Udlændingenævnets afgørelse af 27. oktober 2014 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Ej længerevarende samliv – Ej ganske særlige grunde

Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9 c, stk. 1, til en venezuelansk statsborger. Ansøgeren havde samlevet med den herboende reference i Danmark i henholdsvis fem og seks måneder i 2012 og 2013, og ansøgeren havde til klagesagen oplyst, at ansøgeren og den herboende reference havde samlevet i Venezuela i cirka tre måneder.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning til samlivet med den herboende reference, idet ansøgeren og den herboende reference ikke havde dokumenteret at have samlevet i et fast samlivsforhold af længere varighed, og idet der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren og den herboende reference var registreret på samme bopæl i to perioder på henholdsvis fem og seks måneder i Danmark og at den herboende reference ikke var registreret som værende udrejst eller med bopæl i udlandet, hvorfor det oplyste om samlivet i Venezuela ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at samvær under ferieophold og besøgsophold ikke efter praksis kunne anses for at være egentligt samliv, og at samlivet som udgangspunkt skulle være uafbrudt. Udlændingenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren og den herboende reference ikke havde etableret et samliv af den fornødne varighed, og at der derfor ikke var etableret et familieliv i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8’s forstand. Udlændingenævnet bemærkede, at det forhold, at ansøgeren havde to børn, som boede i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet børnene var myndige og derfor måtte antages at kunne klare sig selv. Det forhold, at den herboende reference havde anført, at ansøgeren havde en virksomhed i Danmark, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til et andet udfald af sagen. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgerens selvstændige virksomhed i Danmark ikke i sig selv kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. På den baggrund fandt Udlændingenævnet, at det ikke ville være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. FAM/2014/224.

Senest opdateret: 27-10-2014
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen