Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en syrisk statsborger, der søgte om ægtefællesammenføring med sin herboende ægtefælle, som i oktober 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold.

Udlændingenævnet fandt, at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for ansøgeren som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d. Henset til, at ansøgerens herboende ægtefælle i oktober 2015 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold, og at ansøgerens ægtefælle således ikke havde haft denne opholdstilladelse i mere end tre år, fandt Udlændingenævnet endvidere, at ansøgeren ikke var omfattet af den persongruppe, der ville kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens herboende ægtefælle var meddelt opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af sagens akter, at ansøgeren efter det oplyste ikke led af alvorlige sygdomme eller alvorlige handicaps, og at han derfor ikke havde behov for særlig pasning og pleje fra sin herboende ægtefælle. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren og hans herboende ægtefælle først havde indgået ægteskab efter udrejsen fra Syrien, og at der ikke var stiftet familie mellem ansøgeren og ansøgerens ægtefælle på dette tidspunkt. Udlændingenævnet henviste herved til, at der efter det oplyste først var blevet indledt et forhold mellem ansøgeren og ansøgerens ægtefælle i Grækenland i slutningen af 2014, og at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle ligeledes ikke var indrejst samtidigt i Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at det til sagen og til støtte for klagen var oplyst, at ansøgerens ægtefælle havde et særbarn, der var diagnosticeret med atypisk autisme og mental retardering af middelsvær grad, og som profiterede af at gå på en specialskole med socialpædagogiske tilbud, ligesom han havde brug for at have ansøgeren og ansøgerens ægtefælle omkring sig. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle i Danmark alene havde været/boet sammen siden juli 2015, og at ansøgeren alene havde været en del af ansøgerens ægtefælles særbarns liv siden slutningen af 2014. Udlændingenævnet fandt ydermere, at et afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til ansøgeren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse ikke kunne anses for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, idet ansøgeren ikke herved var afskåret fra muligheden for familiesammenføring med ansøgerens ægtefælle på et senere tidspunkt, såfremt betingelserne herfor i øvrigt var opfyldt. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgerens ægtefælle aktuelt ikke havde opholdt sig i Danmark i mindst tre år med en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet bemærkede, at der efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention skal foretages en proportionalitetsafvejning, og er der uoverstigelige hindringer for ægtefællernes etablering i hjemlandet eller den ansøgende ægtefælles opholdsland, vil Danmark normalt være forpligtet til at tillade ægtefællesammenføring. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af ansøgerens og ansøgerens ægtefælles rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens partsrepræsentant til støtte for klagen havde anført, at ansøgeren havde en uklar situation i Grækenland, at ansøgeren frygtede, at han ville blive henvist til et liv på gaden, uden job og uden bolig, og at usikkerheden omkring ansøgerens og ansøgerens ægtefælles fremtid som forenet familie påvirkede ansøgerens ægtefælle og ansøgerens ægtefælles familie. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren var meddelt opholdstilladelse i Grækenland, og idet ægteskabet i Danmark var indgået på et tidspunkt, hvor ansøgeren havde fået afvist sin asylansøgning i Danmark, og idet der ikke herved var oplyst om sådanne omstændigheder, der kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at generelle sociale og/eller økonomiske forhold i ansøgerens hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2017/4.

Senest opdateret: 21-02-2017
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen