Udlændingenævnet stadfæstede i december 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab efter udlændingelovens § 9, stk. 7 til en statsborger fra Egypten. Ansøgerens ægtefælle var født i februar 1979 i Egypten. Han indrejste i Danmark første gang i marts 2002 og blev meddelt opholdstilladelse som familiesammenført i september 2002, og i december 2009 blev han meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Ansøgeren var født i januar 1982 i Egypten, hvor hun også var statsborger. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren tidligere havde besøgt Danmark i perioderne fra oktober 2010 til juni 2011, fra september 2011 til december 2011 og fra januar 2013, at parret havde to fællesbørn født henholdsvis i april 2007 og i juli 2010, som begge var egyptiske statsborgere, at begge børn opholdt sig i Danmark under sagens behandling, og at ansøgerens forældre og søskende opholdt sig i Egypten. Det var endvidere oplyst, at ansøgeren mødte sin ægtefælle første gang til et bryllup i maj 2006, at parret i perioder siden 2006 havde boet sammen i Cairo, at parret indgik ægteskab i august 2009 i Egypten, at parret talte arabisk sammen, at ansøgeren havde en B.A. i økonomi, og at ansøgerens ægtefælle havde været i beskæftigelse i Danmark fra 2005 til 2011 og derudover havde været selvstændig i perioden fra 2011 til 2012.

Udlændingenævnet fandt, at parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Egypten, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde vægt på, at både ansøgeren og ansøgerens ægtefælle var født og opvokset i Egypten, hvor ansøgeren også havde haft sin skolegang, og hvor ansøgerens og ansøgerens ægtefælles forældre og søskende opholdt sig, hvorfor parret måtte antages at have en stærkere tilknytning dertil end til Danmark, hvor ansøgerens ægtefælle først kom til i en alder af 23 år, og hvor han på afgørelsestidspunktet kun havde haft ophold i cirka 11 år. Udlændingenævnet lagde afgørende vægt på, at parret mødte hinanden i 2006 og senere indgik ægteskab i Egypten i august 2009, at ansøgerens ægtefælle siden da løbende havde besøgt ansøgeren og parrets to fællesbørn i Egypten, at begge børn var født i Egypten, og at parret talte arabisk sammen. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at parret havde etableret og videreført et familieliv i Egypten fra 2006 og frem, og at dette familieliv tillige var blevet etableret på et tidspunkt, hvor ansøgerens ægtefælle fortsat var gift med en anden i Danmark. Det forhold, at ansøgeren havde været i Danmark i perioderne fra oktober 2010 til juni 2011, fra september 2011 til december 2011 og fra januar 2013 på henholdsvis visum og processuelt ophold, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da ansøgeren på baggrund heraf ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at parrets samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end til Egypten. Den herboende ægtefælles tilknytning til det danske arbejdsmarked kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet han på afgørelsestidspunktet havde haft lidt under seks års arbejdsmarkedstilknytning, ligesom tilknytningen til arbejdsmarkedet ikke havde været uafbrudt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at henvise ansøgeren, ansøgerens ægtefælle og parrets fællesbørn til at indrejse og tage ophold i Egypten for dér at udøve familielivet sammen. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at parrets fællesbørn var egyptiske statsborgere, at parrets ældste barn var opvokset de første fem år af sit liv i Egypten, og at børnene grundet deres alder og varigheden af deres ophold her i landet ikke kunne anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, som dermed kunne føre til en fravigelse af betingelsen. FAM/2013/102.

Senest opdateret: 18-12-2013
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen