Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en ansøger fra Pakistan, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6, jf. § 9, stk. 1, nr. 1, under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke havde dokumenteret at råde over egen bolig af rimelig størrelse. Ansøgeren indgav ansøgning om opholdstilladelse i juli 2013. Efterfølgende fremsendte parret en lejekontrakt til Udlændingestyrelsen, som var underskrevet i september 2013, og hvoraf det blandt andet fremgik, at lejemålet begyndte i december 2012, at boligen bestod af fire værelser, at det samlede areal udgjorde 125 m2, at huslejen udgjorde i alt 100 kr. pr. måned, at udlejeren leverede varme, varmt vand og el på lejemålet, og at udlejeren leverede fællessignalforsyning, hvortil lejeren skulle betale bidrag. Den herboende ægtefælle havde i over et år været skrevet op til en lejebolig hos et boligselskab. Ansøgeren og den herboende ægtefælle havde et fællesbarn, som var født i september 2010.

Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ikke havde godtgjort at råde over egen bolig af rimelig størrelse. Udlændingenævnet lagde vægt på, at den til sagen fremlagte lejekontakt var underskrevet i september 2013 – altså efter ansøgningens indgivelse – og at lejeforholdet påbegyndtes i december 2012. Udlændingenævnet lagde derudover vægt på, at lejemålet efter det oplyste var ejet af en bekendt til den herboende ægtefælle, og at udlejerens fader og broder endvidere var bosiddende på adressen, hvorfor ansøgeren ikke kunne anses for at have den fulde rådighed over lejemålet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at huslejen alene udgjorde 100 kr. om måneden for et lejemål bestående af fire værelser og med et samlet areal på 125 m2. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af disse omstændigheder, at der ikke forelå et reelt lejeforhold mellem den herboende ægtefælle og udlejeren, hvorfor den herboende ægtefælle ikke kunne anses for at have godtgjort at råde over en bolig af rimelig størrelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde, der talte imod, at den herboende ægtefælle skulle godtgøre at råde over sin egen bolig af rimelig størrelse, jf. herved udlændingelovens § 9, stk. 6, og lagde vægt på, at der til sagen ikke var oplyst om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Pakistan. Det forhold, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde et fællesbarn, der var dansk statsborger, som talte dansk, og som gik i dansk børnehave, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at barnet på grund af dets unge alder ikke kunne anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning hertil. FAM/2014/27.

Senest opdateret: 27-01-2014
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen