændingenævnet finder, at der ikke er anført nye, væsentlige oplysninger, som kan føre til en ændret vurdering af sagen.
Udlændingenævnet vurderer forsat, at [klageren] på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse af marts 2020 ikke havde opnået rettigheder efter Associeringsaftalen.
Udlændingenævnet finder indledningsvist, at vurderingen om inddragelse af [klagerens] opholdstilladelse med rette ikke er foretaget efter de tidligere gældende lempelige nationale regler som følge af stand still-klausulens artikel 13.
Udlændingenævnet har herved lagt afgørende vægt på, at [klageren] først er blevet økonomisk aktiv efter tidspunktet for Udlændingestyrelsens inddragelse af [klagerens] opholdstilladelse. Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at [klageren] i marts 2020 fik inddraget sin opholdstilladelse, da [klageren] ikke havde bestået en Prøve i Dansk på A1-niveau inden for fristen, at [klageren] i marts 2020 blev meddelt opsættende virkning under Udlændingenævnets behandling af sagen, og at det fremgår af eIndkomst, at [klageren] fra september 2020 til maj 2022 har været i beskæftigelse hos [virksomhed A], og at [klageren] fra juni 2022 til februar 2023 har været i beskæftigelse hos [virksomhed B].
Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at det følger af EU-Domstolens afgørelse i sag C-237/91, Kus mod Tyskland, præmis 12-18, at udtrykket ”lovlig beskæftigelse” ikke omfatter en periode, hvor en tyrkisk arbejdstager er meddelt opsættende virkning ved prøvelse af en afgørelse om nægtelse af forlængelse eller inddragelse, da det ikke er endeligt fastslået om, vedkommende har haft opholdsret efter loven.
Udlændingenævnet har således vurderet, at [klageren] ikke var i lovlig beskæftigelse på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, som er en forudsætning for at være omfattet af stand still-klausulen i artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 og dermed de lempelige regler ved inddragelse af familiesammenførte tyrkiske statsborgers opholdstilladelse efter 2 års lovligt ophold.
Udlændingenævnet vurderer på baggrund af ovenstående, at [klageren] ligeledes på Udlændingestyrelsens afgørelsestidspunkt ikke havde opnået rettigheder som tyrkisk arbejdstager efter Associeringsaftalens artikel 6, da perioden for [klagerens] beskæftigelse, der tidsmæssigt ligger efter tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af [klagerens] opholdstilladelse, som anført ovenfor, ikke var lovlig beskæftigelse, uagtet at [klageren] isoleret set måtte opfylde kravet om at være i beskæftigelse hos samme arbejdsgiver i 1 år.
Det forhold, at der til støtte for anmodningen er anført, at EU-Domstolen i sag C-279/21, X mod Udlændingenævnet, har fastslået, at danskkravet til familiesammenførte tyrkiske statsborgere i forbindelse med en førstegangsansøgning, udgør en ulovlig ny begrænsning i forhold til stand still-klausulen og ikke er proportional med formålet om at sikre en vellykket integration af en ansøger, kan heller ikke føre til en ændret vurdering.
EU-Domstolens dom af 22. december 2022 i sag C-279/21, X mod Udlændingenævnet, kan efter Udlændingenævnets opfattelse i kraft af de principper, der kan udledes af præmisserne, ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet finder endvidere, at udlændingelovens § 9, stk. 33, opfylder restriktionstesten i stand still-klausulens artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 i overensstemmelse med EU-Domstolens praksis og i lyset af bemærkningerne til bestemmelsen i udlændingeloven.
Udlændingenævnet har således supplerende foretaget en vurdering af, om bestemmelsen i udlændingelovens § 9, stk. 33, vedrørende kravet om danskprøve på A1-niveau, der stilles over for familiesammenførte udlændinge som betingelse for fortsat ret til opholdstilladelse, i denne konkrete sag kan anses for proportionalt.
Udlændingenævnet skal i den forbindelse henvise til, at det fremgår af de almindelige bemærkninger til bestemmelsen (Lovforslag nr. L 140 af 2. marts 2012 om ændring af udlændingeloven), at hensigten bag bestemmelsen er, at de udlændinge, der kommer her til landet som ægtefælle-sammenført, bliver godt integreret, og at der derfor skal stilles krav om en aktiv indsats for egen integration. Udlændinge, der ægtefællesammenføres her i landet, skal derfor have klare og enkle incitamenter til – når de er meddelt opholdstilladelse – løbende og målrettet at opnå kendskab til det danske sprog og dermed opnå et godt grundlag for deres integration i det danske samfund.
Af de almindelige bemærkninger til bestemmelsen afsnit 7.1.2. fremgår endvidere, at stand still-klausulens artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 i forhold til inddragelse og nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse for tyrkiske statsborgere, som i Danmark er arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende eller tjenesteydere, ikke må opstilles nye begrænsninger efter stand still-klausulernes ikrafttræden eller i forhold til en senere indført lempelse. Dette gælder uanset grundlaget for den oprindelige opholdstilladelse.
Dette betyder, at der ikke vil kunne stilles krav om bestået danskprøve som betingelse for fortsat ophold for en tyrkisk statsborger, der er indrejst med opholdstilladelse som familiesammenført, og som efterfølgende i Danmark er blevet økonomisk aktiv som arbejdstager, selvstændig erhvervsdrivende eller tjenesteyder. Det er i den forbindelse uden betydning, om den herboende ægtefælle er tyrkisk statsborger, og om den herboende er økonomisk aktiv.
I nærværende sag har [klageren] forud for inddragelsen af [klagerens] opholdstilladelse på intet tidspunkt været økonomisk aktiv. Udlændingenævnet har på den baggrund således vurderet, at kravet om bestået danskprøve på A1-niveau som betingelse for [klagerens] fortsatte ophold i Danmark kunne stilles, uagtet at [klagerens] ægtefælle var økonomisk aktiv tyrkisk statsborger.
Udlændingenævnet finder endvidere, at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 33 (krav om danskprøve på A1-niveau), udgør en ny restriktion omfattet af stand still-klausulen i artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, men at denne er begrundet i et tvingende alment hensyn og er egnet til at sikre virkeliggørelsen af det forfulgte lovlige formål og generelt ikke går videre end, hvad der er nødvendigt for at opnå formålet, nemlig hensynet til at sikre at en familiesammenført udlænding bliver godt integreret i danske samfund, jf. bl.a. præmis 40 i sag Demir, C-225/12, og præmis 51 i Genc, C-561/14.
Udlændingenævnet har herefter taget stilling til, hvorvidt danskprøvekravet i det konkrete tilfælde går videre end, hvad der er nødvendigt for at opnå målet om vellykket integration
Det er Udlændingenævnets opfattelse, at der i den konkrete sag ikke er individuelle forhold, som taler for, at danskprøvekravet går videre end, hvad der er nødvendigt for at varetage hensynet om vellykket integration.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [klageren] i april 2019 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, at [klageren] blev tilmeldt Det Centrale Personregister i april 2019, at fristen for at bestå danskprøve på A1-niveau var i oktober 2019, og at [klageren] først bestod danskprøve på A1-niveau efter fristens udløb.
Udlændingenævnet har endvidere lagt på, at det af eIndkomst fremgår, at [klageren] kom i beskæftigelse 1 år og 6 måneder efter [klageren] blev meddelt opholdstilladelse, og at [klageren] sammenlagt har været i beskæftigelse i sammenlagt i ca. 2 år, og at beskæftigelsen er udøvet under Udlændingenævnets behandling af klagesagen og efter en fastsat udrejsefrist, idet Udlændingenævnet konstaterer, at nævnet pålagde [klageren] at udrejse senest primo november 2022.
Udlændingenævnet har i forbindelse med proportionalitetsvurderingen herudover lagt betydelig vægt på, at [klageren] ikke er afskåret fra på ny at indgive en ansøgning om familiesammenføring fra sit hjemland.
Det forhold, at der i forbindelse med genoptagelsesanmodningen er indsendt bevis for Prøve i Dansk 1, er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets proportionalitetsvurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det udtrykkeligt fremgik af [klagerens] opholdstilladelse, hvilke betingelser, der løbende skulle være opfyldt. Udlændingenævnet bemærker, at den beståede danskprøve kan danne grundlag for en ny ansøgning om opholdstilladelse, og at [klageren] således har mulighed for at søge om familiesammenføring på ny fra sit hjemland.
Udlændingenævnet vurderer på ovenstående baggrund, at der ikke i anmodningen om genoptagelse er oplyst om sådanne nye oplysninger af væsentlig betydning for sagen, at der er en vis sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet resultat, hvis oplysningerne havde foreligget ved den oprindelige afgørelse i sagen, og hvis Udlændingenævnet på det oprindelige afgørelses-tidspunkt havde foretaget en vurdering efter stand still-klausulen i artikel 13.
Udlændingenævnet kan således fortsat henholde sig til nævnets afgørelse oktober 2022.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 20.12.2023 – nedsættelse af kontante ydelser – tålt ophold
Dato: 07-02-2024Udlændingenævnet omgjorde i december 2023 Hjemrejsestyrelsens afgørelse vedrørende en syrisk statsborger, som havde fået nedsat sine kontante ydelser med et beløb svarende til én dags udbetaling på baggrund af overtrædelse af sin opholds- og underretningspligt.
Sagens faktiske omstændigheder:
Klageren blev meddelt opholdstilladelse af Udlændingestyrelsen i 2014. Opholdstilladelsen blev i 2019 forlænget af Udlændingestyrelsen. Klageren blev i 2021 udvist ved dom, hvorefter Hjemrejsestyrelsen i 2022 traf afgørelse om kontrolforpligtigelser, herunder opholds- og underretningspligt. Klageren kom ved Flygtningenævnets beslutning i 2022 på tålt ophold. Klageren havde på den baggrund ikke lovligt ophold i Danmark på tidspunktet for Hjemrejsestyrelsens afgørelse.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre Hjemrejsestyrelsens afgørelse af ultimo september 2022. Udlændingenævnet finder, at det af sagens oplysninger ikke ses godtgjort, eller på en anden måde sandsynliggjort, at Hjemrejsestyrelsen i forbindelse med behandlingen af sagen, hvorved klageren ikke skulle opholde sig på et udrejsecenter i en periode på én dag primo september 2022, oplyste klageren om, at det var en præmis for det lovlige fravær, at klageren skulle overnatte på et andet center.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en samlet vurdering af sagens oplysninger, at klagerens kontante ydelse ikke skal nedsættes med én dag.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, Hjemrejsestyrelsen i afgørelsen af ultimo september 2022 har lagt til grund, at det var en præmis for aftalen om det lovlige fravær i perioden på én dag primo september 2022, at klageren skulle overnatte på et andet center, hvilket styrelsen i deres høringssvar af medio november 2023 ligeledes henviste til, men at det imidlertid ikke ses af sagens oplysninger, at klageren er blevet oplyst om denne præmis. Udlændingenævnet kan således ikke lægge til grund, at det var klageren påregneligt, hvilken konsekvens klagerens manglende overnatning på det andet center kunne få.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at Udlændingestyrelsen primo november 2023 på vegne af Udlændingenævnet foretog en høring af Hjemrejsestyrelsen, hvorved styrelsen blandt andet blev anmodet om at oplyse, hvilken præmis i aftalen med Kriminalforsorgen, Hjemrejsestyrelsens opsøgende enhed og klageren, der henvises til i afgørelsen af ultimo september 2022. Udlændingenævnet modtog medio november 2023 Hjemrejsestyrelsens høringssvar, hvoraf det blandt andet fremgår, at styrelsen i afgørelsen af ultimo september 2022 fejlagtigt har angivet, at klageren havde indgået en aftale med Kriminalforsorgen og Hjemrejsestyrelsens opsøgende enhed om at overnatte på et andet center, og at styrelsen i afgørelsen rettelig skulle have henvist til, at aftalen er indgået mellem Kriminalforsorgen og klageren. Det fremgår endvidere af høringssvaret, at Kriminalforsorgen kan booke overnatning til udlændinge indkvarteret på et udrejsecenter i forbindelse med møder med f.eks. udlændingens advokat på Sjælland, og at præmissen for det lovlige fravær er, at pågældende reelt overnatter på et andet center. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at Kriminalforsorgen primo december 2023 over for Udlændingenævnet har oplyst, at Kriminalforsorgen ikke har kompetence til at meddele en udlænding, der opholder sig på et udrejsecenter, lovligt fravær i relation til dennes melde- og opholdspligt.
Udlændingenævnet finder, under henvisning til at det ikke fremgår af sagens oplysninger, at klageren er blevet oplyst om, hvilken konsekvens manglende overnatning på det andet center kunne få, og at det alene i Hjemrejsestyrelsens afgørelse af ultimo september 2022 og styrelsens høringssvar af medio november 2023 ses at være nævnt en sådan præmis for det lovlige fravær, at der ikke skal ske nedsættelse i klagerens kontante ydelser. Udlændingenævnet kan således ikke lægge til grund, at Hjemrejsestyrelsen, i forbindelse med den aftale der angiveligt skulle have været indgået vedrørende klagerens fravær fra udrejsecenteret i perioden på én dag primo september 2022 grundet fremmøde i Flygtningenævnet primo september 2022, har overholdt sin oplysnings- og vejledningspligt.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede omstændigheder, at klageren ikke skulle have nedsat sine kontante ydelser med én dag efter udlændingelovens § 42 a, stk. 11, nr. 3 og 5.”
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet