Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet) til en irakisk statsborger. Ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab i 1994 i Irak. Ansøgerens herboende ægtefælle var dansk statsborger og havde haft opholdstilladelse i Danmark siden 1984. Ansøgeren havde tidligere haft opholdstilladelse i Danmark, idet hun i 1996 blev meddelt opholdstilladelse, og i 1999 blev hun meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse her i landet. Ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle havde igennem to perioder på sammenlagt mere end tre år boet sammen i Irak. Ansøgeren var i perioden fra maj 2006 til august 2007 udrejst til sit hjemland, og i november 2010 udrejste hun på ny til Irak, hvorefter hun vendte tilbage til Danmark i december 2012. I denne forbindelse bortfaldt ansøgerens opholdstilladelse i Danmark. Parret fik i perioden fra 1997 til 2005 fire fællesbørn, som alle var danske statsborgere. Børnene havde været udrejst af Danmark i de samme perioder som ansøgeren, og ansøgeren havde siden december 2012 på ny opholdt sig i Danmark.

Udlændingenævnets flertal fandt, at parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Irak, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnets flertal fandt, at ansøgerens herboende ægtefælle – uanset at han havde haft opholdstilladelse i Danmark siden 1984 og var blevet dansk statsborger – og ansøgeren – uanset at hun havde haft opholdstilladelse i Danmark siden 1996 og tidsubegrænset opholdstilladelse siden 1999 – begge havde større tilknytning til Irak end til Danmark. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at både den herboende ægtefælle og ansøgeren var født i Irak og havde familie dér, ligesom de kommunikerede på irakisk, og at parret igennem flere perioder på sammenlagt mere end tre år havde opholdt sig sammen i Irak, hvor parret tog ophold med henblik på at tage varigt ophold. Det oplyste om den herboende ægtefælles tidligere uddannelse og beskæftigelse, herunder at han i 1994 havde afsluttet en uddannelse som civilingeniør i Danmark, at han i 1995 havde været ansat ved en virksomhed i Århus, og at han i 2009 og 2010 havde været ansat i job med løntilskud, fandt Udlændingenævnets flertal ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at ansøgerens herboende ægtefælle uagtet karakteren og længden af sit ophold i Danmark, og herunder den nævnte uddannelse og de nævnte beskæftigelser, ikke kontinuerligt havde været tilknyttet det danske arbejdsmarked, men havde haft kortere perioder med beskæftigelse, og at han to gange havde været udrejst til Irak med henblik på at etablere familielivet i det land, hvor han var opvokset.  Ansøgerens tidligere opholdstilladelse i Danmark og det forhold, at hun under sagens behandling i Udlændingenævnet var gravid, kunne heller ikke føre til en ændret vurdering. Det forhold, at ansøgeren i februar 1996 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som ægtefællesammenført, og at hun i maj 1999 blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, fandt Udlændingenævnets flertal ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen, idet det var hendes eget valg at udrejse til Irak og dermed opgive sin opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnets flertal fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren i forbindelse med sit ophold i Danmark efter det oplyste havde taget sprogkurser og været i praktik, heller ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der ikke herved var oplyst om forhold, der kunne medføre, at ansøgeren og hendes ægtefælle havde opnået en større tilknytning til Danmark end til Irak, hvor hun var født og opvokset, og hvortil hun efter det oplyste havde haft ønske om at vende tilbage for dér at udøve familielivet sammen med sin ægtefælle og parrets fire fællesbørn. Det forhold, at ansøgeren led af dysreguleret stofskifte og diabetes, fandt Udlændingenævnets flertal ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnets flertal bemærkede i den forbindelse, at det fremgik af lægeerklæringer, at ansøgeren siden 2007 havde været syg, og at hun alligevel i 2010 havde valgt at udrejse til Irak for at udøve familielivet dér. Det forhold, at ansøgerens og hendes ægtefælles fællesbørn var danske statsborgere og havde boet i Danmark fra fødslen og frem til maj 2006, i perioden fra august 2007 til november 2010 og siden december 2012, fandt Udlændingenævnets flertal ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet børnene to gange havde været udrejst til Irak i en længere periode, hvorved børnene fik afbrudt deres tilknytning til Danmark. Udlændingenævnets flertal bemærkede hertil, at det havde været ansøgerens og hendes ægtefælles eget valg at udrejse af Danmark i henholdsvis 2006 og 2010, og at børnene fra december 2012 på ny skulle tage ophold i Danmark, uagtet at ansøgeren ikke længere havde opholdstilladelse i Danmark, idet hun havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder, hvorved hendes opholdstilladelse var bortfaldet. FAM/2014/166.

Senest opdateret: 26-08-2014
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen