Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet) til en pakistansk statsborger. Ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab i 2003 i Pakistan. Ansøgerens herboende ægtefælle havde haft opholdstilladelse i Danmark siden januar 1990, og i december 1991 blev han meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren blev i juli 2003 meddelt afslag på ansøgning om ægtefællesammenføring i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7. Denne afgørelse blev ikke påklaget. Parret fik i perioden fra 2004 til 2010 fire fællesbørn i Pakistan. Ansøgeren søgte i december 2013 på ny om ægtefællesammenføring i Danmark.

Udlændingenævnet lagde vægt på, at både ansøgeren og den herboende ægtefælle var født og opvokset i Pakistan, hvorfor parret måtte antages at have en stærkere tilknytning dertil end til Danmark, hvortil den herboende ægtefælle først kom i 1990 i en alder af 26 år. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret siden 2003 havde etableret og udøvet fælles familieliv med udgangspunkt i Pakistan, da parrets fire fællesbørn var født og opvokset i Pakistan, da der senest blev indgivet ansøgning om ægtefællesammenføring i december 2013, og da ansøgerens herboende ægtefælle – henset til den måde parret hidtil havde udøvet familielivet på – havde bevaret en væsentlig tilknytning til Pakistan. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgerens herboende ægtefælle havde haft tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark siden 1991 og havde været tilknyttet det danske arbejdsmarked, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, da ansøgerens herboende ægtefælle ikke på baggrund af sit ophold havde opnået en sådan væsentlig og fast tilknytning til det danske uddannelsessystem og arbejdsmarked, at dette kunne føre til en ændret vurdering af, at parrets samlede tilknytning til Pakistan oversteg parrets samlede tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at parrets fællesbørn i maj 2014 fik opholdstilladelse i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da parrets fællesbørn ikke havde opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse på baggrund heraf. Udlændingenævnet bemærkede, at fællesbørn, som bor hos en herboende ansøgers ægtefælle, efter Udlændingenævnets praksis først efter seks til syv års ophold i Danmark ville kunne anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at meddelelse af afslag på opholdstilladelse ville have så væsentlige konsekvenser for børnene, at kravet om tilknytning kunne fraviges. Udlændingenævnet fandt herudover, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse ikke udgjorde en krænkelse af parrets rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8, idet EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring. FAM/2014/129.

Senest opdateret: 21-08-2014
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen