Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en somalisk statsborger under henvisning til, at det af ansøgeren og den herboende reference indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Den herboende reference indrejse i Danmark i juli 2013 og blev meddelt asyl i december 2013. Den herboende reference indgav i juli 2014 en ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægtefællesammenføring på vegne af ansøgeren. Af ansøgningsskemaet fremgik det, at ansøgeren og referencen mødte hinanden i Ceelo Gambo i 2011, at de indgik ægteskab i 2012, at de sidst så hinanden i 2013, at ansøgeren aldrig havde været i Danmark, at parret aldrig havde boet sammen, at ansøgeren forblev boende hos sin familie for at passe sine søskende, og at parret siden vielsen havde haft telefonisk kontakt gennem en bekendt. Det fremgik af den herboende references asylsag, at parret ikke selv var til stede ved vielsen, da vielsen blev indgået af parrets fædre ved tilstedeværelsen af vidner. I november 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1. Det blev til støtte for klagen anført, at ægteskabet var indgået i overensstemmelse med de gældende regler i Somalia.

Udlændingenævnet fandt, at det angive ægteskab mellem den herboende reference og ansøgeren ikke kunne anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ægteskabet var indgået i Somalia. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at officielle somaliske dokumenter efter fast praksis på afgørelsestidspunktet ikke kunne tillægges sædvanlig bevismæssig betydning på grund af forholdene i Somalia. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret ikke selv var fysisk til stede ved vielsen, hvorfor ægteskabet ikke kunne anerkendes efter dansk ret, idet det ville stride mod grundlæggende danske retsprincipper, hvis et ægteskab var indgået mellem parter, der ikke var fysisk tilstedeværende ved vielsen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og den herboende reference, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parret havde oplyst, at parret aldrig havde haft fælles bopæl. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at ansøgeren og den herboende references forhold ikke kunne anses for at udgøre et familieliv, som var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og den herboende references somaliske ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, og at parret aldrig havde boet sammen. Udlændingenævnet fandt derfor, at parret ikke havde etableret et samliv af en sådan karakter, at det var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, eller i øvrigt kunne anses for at have forpligtet sig over for hinanden i en sådan grad, at det måtte anses for at være udgøre et beskyttelsesværdigt familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det ikke ville være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. FAM/2015/15.

Senest opdateret: 12-02-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen