Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en somalisk statsborger under henvisning til, at det af ansøgeren og den herboende reference indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Den herboende reference havde i forbindelse med sin asylsag oplyst, at hun i 2009 indgik ægteskab med ansøgeren i Mogadishu, at hun og ansøgeren havde en datter, og at hun på tidspunktet for asylsamtalen var gravid. Den herboende reference oplyste endvidere, at hun aldrig havde boet sammen med ansøgeren, at ansøgeren besøgte hende en gang imellem, og at ansøgeren var blevet truet af den herboendes references brødre, fordi han arbejdede for regeringen i Mogadishu. Den herboende reference oplyste i forbindelse med ægtefællesammenføring, at hun og ansøgeren indgik ægteskab juli 2009 i Wajid, Somalia, og at den herboende reference boede sammen med hende i nogle måneder efter ægteskabet blev indgået, hvorefter ansøgeren blev nødt til at flygte til Italien grundet krigen hvor han havde opnået flygtningestatus og havde gyldigt opholdstilladelse gældende til oktober 2020. Ansøgerens partsrepræsentant havde i forbindelse med klagen henvist til retspraksis fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, Tarakhel mod Schweiz (app.np. 29217/12), og indsendt kopi af anden herboende reference og ansøgerens vielsesattest, hvoraf det fremgik, at parret havde indgået ægteskab i juli 2009 i Wajid, Somalia hvilket blev bekræftede af den somaliske ambassade i Rom, Italien.

Udlændingenævnet fandt, at det angivne ægteskab mellem den herboende reference og ansøgeren ikke kunne anerkendes efter dansk ret, da den herboende reference og ansøgeren efter det oplyste indgik ægteskab i Somalia, og at dokumentation fra Somalia, ikke kunne tillægges sædvanlig bevismæssig betydning. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at officielle somaliske dokumenter, herunder vielsesattester, efter fast praksis for tiden ikke kunne tillægges sædvanlig bevismæssig betydning på grund af forholdene i Somalia.  Det forhold at vielsesattesten dateret i januar 2014 fra den somaliske ambassade i Rom, Italien, blev indhentet som dokumentation for ægteskabet, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da vielsesattesten blev udstedt af de somaliske myndigheder.  Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der var divergerende oplysninger om byen, hvor vielsen mellem den herboende reference og ansøgeren fandt sted. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed mellem den herboende reference og ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at et fast samlivsforhold af længere varighed efter praksis krævede et dokumenteret samliv på fælles bopæl i mindst 1½ til 2 år frem til ansøgningstidspunktet, og at samlivet skulle være uafbrudt. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen lagt til grund, at der var divergerende oplysninger om samlivet, at den herboende reference i forbindelse med sin asylsag havde oplyst blandt andet, at hun og ansøgeren aldrig havde boet sammen, og at ansøgeren kom og besøgte hende, og at den herboende reference senere i forbindelse med behandlingen af asylsag havde oplyst, at hun og ansøgeren efter ægteskabets indgåelse boede sammen i syv måneder, hvorefter hun og ansøgeren flyttede til Mogadishu. Udlændingenævnet fandt, at divergenserne i den herboende references forklaringer var så store, at det ikke kunne lægges til grund, at den herboende reference og ansøgeren havde dokumenteret at have et længerevarende samliv. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt, at uanset at den herboende reference og ansøgeren, havde etableret et familieliv, som var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, var Danmark ikke er nærmest til at beskytte dette familieliv. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at EMRK art. 8, ikke indebærer en generel og ubetinget ret til at parterne selv kan vælge det land, hvor familielivet skal udøves. Udlændingenævnet har herved lagde vægt på, at ansøgeren var meddelt opholdstilladelse i Italien fra den februar 2014 til januar 2025. Det forhold, at der var henvist til retspraksis fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, Tarakhel mod Schweiz (app. no. 29217/12), kunne ikke give anledning til et andet udfald. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgerens sag ikke var sammenlignelig med dommen Tarakhel mod Schweiz app.no. (29217/12), fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, da ansøgeren allerede havde et opholdsgrundlag i Italien, hvor han efter det oplyste havde boet siden 2010, og at ansøgeren måtte antages at have etableret sig i Italien. FAM/2015/124. 

Senest opdateret: 24-04-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen