Udlændingenævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab til en statsborger fra Pakistan efter udlændingelovens § 9, stk. 7. Ansøgeren og ansøgerens ægtefælle var begge født og opvokset i Pakistan og var pakistanske statsborgere. Det var til sagen oplyst, at ansøgerens ægtefælle var født i april 1970, at han indgik ægteskab i Danmark med en herboende person i maj 1995, at han i juni 1996 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af dette ægteskab, at han i marts 1999 blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, at han i marts 2000 blev skilt fra sin herboende ægtefælle, at han i maj 2000 indgik ægteskab med ansøgeren i Pakistan, og at parret senest i september 2013 indgav ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægteskab. I den forbindelse havde ansøgeren oplyst, at parrets ægteskab var arrangeret af deres familier, og at ægteskabet blev arrangeret fem år forud for ægteskabets indgåelse, ligesom parret selv havde accepteret ægteskabet fem år forud for ægteskabets indgåelse. Parret havde tre børn, født i henholdsvis september 2004, november 2006 og december 2010, som alle tre havde opholdstilladelse i Danmark. Ansøgeren og ansøgerens ægtefælle havde efter ægteskabets indgåelse haft kontakt via besøgsophold og telefon, hvor parret talte urdu og punjabi sammen, og ansøgeren havde opholdt sig i Danmark på visum og processuelt ophold i 2007, 2012 og 2013.

Udlændingenævnet fandt, at parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end deres samlede tilknytning til Pakistan, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at både ansøgeren og ansøgerens ægtefælle var født og opvokset i Pakistan, hvor de også havde haft deres skolegang, hvorfor parret måtte antages at have en stærkere tilknytning dertil end til Danmark, hvor ansøgerens ægtefælle først kom til i juni 1996 i en alder af 26 år, og hvor ansøgerens ægtefælle havde haft ophold i cirka 18 år. Udlændingenævnet havde i den forbindelse lagt betydelig vægt på, at parret blev forlovet i Pakistan i 1995, hvor der blev truffet aftale om indgåelse af ægteskab, og at ansøgerens ægtefælle således blev gift med en herboende filippinsk statsborger, da han var forlovet og vidste, at han skulle giftes i Pakistan med ansøgeren. Det bemærkedes, at ansøgerens ægtefælle blev skilt fra sin tidligere ægtefælle kort tid efter, at han blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, og at han dernæst kort tid efter blev gift med ansøgeren. Udlændingenævnet fandt, at parrets forhold – henset til den måde parret valgte at etablere familielivet på – havde karakter af et oprindeligt familieliv. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at familielivet blev etableret i Pakistan og fortsat havde været udøvet med udgangspunkt i Pakistan. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at parrets fællesbørn var født og til dels opvokset i Pakistan, og at parret i perioden 2001-2012 ikke havde søgt familiesammenføring i Danmark, hvilket understøttede parrets væsentlige tilknytning til Pakistan. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at ansøgeren ikke udover ansøgerens ægtefælle og parrets tre fællesbørn havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark. Det forhold, at ansøgeren havde været i Danmark på visumophold i 2007, 2012 og 2013, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da ansøgeren på baggrund af de nævnte ophold ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at parrets samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end til Pakistan. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at parret talte urdu og punjabi sammen, at ansøgerens søskende var bosiddende i Pakistan, at ansøgerens ægtefælles forældre og søskende ligeledes var bosiddende i Pakistan, og at ansøgerens ægtefælle flere gange havde været på besøgsophold i Pakistan. FAM/2014/26.

Senest opdateret: 23-04-2014
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen