Udlændingenævnet stadfæstede i december 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Syrien, jf. udlændingelovens § 9, stk. 9, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren indrejste i Danmark i marts 2009 og søgte i den forbindelse om EU-opholdstilladelse ved statsforvaltningen ved brug af et falsk bulgarsk nationalitetspas. I forbindelse med politiets afhøring af ansøger i marts 2009 søgte ansøgeren også om asyl i Danmark. Ansøgeren blev idømt fængsel og udvist af Danmark med indrejseforbud i fem år på baggrund af dokumentfalsk i medfør af straffelovens § 171. I maj 2009 blev ansøgeren udsendt af Danmark til Tjekkiet i medfør af Dublinforordningen, idet ansøgeren var registreret som asylansøger i Tjekkiet. Ansøgers indrejseforbud var således gældende frem til maj 2014. I oktober 2013 blev den herboende ægtefælle meddelt asyl i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Parret indgik ægteskab i januar 2013 i Tyrkiet, og parret havde ikke efter ægteskabets indgåelse boet sammen. I marts 2014 indgav ansøgeren ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægteskab under henvisning til sin herboende ægtefælle. Det fremgik af den herboende ægtefælles oplysningsskema, at parret mødte hinanden i Tyrkiet, at parret indgik ægteskab i februar 2014, og at parret havde boet sammen i perioden fra den 15. februar 2014 til den 18. februar 2014. Den herboende ægtefælle forklarede under nævnsmødet i december 2014, at parret mødtes første gang i Tyrkiet i januar 2013 i en busterminal i forbindelse med den herboende ægtefælles udrejse fra Syrien, at den herboende ægtefælle fulgtes med sin moder, at de talte kurdisk, som ansøgeren hørte, hvorfor ansøgeren rettede henvendelse til hende, og at parret talte sammen i flere timer. Endvidere forklarede den herboende ægtefælle, at ansøgeren efter nogle dage tilkendegav, at ansøgeren godt kunne lide hende og gerne ville giftes med hende, at parret derefter aftalte at blive gift, at parret blev islamisk gift i januar 2013 i Tyrkiet, at der ikke blev udarbejdet papirer vedrørende vielsen, at parret var sammen i cirka tre uger i Tyrkiet, hvorefter ansøgeren rejste til Tjekkiet, mens den herboende ægtefælle blev i Tyrkiet indtil maj 2013, hvor den herboende ægtefælle rejste videre til Danmark og ansøgte om asyl. Den herboende ægtefælle besøgte efterfølgende ansøgeren to gange i Tjekkiet, idet hun besøgte ham første gang fra december 2013 til januar 2014, hvor parret blev islamisk gift i december 2013, men moskeen var ikke bemyndiget til at foretage vielser. Den herboende ægtefælle besøgte ansøgeren igen i februar 2014, hvorunder parret indgik ægteskab. Den herboende ægtefælle har ikke efterfølgende været i Tjekkiet, og parret har sidst været sammen i sommerferien fra juni 2014 til juli 2014, hvor ansøgeren var på besøg i Danmark.

Udlændingenævnet fandt, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 9. Ansøgeren kunne derfor ikke meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parret aldrig havde boet sammen, og at parret alene havde set hinanden i sammenlagt tre uger. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren tidligere havde forsøgt at opnå opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt, at dette handlemønster sammenholdt med omstændighederne i sagen, måtte anses som udtryk for, at det afgørende formål med indgåelsen af ægteskabet for ansøgeren var at opnå opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens ægtefælle helst ville til et udviklet land og stifte familie, og at den herboende ægtefælles incitament til at få ansøgeren til Danmark efter det oplyste var kærlighed til ham og et ønske om at leve sammen. Udlændingenævnet bemærkede, at der efter praksis kan gives afslag på en ansøgning om opholdstilladelse alene med henvisning til ansøgerens forhold. Hvis der således på baggrund af oplysningerne i en konkret sag er et sikkert grundlag for at antage, at ansøgeren har indgået ægteskabet med det afgørende formål at opnå opholdstilladelse, vil der kunne meddeles afslag efter udlændingelovens § 9, stk. 9, uanset at der ikke er et sikkert grundlag for at antage, at den herboende ægtefælle har et tilsvarende motiv til ægteskabet. FAM/2014/244.

Senest opdateret: 12-08-2014
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen