Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en ansøger fra Somalia, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6, jf. § 9, stk. 1, nr. 1, under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke havde dokumenteret at råde over egen bolig af rimelig størrelse. Ansøgeren havde indgivet ansøgningen om opholdstilladelse i februar 2015. Den herboende ægtefælle havde i sin del af ansøgningsskemaet oplyst, at hun lejede en bolig på 85 m2. Udlændingestyrelsen havde i juni 2015 foretaget et opslag i Det Centrale Personregister, hvoraf det fremgik, at den herboende ægtefælle var uden fast bopæl. Udlændingestyrelsen havde efterfølgende kontaktet den herboende ægtefælle telefonisk, som oplyste, at hun havde opgivet sin bopæl, at hun nu boede hos en veninde, at hun havde problemer med sine forældre, og at hun ikke ønskede, at hendes forældre skulle vide, hvor hun boede, på hvilken baggrund Udlændingestyrelsen i juni 2015 havde meddelt ansøgeren afslag på opholdstilladelse under henvisning til boligkravet i udlændingelovens § 9, stk. 6. Den herboende ægtefælle havde i august 2015 anmodet Udlændingestyrelsen om genoptagelse af Udlændingestyrelsens afgørelse. I oktober 2015 havde Udlændingestyrelsen meddelt afslag på genoptagelse af ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse i Danmark. Udlændingestyrelsen havde i den forbindelse lagt vægt på, at den herboende ægtefælle efter egne oplysninger fortsat ikke rådede over sin egen bolig, da hun boede på et krisecenter, uanset hendes oplysninger om at hun afventede en bolig.

Udlændingenævnet fandt, for så vidt angik Udlændingestyrelsens afgørelse fra juni 2015, at den herboende ægtefælle ikke havde godtgjort at råde over sin egen bolig af rimelig størrelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle i perioden fra maj 2015 til juni 2015 var registreret uden bopæl i Det Centrale Personregister, herunder på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, og at den herboende ægtefælle telefonisk havde bekræftet over for Udlændingestyrelsen, at hun havde opgivet sin bopæl. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende ægtefælle siden juni 2015 havde været registreret på et krisecenter. Udlændingenævnet fandt imidlertid ikke, at dette kunne føre til en ændret vurdering, idet den herboende ægtefælle fortsat ikke rådede over egen bolig. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at efter boligkravsbekendtgørelsens § 6, stk. 1, 1. pkt., anses referencen for at råde over sin egen bolig, når referencen som ejer, andels- eller anpartshaver, lejer eller på anden lignende måde råder over brugsretten til en bolig eller en del af en bolig. Udlændingenævnet fandt således ikke, at et ophold på et krisecenter opfylder kravet om at råde over egen bolig, idet et sådant forhold forudsættes at være af midlertidig karakter. Det forhold, at baggrunden for, at den herboende ægtefælle boede på krisecenter, var, at hun havde brug for beskyttelse for sin familie, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet den herboende ægtefælle til Udlændingenævnet havde oplyst, at hun ventede på en permanent bolig. Udlændingenævnet fandt, for så vidt angik Udlændingestyrelsens afgørelse fra oktober 2015, at den herboende ægtefælle ikke ved anmodningen om genoptagelse var fremkommet med nye oplysninger af så væsentlig betydning for sagen, at der var en vis sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet resultat, hvis oplysningerne havde foreligget ved den oprindelige afgørelse i sagen, og at Udlændingestyrelsen derfor i oktober 2015 med rette havde afslået at genoptage Udlændingestyrelsens afgørelse fra juni 2015. FAM/2015/229.

Senest opdateret: 25-11-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen