Praksis
Søg direkte i afgørelserne
-
Udlændingenævnets afgørelse af 25. juni 2024 – Udvisning – Kriminalitet – Indrejseforbud – Unionsborger
Dato: 24-06-2024bevægelighed som EU-statsborger. Udvisningen med indrejseforbud er derfor ikke uforenelig med EU-reglerne og anses som proportional af hensyn til den offentlige orden.
Udlændingenævnet har herved – ligesom Udlændingestyrelsen – lagt vægt på, at der er tale om flere forhold begået på samme dag, at [klageren] blev tilbageholdt efter at have begået det første tyveriforhold, hvorefter [hun] begik yderligere to tyverier, og at [hun] tidligere er kendt for berigelseskriminalitet.
Udlændingenævnet har supplerende til Udlændingestyrelsens vurdering af, hvorvidt der foreligger sådanne omstændigheder, at udvisningen må antages at virke særligt belastende for [klageren], jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, lagt vægt på, at [klageren] er statsborger i Rumænien, at [hun] ikke har haft et længerevarende lovligt ophold i Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8, eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for [klageren].
Det er indgået i denne vurdering, at [klageren] har en partner […], samt et mindreårigt barn, […], der begge har opholdstilladelser i Danmark, og at [klageren], efter det til sagen oplyste, antages at have født et barn i starten af indeværende år. Dette kan imidlertid ikke føre til en anden vurdering, da EMRK artikel 8, om retten til familieliv, ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, hvor de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv, og at der i sagen ikke foreligger oplysninger om, at [klageren], [klagerens partner] og [deres] fællesbørn ikke ville kunne udøve familielivet i Rumænien, hvor [de] alle er statsborgere, ligesom der ikke foreligger oplysninger om, at [klagerens] partner ikke vil kunne besøge [hende] i Rumænien, så længe indrejseforbuddet er gældende.
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at [klageren] til politiet har oplyst, at [deres] ældste fællesbarn altid har boet sammen med [klageren], og at det således ud fra dine oplysninger til politiet antages, at barnet vil følge med [klageren] til Rumænien.
[…]” -
Udlændingenævnets afgørelse af 24. juni 2024 – Schengenvisum – Ej retsgyldigt ægteskab
Dato: 24-06-2024Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på visum til en statsborger fra Senegal.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indgav i november 2023 en ansøgning om visum til Danmark for at besøge sin ægtefælle. Ansøgeren og referencen var blevet gift i Senegal i 2021. I forbindelse med ansøgningen om visum oplyste ansøgeren, at hun ikke var til stede ved vielsen. Der forelå heller ikke dokumentation for, at referencen var personligt til stede ved vielsen, og begge underskrifter manglede på ægteskabskontrakten.
Følgende fremgik bl.a. af Udlændingestyrelsens afgørelse:
”[…]
Vi vurderer, at der er en risiko for, at du ikke rejser hjem igen, hvis du får visum.
Vi har ved afgørelsen lagt vægt på, at du er statsborger i Senegal, der for tiden er placeret i hovedgruppe 4, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 4 og bilag 2. Det gælder for statsborgere fra denne hovedgruppe, at der som udgangspunkt bl.a. kan gives visum til ansøgere, der skal besøge en ægtefælle i Danmark. Du har dog ikke været i stand til at dokumentere, at dit ægteskab er formelt og korrekt indgået i Senegal. Vi kan derfor ikke lægge til grund, at du og [referencen] er ægtefæller.
I Danmark anerkendes et udenlandsk ægteskab, hvis det er indgået i overensstemmelse med reglerne i det land, hvor ægteskabet er indgået, og hvis forholdene omkring ægteskabets indgåelse ikke strider mod grundlæggende danske retsprincipper (dansk ordre public). Det vil blandt andet stride mod grundlæggende danske retsprincipper, hvis ikke begge parter var til stede ved ægteskabets indgåelse.
Vi har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af jeres ægteskabskontrakt, at I indgik ægteskab i Senegal i 2021, men at du har oplyst, at du ikke personligt var til stede ved vielsen. Vi har videre lagt vægt på, at jeres ægteskabskontrakt ikke er underskrevet af dig og [referencen], og at der til sagen ikke er vedlagt [referencens] passtempler, der viser at han var til stede ved vielsen, eller anden dokumentation for tilstedeværelsen.
Vi kan på den baggrund ikke lægge til grund, at du og [referencen] er ægtefæller i forbindelse med din visumansøgning.
Du er derfor ikke omfattet af den gruppe af statsborgere fra Senegal, der efter praksis som udgangspunkt kan få visum til Danmark.”
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af […] december 2023 af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet frem til samme resultat som Udlændingestyrelsen, idet Udlændingenævnet finder, at [ansøgeren] og [referencen] ikke har indgået et retsgyldigt ægteskab, og at [ansøgeren] derfor ikke er omfattet af gruppen af personer fra Senegal, der som udgangspunkt kan få Schengenvisum til Danmark.
Det forhold, at det er normalt i [ansøgerens og referencens] kultur, at der er nogle måneder, hvor man ikke kan blive gift, og at [parret] ved ægteskabskontrakten begge var tilstede, og der ikke blev spurgt om underskrifter, kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har lagt vægt på, at begge parter skal være fysisk til stede ved en vielse for, at ægteskabet kan anerkendes efter dansk ret. Det bemærkes i den forbindelse, at det er uden betydning, om ægteskabet betragtes som retsgyldigt i hjemlandet.
Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 20. juni 2024 – Visum – EU-regler
Dato: 20-06-2024Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på Schengenvisum til en statsborger fra Pakistan.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indgav i december 2023 en ansøgning om visum til Danmark for at besøge sin voksne søn, der opholdte sig i Danmark, og som er svensk statsborger. I forbindelse med ansøgningen om visum oplyste ansøgeren, at hun var økonomisk afhængig af sin søn, og at hun modtog et månedligt beløb i pension fra sin afdøde ægtefælle. Ansøgeren boede alene i Pakistan, uden erhvervsmæssig beskæftigelse og referencen var hendes eneste barn.
I januar 2024 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på visum efter EU-reglerne under henvisning til, at ansøgeren ikke havde dokumenteret eller godtgjort, at der forelå et reelt forsørgelsesforhold mellem ansøgeren og hendes søn, at det ville kunne føre til udstedelse af visum som familiemedlem til en unionsborger, der havde benyttet sin ret til fri bevægelighed.
Følgende fremgik bl.a. af Udlændingestyrelsens afgørelse:
”Vi har vurderet, at du ikke er berettiget til at få din ansøgning behandlet efter EU-reglerne […]
[…]
Uagtet, at [referencen] regelmæssigt overfører penge til dig, har vi vurderet, at du ikke er omfattet af EU-reglerne, idet vi ikke kan lægge til grund, at der foreligger et reelt forsørgelsesforhold, hvorved du har behov for materiel støtte fra [referencen] til at opfylde dine grundlæggende fornødenheder i hjemlandet.
Den omstændighed, at [referencen] måtte bidrage til din forsørgelse i hjemlandet, er efter vores vurdering ikke dokumentation for, at der består et reelt forsørgelsesforhold mellem jer.
Vi har i vores vurdering lagt vægt på, at du har oplyst til ambassaden, at du også modtager din afdøde ægtefælles pension.
Vi har derudover lagt vægt på, at du ikke har dokumenteret at være optaget i [referencens] husstand, ligesom du ikke har dokumenteret, at der er alvorlige helbredsmæssige grunde, der gør det nødvendigt, at [referencen] personligt plejer dig.
Vi bemærker hertil, at der ikke er fremlagt lægefaglig dokumentation for, at [referencen] er lægefagligt kvalificeret til at pleje dig personligt, eller at det i øvrigt er nødvendigt, at netop [referencen] personligt plejer dig.
Da vi således har vurderet at du ikke er omfattet af EU-reglerne, har vi herefter vurderet din ansøgning i lyset af de almindelige visumregler, der følger af visumkodeks og national praksis.
[…]
Vi vurderer, at der er en risiko for, at du ikke rejser hjem igen, hvis du får visum.
Vi har ved afgørelsen lagt vægt på, at du er statsborger i Pakistan, der for tiden er placeret i hovedgruppe 5, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 4 og bilag 2.
Ud fra en vurdering af de generelle forhold og kendte immigrationsmønstre i hjemlandene, gælder det for statsborgere fra denne hovedgruppe, at der som udgangspunkt kun gives visum, hvis der foreligger helt ekstraordinære omstændigheder hos ansøgeren eller et herboende nærtstående familiemedlem, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 6, fx i tilfælde af et herboende nærtstående familiemedlems livstruende sygdom.
Vi vurderer, at der ikke er nogen helt ekstraordinære omstændigheder i din sag, der gør, at du kan få visum.
Det kan ikke heller ikke føre til en ændret vurdering af sagen, at du i 2016 fik Schengenvisum til Sverige, da det ligger langt tilbage i tid.”
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af […] januar 2024 af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen, idet Udlændingenævnet finder, at [ansøgeren] ikke kan få Schengenvisum til Danmark på baggrund af EU-reglerne eller på baggrund af de nationale visumregler.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgeren] ikke er omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4-6, idet det ikke er tilstrækkelig dokumenteret eller godtgjort, at der er reelt forsørgelsesforhold mellem [ansøgeren] og [referencen], da det ikke er dokumenteret, at [ansøgeren] er optaget i [referencens] husstand, ligesom [hun] ikke har dokumenteret, at der er alvorlige helbredsmæssige grunde, der gør det nødvendigt, at [referencen] personligt plejer [hende].
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det i klagen er anført, at [ansøgerens] månedlige pensionsindtægt på ca. 200 DKK ikke er tilstrækkeligt til, at [hun] kan leve herfor, og at [hun] på denne baggrund er afhængig af økonomisk støtte fra [referencen].
Det forhold, at [referencen] fra […] januar 2020 til […] oktober 2023 månedligt har overført forskellige beløb til [ansøgeren], udgør ikke dokumentation for, at der foreligger et konkret forsørgelsesbehov, og at det er [ansøgerens] søn, der dækker [hendes] grundlæggende fornødenheder.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at beløbene i perioden fra januar 2020 til oktober 2023 er af mindre beløbsmæssig størrelse. Udlændingenævnet finder på baggrund af dette, at der ikke har været tale om regelmæssige pengeoverførelser, som indikerer et afhængighedsforhold, og at overførelserne kun har dækket en begrænset periode.
Udlændingenævnet skal hertil bemærke, at det forhold, at [referencen] som unionsborger påtager sig at forsørge et eller flere familiemedlemmer, ikke i sig selv godtgør, at der foreligger et reelt forsørgelsesforhold, jf. sag C-1/05, Jia, præmis 43.
Udlændingenævnet kan på den baggrund ikke lægge til grund, at [ansøgeren] har et faktisk og reelt behov for at blive forsørget af [referencen] for at få dækket [sine] grundlæggende fornødenheder i Pakistan, idet det bemærkes, at det ikke er tilstrækkeligt, at [referencen] på eget initiativ påtager sig at støtte eller forsørge [ansøgeren].
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren] til ambassaden har oplyst, at [hun] også modtager [sin] afdøde ægtefælles pension, men at [hun] i forbindelse med klagen til Udlændingenævnet har erklæret, at [hun] ikke længere modtager pension fra [sin] tidligere ægtefælle med virkning fra februar 2024. Udlændingenævnet finder ikke, at dette kan ikke føre til et andet resultat, da der er tale om en egen-erklæring og ikke en erklæring, der er udfærdiget af en offentlig myndighed.
Det forhold, at pengene, som [ansøgeren] modtager fra [referencen], går til at betale [ansøgerens] husleje og dække [hendes] udgifter til lægelige behandlinger, kan ikke føre til en ændret vurdering, ligesom det ikke kan føre til en ændret vurdering, at [ansøgeren] lider af forskellige sygdomme.
Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke foreligger sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kan begrunde, at [ansøgeren] alligevel kan meddeles Schengenvisum til Danmark i medfør af visumbekendtgørelsens § 16, stk. 6, idet der ikke er oplyst om personlige eller helbredsmæssige forhold, som taler herfor.
Udlændingenævnet bemærker hertil, at helt ekstraordinære omstændigheder blandt andet ses at foreligge i tilfælde, hvor ansøgningen er indgivet med henblik på besøg hos et nærtstående familiemedlem, som lider af en livstruende sygdom, eller hvis ansøgeren skal deltage i et nært familiemedlems begravelse, jf. afsnittet retsregler.
Det forhold, at det fremgår af de lægelige dokumenter i sagen, at [ansøgeren] på grund af [sine] lidelser og alder har sværere ved at klare [sig] alene, finder Udlændingenævnet underbygger formodningen om, at [hun] ikke kun ønsker et kortvarigt ophold i Danmark.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 17. juni 2024 – Tidsubegrænset opholdstilladelse - Opholdskravet
Dato: 17-06-2024Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indrejste medio september 1991 i Danmark og udrejste af Danmark igen ultimo august 1997. Ultimo juli 2010 indrejste ansøgeren igen i Danmark og blev meddelt opholdstilladelse som familiesammenført til en dansk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren blev endvidere i december 2023 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, på baggrund af sin stærke tilknytning til Danmark. Ultimo december 2023 indgav ansøgeren en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse på det særlige ansøgningsskema for udlændinge med særlig stærk tilknytning til Danmark, og i marts 2023 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ansøgningen, idet ansøgeren ikke opfyldte kravet om at have boet lovligt her i landet uafbrudt i mindst 2 år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 14.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af marts 2024 om afslag på [ansøgerens] ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 11, stk. 14, jf. § 11, stk. 3, nr. 1, af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.
Udlændingenævnets har ved afgørelsen lagt vægt på, at [ansøgeren] i december 2023 blev meddelt opholdstilladelse på baggrund af sin danske afstamning, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og at [ansøgeren] derfor ikke opfylder den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 14, idet [ansøgeren] på nuværende tidspunkt kun har haft opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, som følge af [ansøgerens] stærke tilknytning til Danmark i ca. 6 måneder.
Den omstændighed, at det til støtte for klagen er anført, at [ansøgeren] har haft mere end 8 års lovligt ophold i Danmark og i øvrigt opfylder opholdskravet, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, hvorfor Udlændingestyrelsen har truffet en forkert afgørelse, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgeren] i december 2023 har indgivet sin ansøgning på baggrund af sin stærke tilknytning til Danmark, og at begge af [ansøgerens] forældre har haft dansk statsborgerskab fra fødslen.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det udtrykkeligt fremgår af [ansøgerens] opholdstilladelse meddelt i december 2023, at [ansøgeren] kan få tidsubegrænset opholdstilladelse, når [ansøgeren] har haft opholdstilladelsen i mindst 2 år. Udlændingenævnet konstaterer i den forbindelse også, at vejledningen på udlændingemyndighedernes hjemmeside www.nyidanmark.dk vejleder korrekt om betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse på baggrund af stærk tilknytning til Danmark, herunder at opholdsgrundlaget skal være udlændingelovens § 9 c.
Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at det udtrykkelig fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. retsreglerne ovenfor, at opholdstilladelsen skal være meddelt efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, for at der meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter de lempeligere regler i udlændingelovens § 11, stk. 14.
[Ansøgerens] opholdstilladelse meddelt på baggrund af ægteskab, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, kan således ikke indgå i beregningen af perioden på mindst 2 år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 14, jf. § 11, stk. 3, nr. 1.
Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 3. juni 2024 – tidsubegrænset opholdstilladelse – beskæftigelseskravet – Opstartsfase for selvstændig erhvervsvirksomhed
Dato: 03-06-2024Udlændingenævnet hjemviste i juni 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2023 om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelseskravet til en statsløs palæstinenser.
Sagens faktiske omstændigheder
Udlændingestyrelsen meddelte i marts 2023 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, idet ansøgeren ikke opfyldte beskæftigelseskravet. Ansøgeren var selvstændig. Udlændingestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at ansøgeren ikke havde været i arbejde eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i et omfang, der kunne sidestilles med ordinært fuldtidsarbejde med henblik på at opnå selvforsørgelse. Udlændingestyrelsen havde udelukkende taget stilling til opfyldelse af beskæftigelseskravet for ét år af den samlede periode på 4 år forud for styrelsens afgørelse.
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet hjemviser sagen til fornyet vurdering i Udlændingestyrelsen.
Udlændingenævnet finder, at Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2023 ikke lever op til grundsætningen om saglig forvaltning.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i afgørelsen fra marts 2023 allerede på baggrund af [ansøgerens] personlige indkomst i 2019 har vurderet, at [ansøgerens] beskæftigelse som selvstændig erhvervsdrivende ikke har været med henblik på selvforsørgelse, og at styrelsen af den årsag ikke har fundet anledning til at tage endelig stilling til, hvorvidt [ansøgeren] opfylder kravet om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig virksomhed med henblik på at opnå selvforsørgelse i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år forud for styrelsens afgørelse, og at Udlændingestyrelsen således ikke har taget stilling til årene 2020, 2021 og 2022.
Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at det fremgår af sagens oplysninger, at [ansøgeren] oprettede [sin] selvstændige virksomhed i januar 2018, og at virksomheden således fortsat var i opstartsfasen i 2019, hvilket Udlændingestyrelsen ikke ses at have taget højde for.
Udlændingenævnet er af den opfattelse, at i forbindelse med vurderingen af, om en udlænding, der driver selvstændig virksomhed, opfylder beskæftigelseskravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, skal det indgå som et element i vurderingen, om der er tale om en virksomhed i opstartsfasen. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at opstartsfasen som oftest vil medføre øgede etableringsomkostninger og en mindre kundekreds, hvilket der bør tages højde for ved vurderingen af, om virksomheden er drevet med henblik på selvforsørgelse. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at virksomheden bør drives, så der er udsigt til, at den giver overskud, men at kravet til dette overskud ikke nødvendigvis er det samme i opstartsfasen som for en veletableret virksomhed.
Udlændingenævnet finder det derfor beklageligt, at Udlændingestyrelsen ikke har taget stilling til den samlede periode på op til 4 år forud for styrelsens afgørelse.
Udlændingenævnet har som følge heraf tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tage fornyet stilling til sagen. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til udfaldet af sagen.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 28. maj 2024 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark
Dato: 28-05-2024Udlændingenævnet omgjorde i maj 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på dispensation fra bortfald til en statsborger fra Marokko.
Sagens faktiske omstændigheder:
Klageren udrejste i primo marts 2019 af Danmark og opgav sin bopæl for at flytte til Frankrig med sin familie, som bestod af en ægtefælle og 2 mindreårige børn, der alle 3 var danske statsborgere. Familien flyttede tilbage til Danmark og klageren indgav en ansøgning om, at hendes opholdstilladelse i Danmark ikke skulle anses for bortfaldet i ultimo marts 2020. I november 2020 meddelte Udlændingestyrelsen klageren, at hendes opholdstilladelse var bortfaldet samt afslag på dispensation fra bortfald, som klageren påklagede til Udlændingenævnet i december 2020. I november 2022 hjemviste Udlændingenævnet klagerens sag til Udlændingestyrelsen med henblik på fornyet vurdering, og i april 2023 meddelte Udlændingestyrelsen igen klageren afslag på dispensation fra bortfald af hendes opholdstilladelse.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse.
Udlændingenævnet konstaterer, at Udlændingestyrelsen ikke i afgørelsen har taget fornyet stilling til sagen i overensstemmelse med Udlændingenævnets hjemvisning af november 2022, hvorved Udlændingenævnet tilbagesendte sagen, så Udlændingestyrelsen kunne vurdere den igen i lyset af det retlige grundlag, som fremgår af EU-Domstolens dom af 5. maj 2022 i de forenede sager C-451/19 og C-532/19, XU og QP.
Udlændingenævnet vurderer, at [klagerens] opholdstilladelse ikke bør anses for bortfaldet, fordi hun opgav sin bopæl og sin tilknytning til Danmark, og fordi hun ikke har dokumenteret eller anført omstændigheder, der kan føre til en dispensation fra bortfald, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1-2, jf. lovbekendtgørelse nr. 1079 af 10. august 2023 med senere ændringer.
Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at [klageren] og hendes ægtefælle [..] har 2 fælles mindreårige børn, [..] (10 år) og [..] (6 år), der begge er danske statsborgere.
Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at vurderingen om dispensation fra bortfald efter udlændingelovens § 17, stk. 2, beror på et samlet skøn, hvor udlændingens samlede ophold her i landet og i hjemlandet, samt udlændingens familiemæssige og anden tilknytning her i landet indgår.
Udlændingenævnet finder, at Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og relevante EU-retlige forhold skal inddrages i afvejningen af, om en opholdstilladelse skal anses for bortfaldet, herunder om der skal ske dispensation fra bortfald efter udlændingelovens § 17, stk. 2.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse også til, at Østre Landsret opretholdt Udlændingenævnets afgørelse om bortfald, hvor nævnet inddrog Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) artikel 20 i den samlede skønsvurdering, jf. Østre Landsrets dom af 14. december 2014, der er optrykt i Ugeskrift for Retsvæsnet som U.2015.1069Ø.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at [klageren] sammen med [klagerens] ægtefælle og parrets 2 fælles mindreårige børn tog til Frankrig, hvor familien, ligesom de gør nu i Danmark, har boet sammen, at der er tale om et reelt og stabilt familieliv og at der derfor er formodning for, at begge forældre er fælles om at tage vare på børnene.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at nævnet i februar 2024 anmodede om oplysninger vedrørende den primære varetagelse af børnene og at det fremgik af det udfyldte skema, at begge forældre er fælles om varetage børnenes retligt, følelsesmæssigt og økonomisk interesser.
Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at der foreligger et sådant afhængighedsforhold mellem [klageren] og hendes 2 børn, som ikke er afkræftet, at det kan danne grundlag for en afledet opholdsret til [klageren] efter TEUF artikel 20, jf. EU-Domstolens dom af 5. maj 2022 i de forenede sager C-451/19 og C-532/19, XU og QP, præmis 69.
Udlændingenævnet vurderer derfor, at [klagerens] 2 børn vil blive frataget den effektive nydelse af kerneindholdet i de rettigheder, som de er tildelt ved deres status som unionsborgere, jf. EU-Domstolens dom af 5. maj 2022 i de forenede sager C-451/19 og C-532/19, XU og QP, præmis 45-46, hvis [klageren] ikke kan opholde sig lovligt i Danmark.
Udlændingenævnet finder på ovenstående baggrund, at når der er grundlag for en afledet opholdsret efter TEUF artikel 20, skal en opholdstilladelse bevares frem for, at udlændingen skal indgive en ny ansøgning til Udlændingestyrelsen, selvom der kan være tale om et nyt opholdsgrundlag.
Udlændingenævnet finder det derfor stærkt beklageligt, at Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [..] april 2023 alene har vejledt [klageren] om, at hun kan søge om afledt opholdsret.
[Klagerens] opholdstilladelse er således ikke bortfaldet.
Udlændingenævnet har sendt afgørelsen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at [klageren] kan få udstedt et nyt opholdskort.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 24. maj 2024 – Au pair – Karensregistrering af au pair værtsfamilien
Dato: 24-05-2024Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2024 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om registrering af en værtsfamilie i au pair-karensregistret i 2 år som følge af misbrug af au pair-ordningen, jf. udlændingelovens § 21 a, nr. 2.
Sagens faktiske omstændigheder:
Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) meddelte i juni 2021 en filippinsk statsborger opholdstilladelse som au pair hos værtsfamilien.
Følgende fremgik bl.a. af SIRI’s afgørelse:
”Styrelsen for International Rekruttering og Integration finder, at I har misbrugt au pair-ordningen ved ikke at have udbetalt lommepengebeløb på minimum 4.550 kr., på en dansk konto i [au pairens] navn senest den sidste bankdag i hver måned siden opholdstilladelsen som au pair trådte i kraft.
Vi har ved denne afgørelse lagt vægt på, at [au pairen] i månederne februar, april, juni, august og december 2022 samt februar og marts 2023 kun har modtaget 4.450 kr. i lommepenge.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering heraf, at [værtsfamilien] den 14. april 2023 overførte 14 * 150 kr., da [værtsfamilien] den 21. december 2021 på tro og love har underskrevet, at [værtsfamilien] er bekendt med, at værtsfamilien har pligt til at udbetale lommepenge til en dansk bankkonto i au pairens navn senest den sidste bankdag i måneden og at en værtsfamilie kan blive omfattet af en karensperiode på 2 år, såfremt betingelserne for værtsfamiliens au pairs opholdstilladelse ikke overholdes.
Vi skal hertil bemærke, at det fremgår af orienteringsbrevet, at værtsfamilien og au pair-personen ved gensidig aftale gerne må ændre lommepengebeløbet, dog ikke til et beløb der er lavere end minimumsbeløbet på tidspunktet for ansøgningen om opholdstilladelse som au pair.
Styrelsen finder således ikke, at der er hjemmel til at lave fradrag i lommepengene før de er udbetalt til au pair-personen. Dette gælder også beløb til Skat.
Vi har derfor truffet beslutning om, at der i en periode på 2 år fra denne afgørelse ikke kan gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 j, med henblik på au pair-ophold hos jer som værtsfamilie.
Vores afgørelse er truffet i medfør af udlændingelovens § 21 a.”
Udlændingenævnets afgørelse:
” Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af […] april 2023 af de grunde, som SIRI har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som SIRI. Værtsfamilien er således med rette registreret i au pair-karensregistret i 2 år i medfør af udlændingelovens § 21 a, nr. 2, jf. au pair-bekendtgørelsens § 6, stk. 1, nr. 1.
Udlændingenævnet finder forsat, at værtsfamilien har misbrugt au pair-ordningen ved ikke at have udbetalt det månedlige minimumslommepengebeløb på 4.550 kr. til [au pairen] i perioden fra februar 2022 til og med marts 2023, hvor hun var meddelt opholdstilladelse som au pair hos [værtsfamilien].
Udlændingenævnets har hertil lagt vægt på, at [værtsfamilien]. i ansøgningen på tro og love havde skrevet under på, at [værtsfamilien] var bekendt med muligheden for karensregistrering, og at det udtrykkeligt fremgik af SIRI’s vejledning af […] februar 2022, at hvis værtsfamilien ikke betaler au pairen det minimumsbeløb, der var fastsat på tidspunktet for ansøgningen om opholdstilladelse som au pair, vil værtsfamilien blive omfattet af en 2-årig karensperiode. Det fremgik ligeledes af vejledningen, at lommepengene skal indbetales til en dansk bankkonto i au pairens navn senest den sidste bankdag i måneden.
Udlændingenævnet skal bemærke, at det fremgik af au pair-kontrakten fra december 2021, at [au pairens] lommepenge var aftalt til 4.600 kr. per måned foruden kost og logi.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at [au pairen] i perioden fra februar 2022 til og med marts 2023 (dog undtaget marts 2022, maj 2022 og juli 2022) ikke fik udbetalt minimumslommepengebeløbet på 4.550 kr. pr. måned, heller ikke det i au pair-kontrakten aftalte lommepengebeløb på 4.600 kr. pr. måned, og at lommepengene i februar 2022, april 2022, juni 2022, august 2022 og januar 2023 ikke blev indbetalt på [au pairens] danske bankkonto, idet det til sagen indsendte brev fra [au pairen] med bekræftelsen på modtagelsen af lommepenge ikke i sig selv kan betragtes som bevis for udbetaling af det retmæssige lommepengebeløb til [au pairen]. Udlændingenævnet har yderligere lagt vægt på, at lommepengene for oktober 2022, januar 2023 og februar 2023 ikke blev indbetalt senest den sidste bankdag i måneden, men den første bankdag i den efterfølgende måned.
Udlændingenævnet finder på baggrund af sagens oplysninger, at [au pairen] i de nævnte måneder ikke modtog et minimumslommepengebeløb på 4.550 kr. foruden kost og logi, og at lommepengene i nogle måneder ikke blev indbetalt på en dansk bankkonto i [au pairens] navn senest den sidste bankdag i hver måned.
Udlændingenævnets skal i den forbindelse henvise til, at fastsættelsen af et minimumslommepengebeløb til en au pair, som hver måned skal udbetales af værtsfamilien til au pairen, har et beskyttelsesmæssigt sigte i forhold til au pairen.
Udlændingenævnet skal i øvrigt bemærke, at bestemmelsen om indbetaling af lommepenge til en dansk bankkonto i au pair-personens navn senest den sidste bankdag i hver måned, jf. au pair-bekendtgørelsens § 6, stk. 1, nr. 1, sikrer en dokumenteret og sporbar udbetaling af lommepenge til au pair-personen, og skaber sikkerhed for, at udbetaling af lommepenge er i overensstemmelse med reglerne og au pair-kontrakten.
De til klagen anførte forklaringer og den indsendte dokumentation for yderligere indbetalinger og gaver til [au pairen] er indgået i Udlændingenævnets afgørelse.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til et andet udfald af sagen, da minimumslommepengebeløbet udgjorde 4.550 kr., og at [au pairen] først i april 2023 modtog restbeløbet for den periode, som hun havde opholdt sig i Danmark som au pair hos værtsfamilien.
Udlændingenævnet bemærker, at hvis værtfamilien yder et lån til au pairen, må beløbet til tilbagebetaling af det aftalte lån ikke tilbageholdes af au pairens lommepenge, og at tilbagebetalingen må ske efter, at au pairen har fået udbetalt det fulde lommepengebeløb på sin danske bankkonto, ligesom ”gaver” fra værtsfamilien i form af kontanter, tøj, varer osv. ikke må fratrækkes eller medregnes i beregningen af au pairens lommepenge.
Udlændingenævnet finder således, at au pair-ordningen må anses for misbrugt, idet [værtsfamilien] udtrykkeligt er blevet vejledt om reglerne, og at [værtsfamilien] på trods heraf ikke fulgte reglerne om udbetalinger af lommepengebeløb til [au pairen].
Udlændingenævnet finder afslutningsvis, at registreringen af [værtsfamilien] i Au pair-karensregistret ikke kan anses for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder navnlig FN’s Handicapkonvention, under henvisning til, at [værtsfamilien] har et barn med en dobbelt-diagnose, idet [værtsfamilien] ikke vil være afskåret fra muligheden for på anden vis at sikre varetagelsen af deres barns særlige behov, f.eks. ved at ansætte en dansk eller EU/EØS-borger.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse. [Værtsfamilien] er fortsat registreret i Au pair-karensregistret frem til april 2025, og kan indtil denne dato ikke være værtsfamilie for en au pair efter udlændingelovens bestemmelser.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 21. maj 2024 – Forvaltningsretlige problemstillinger - Begrundelse
Dato: 21-05-2024Udlændingenævnet hjemviste i maj 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om varigheden af en meddelt opholdstilladelse, da Udlændingestyrelsens afgørelse ikke var tilstrækkeligt begrundet.
Sagens faktiske omstændigheder:
Udlændingestyrelse modtog i maj 2023 en ansøgning om familiesammenføring for en ansøger, der er født i april 2023, og som er statsborger i Den Demokratiske Republik Congo. Udlændingestyrelsen meddelte ved afgørelse fra juli 2023 ansøgeren midlertidig opholdstilladelse som familiesammenført til ansøgerens mor med gyldighed til marts 2024. Ansøgerens mor var flygtning med midlertidig opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2, med gyldighed til marts 2024. Ansøgerens far, der oprindelig havde fået opholdstilladelse som familiesammenført, havde tidsubegrænset opholdstilladelse. Det var ansøgerens far, der havde indgivet ansøgningen. Udlændingestyrelsen havde ikke begrundet, hvorfor tilladelsen alene havde gyldighed til marts 2024. En partsrepræsentant klagede i juli 2023 over afgørelsen, og det blev i klagen anført, at ansøgeren burde have fået opholdstilladelse til det 18. år henset til, at hendes far havde permanent opholdstilladelse.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet hjemviser sagen til fornyet vurdering i Udlændingestyrelsen.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen ved afgørelsen af […] juli 2023 alene har oplyst, at opholdstilladelse er givet som en midlertidig opholdstilladelse med gyldighed til den […] marts 2024, dog uden at begrunde afkortningen af tilladelsens gyldighed.
Udlændingenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at det følger af forvaltningslovens § 22, jf. lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014, at en myndighed skal begrunde sine skriftlige afgørelser, medmindre borgeren får fuldt ud medhold, og at det følger af forvaltningslovens § 24, at når en afgørelse skal begrundes, skal afgørelsen indeholde en forklaring på, hvorfor afgørelsen har fået det indhold, den har, og en henvisning til de retsregler, som afgørelsen er truffet i henhold til. Når en myndighed imødekommer en ansøgning, men knytter vilkår til tilladelsen, må det vurderes konkret, om afgørelsen giver borgeren fuldt ud medhold. Hvis vilkårene begrænser tilladelsen i forhold til det, der er ansøgt om, er der ikke givet fuldt ud medhold, og der skal derfor gives en begrundelse.
Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at selv om [ansøgerens] mor er flygtning, jf. udlændingelovens § 8, stk. 2, med midlertidig opholdstilladelse, der på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse udløb den […] marts 2024, har [ansøgerens] far, […], oprindelig fået opholdstilladelse som familiesammenført, og han har nu tidsubegrænset opholdstilladelse.
Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at [ansøgerens] mor og far har fælles forældremyndighed, at det er [ansøgerens] far, der har indsendt ansøgningen om familiesammenføring, at Udlændingestyrelsen har sendt kvitteringsbrevet i sagen til [ansøgerens] far, men at Udlændingestyrelsen har sendt afgørelsen om opholdstilladelse til [ansøgerens] mor, og at Udlændingestyrelsen ikke har begrundet, hvorfor [ansøgerens] opholdstilladelse som familiesammenført er meddelt under henvisning til hendes mor og ikke hendes far.
Udlændingenævnet vurderer derfor, at Udlændingestyrelsens afgørelse ikke giver ansøgeren fuldt ud medhold, og nævnet finder derfor også, at Udlændingestyrelsen ikke har begrundet afgørelsen tilstrækkeligt, jf. begrundelsespligten i forvaltningslovens §§ 22 og 24.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tage fornyet og begrundet stilling til sagen. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til udfaldet af sagen.
[…] vil således modtage en ny afgørelse fra Udlændingestyrelsen.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. maj 2024 – Visum – EU-regler
Dato: 15-05-2024Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på Schengenvisum til en statsborger fra Pakistan.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indgav i marts 2024 en ansøgning om visum med henblik på at rejse til Danmark sammen med sin bror, der er statsborger i Italien og i Storbritannien, og som opholdte sig i Storbritannien. I forbindelse med ansøgningen om visum oplyste ansøgeren, at han blev forsørget af sin bror økonomisk, og at han bor i Pakistan med sin ægtefælle, sine to børn og sine forældre.
I april 2024 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på visum efter EU-reglerne under henvisning til, at ansøgeren ikke havde dokumenteret eller godtgjort, at der var et sådant reelt forsørgelsesforhold mellem ansøgeren og hans bror, at det vil kunne føre til udstedelse af visum, som familiemedlem til en EU-borger, der vil benytte sin ret til frivægelighed.
Følgende fremgik bl.a. af Udlændingestyrelsens afgørelse:
”[…]
Vi har lagt vægt på, at du den […] marts 2024 har oplyst til ambassaden, at du arbejder med ”property business” og at du har en månedlig indkomst på hvad svarer nogenlunde til 1.243 DKK.
Vi har videre lagt vægt på, at du har oplyst, at dine andre brødre sender penge til dine forældre, som du deler hustand med.
Vi kan således ikke lægge til grund, at du til fulde forsørges af [ansøgerens bror] i dit hjemland.
På baggrund af de ovenstående oplysninger er du ikke omfattet af den gruppe, der kan få deres visumansøgninger behandlet efter EU-reglerne.
Vi har derfor vurderet din ansøgning efter de almindelige visumregler og national praksis.
[…]
Vi vurderer, at der er en risiko for, at du ikke rejser hjem igen, hvis du får visum.
Vi har ved afgørelsen lagt vægt på, at du er statsborger i Pakistan, der for tiden er placeret i hovedgruppe 5, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 4 og bilag 2.
Ud fra en vurdering af de generelle forhold og kendte immigrationsmønstre i hjemlandene, gælder det for statsborgere fra denne hovedgruppe, at der som udgangspunkt kun gives visum, hvis der foreligger helt ekstraordinære omstændigheder hos ansøgeren eller et herboende nærtstående familiemedlem, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 6, fx i tilfælde af et herboende nærtstående familiemedlems livstruende sygdom.
Vi vurderer, at der ikke er nogen helt ekstraordinære omstændigheder i din sag, der gør, at du kan få visum.”
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af […] april 2024 af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen, idet nævnet finder, at [ansøgeren] hverken kan få Schengenvisum til Danmark på baggrund af EU-reglerne eller på baggrund at de nationale visumregler for at besøge og tage ophold i Danmark sammen med [ansøgerens] bror, […], der er statsborger i Italien.
Udlændingenævnet finder således ligesom Udlændingestyrelsen, at [ansøgeren] ikke er omfattet af personkredsen for familiemedlemmer, der har en lettere adgang til indrejse i Danmark efter EU-reglerne, da det ikke er tilstrækkeligt dokumenteret eller godtgjort, at [ansøgeren] har været økonomisk afhængig af [sin] bror, at [ansøgeren] er optaget i [sin] brors hustand, eller at der er alvorlige helbredsmæssige grunde, der gør det nødvendigt, at [ansøgerens bror] personligt plejer [ansøgeren].
Udlændingenævnet har derudover lagt vægt på, at [ansøgeren] falder uden for den gruppe af personer fra Pakistan, der som udgangspunkt kan meddeles Schengenvisum til Danmark. Udlændingenævnet har ved vurderingen endvidere lagt vægt på, at der ikke kan meddeles visum til ansøgere fra Pakistan, når ansøgeren ikke er inviteret til Danmark af en vært, der har fast bopæl og lovligt ophold her i landet.
Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 13. maj 2024 – Afvisning ved grænsen – Krav om arbejdstilladelse
Dato: 13-05-2024Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2024 politiets afgørelse om at afvise en statsborger fra Kina ved indrejsen i Danmark.
Sagens faktiske omstændigheder
Klageren blev i januar 2024 afvist på grænsen i forbindelse med, at han indrejste fra London. Klageren var i besiddelse af et Schengenvisum, men blev afvist, idet klageren over for politiet havde oplyst, han skulle arbejde som model i forbindelse med Copenhagen Fashion Week, men uden at være i besiddelse af den fornødne arbejdstilladelse. Klageren var forud for indrejsen blevet vejledt om at anskaffe sig arbejdstilladelse.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet har vurderet, at [politiet] med rette afviste [klageren] ved grænsen til Danmark i medfør af udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 3, idet der efter det oplyste om [klagerens] forhold var grund til at antage, at [han] ville tage ophold eller arbejde her i landet uden fornøden tilladelse.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [klageren] til politiet har oplyst, at [han] i Danmark skulle arbejde som model i forbindelse med Copenhagen Fashion Week.
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at udlændingebekendtgørelsens § 24 indeholder en udtømmende opregning af de typer af beskæftigelse, som ikke kræver arbejdstilladelse, herunder bl.a. en række kategorier inden for tjenesteydelsesområdet.
Udlændingenævnet har således lagt vægt på, at [klageren] ikke er fritaget for kravet om arbejdstilladelse, idet arbejdet som model ikke hører under de erhverv, der er fritaget herfor, jf. udlændingebekendtgørelsens § 24.
Det forhold, at [klageren] efterfølgende har oplyst, at [han] alligevel ikke skulle arbejde som model, men at [han] blot ønskede at se modeopvisningen, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved vurderet, at der ud fra sagens samlede oplysninger er grund til at antage, at [klageren] ville arbejde her i landet uden fornøden tilladelse.”
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet