Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse under henvisning til ægteskab til en statsborger fra Libanon. Ansøgeren var født i august 1991 i Libanon. Ansøgerens herboende ægtefælle var født i 1974 i Libanon og var dansk statsborger. Det var til sagen oplyst, at parret mødtes gennem familie i 2012, at parret indgik ægteskab i januar 2013, at parret ikke havde boet sammen forud for ægteskabets indgåelse, at parret havde et fællesbarn født i Libanon i januar 2014, og at parret siden ægteskabets indgåelse havde haft kontakt på næsten daglig basis via Skype, Viber, WhatsApp m.v.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, da hun på ansøgningstidspunktet var under 24 år. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var oplyst om sådanne ganske særlige grunde, der ville kunne føre til, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som kunne bevirke, at den herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Libanon, hvor parret mødtes og indgik ægteskab, og dér sammen med ansøgeren og parrets fællesbarn udøve familielivet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren og parrets fællesbarn var bosat i en flygtningelejr sammen med ansøgerens ægtefælles moder og broder, der begge var syge, og at den herboende ægtefælle, såfremt han måtte tage ophold i Libanon, efter det oplyste ikke ville kunne forsørge familien. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at generelle sociale og økonomiske forhold i en ansøgers hjemland ikke er sådanne ganske særlige grunde, der kan føre til, at en ansøger meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at henvise den herboende ægtefælle og parrets fællesbarn til at indrejse og tage ophold i Libanon, hvor parret mødte hinanden og indgik ægteskab, for dér at udøve familielivet sammen med ansøgeren. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv, uanset at der på tidspunktet har været etableret et beskyttelsesværdigt familieliv. FAM/2014/137.

Senest opdateret: 13-05-2014
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen