Udlændingenævnet omgjorde i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Pakistan, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 6, under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke havde dokumenteret at råde over egen bolig af rimelig størrelse. Ansøgeren, ansøgerens herboende ægtefælle og parrets fællesbørn boede for sig selv i Danmark i perioden fra 2007 til 2011. I september 2011 flyttede ansøgeren, ansøgerens herboende ægtefælle og parrets fællesbørn ind hos den herboende ægtefælles forældre. Den herboende ægtefælle led af paranoid skizofreni. Af den kommunale sag fremgik det, at parrets fællesbørn stod til at blive tvangsfjernet, før familien flyttede ind hos den herboende ægtefælles forældre, og at børnenes tarv og trivsel efter indflytningen hos den herboende ægtefælles forældre blev forbedret.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse som følge af, at den herboende ægtefælle ikke havde dokumenteret at råde over egen bolig af rimelig størrelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det af den kommunale sag fremgik, at parrets fællesbørn forud for, at familien flyttede sammen med den herboende ægtefælles forældre, ikke var i trivsel og stod til at blive anbragt uden for hjemmet, men at det havde været gavnligt for børnenes trivsel, at familien flyttede sammen med den herboende ægtefælles forældre. Udlændingenævnet fandt herefter, at det aktuelle boligforhold havde været afgørende for børnenes trivsel, og at boligkravet under henvisning dertil konkret burde fraviges. FAM/2013/56.

Senest opdateret: 27-06-2013
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen