Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, til en israelsk statsborger. Den herboende ægtefælle havde siden sin fødsel i 1990 haft længerevarende ophold i Tyskland, Frankrig og Israel. Den herboende ægtefælle og ansøgeren havde overfor Udlændingestyrelsen oplyst, at de første gang mødte hinanden i 2005 i Israel, på hvilket tidspunkt den herboende ægtefælle var volontør i Israel. Den herboende ægtefælle havde endvidere oplyst, at den herboende ægtefælle var opvokset i Danmark, Israel og Frankrig, at hun var født som dansk statsborger, at hun i perioden fra januar 2012 til maj 2013 havde opholdt sig i Tyskland grundet arbejde, at hun fra maj 2013 til august 2014 havde opholdt sig i Israel og Grækenland i forbindelse med studieophold og ferie, og at hun og ansøgeren talte engelsk og hebraisk sammen. Den herboende ægtefælle havde desuden oplyst, at parret i januar 2013 besluttede at indgå ægteskab, at parret boede sammen i perioderne fra juli 2011 til december 2011 i Israel, fra januar 2012 til maj 2013 i Tyskland og fra juni 2013 til juli 2014 i Israel, at parret indgik ægteskab i maj 2013 i Danmark, at parret efterfølgende var på ferie i august 2014 i Grækenland, og at parret sidst så hinanden i september 2014. Det fremgik endvidere, at ansøgeren senest indrejste i Danmark i september 2014, at han havde besøgt Danmark i perioderne fra december 2006 til januar 2007, fra marts 2009 til april 2009, august 2010 til december 2010, fra juni 2011 til juli 2011 og i maj 2013. Den herboende ægtefælle havde herudover oplyst, at hun havde 14 søskende, hvoraf 12 af hendes søskende var bosat i Danmark, at hun fra august 2006 til august 2007 havde arbejdet 18 timer ugentligt i en forretning, at hun fra februar 2008 til marts 2008 havde arbejdet 40 timer ugentligt i hjemmeplejen, at hun fra august 2008 til maj 2009 havde arbejdet 40 timer ugentligt på en café, at hun fra oktober 2009 til juni 2011 havde arbejdet i hjemmeplejen, og at hun fra august 2014 havde arbejdet på et plejecenter cirka 37 timer ugentligt. Den herboende ægtefælle mente, at hun ikke skulle stå til regnskab for sine forældres valg om at rejse i Europa og dernæst bo i Israel i mange år, at den herboende ægtefælle havde fulgt sine forældre, da hun i en ung alder ikke selv havde mulighed for at vælge, hvor hun gerne ville opholde sig, at den herboende ægtefælle på trods af sit udlandsophold var blevet hjemmeskolet på dansk efter ACE-systemet, at den herboende ægtefælle i flere perioder havde opholdt sig i Danmark i forbindelse med et efterskoleophold og en gymnasial uddannelse, mens den herboende ægtefælle var i et forhold med ansøgeren, og at den herboende ægtefælle efter sin studentereksamen tog til Israel for at være sammen med ansøgeren, da han på daværende tidspunkt ikke havde afsluttet sin værnepligt i Israel. Den herboende ægtefælle havde oplyst, at ansøgeren herefter tog ophold i Tyskland, da den herboende ægtefælle på daværende tidspunkt ikke var fyldt 24 år, at den herboende ægtefælle og ansøgeren efter opholdet i Tyskland tog til Israel, hvor ansøgeren spontant valgte at studere i et år, og at den herboende ægtefælle således mente, at hendes tilknytning til Danmark var større end hendes tilknytning til Israel.

Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle og ansøgerens samlede tilknytning til Danmark ikke var større end den herboende ægtefælle og ansøgerens samlede tilknytning til Israel, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboende ægtefælle efter sine egne oplysninger sammenlagt havde boet i Danmark i cirka otte år afbrudt af flere ophold i Israel på mere end en måneds varighed, og at hun sammenlagt havde boet i Israel i cirka syv år og seks måneder. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende ægtefælle mødte ansøgeren i Israel, at parret kommunikerede på engelsk og hebraisk, og at parret havde boet sammen i Israel i perioderne fra juli 2011 til december 2011 og igen fra juni 2013 til juli 2014. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at den herboende ægtefælle – uanset at hun var født i Danmark i marts 1990, og at hun var dansk statsborger – havde en væsentlig tilknytning til Israel. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det oplyste om den herboende ægtefælles uddannelses- og arbejdsmæssige tilknytning til Danmark ikke kunne føre til et ændret udfald, da den herboende ægtefælle på baggrund af de nævnte uddannelser og beskæftigelse ikke havde opnået en sådan fast tilknytning til det danske uddannelsessystem og arbejdsmarked, at den herboende ægtefælle på baggrund heraf kunne anses for at have opnået en væsentlig tilknytning til Danmark. Det anførte om, at den herboende ægtefælle ikke skulle stå til regnskab for sine forældres valg om at rejse i Europa og dernæst bo i Israel i mange år, og at den herboende ægtefælle havde fulgt sine forældre, da hun i en ung alder ikke havde mulighed for at vælge, hvor hun gerne ville opholde sig, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle selv af flere omgange havde valgt at udrejse til blandt andet Israel, og at hun herved havde afbrudt sin tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren var født og opvokset i Israel, hvor han havde haft sin skolegang og havde været tilknyttet arbejdsmarkedet, og hvor hans forældre og søskende fortsat boede. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren havde besøgt Danmark i perioderne fra december 2006 til januar 2007, fra marts 2009 til april 2009, i august 2010, i december 2010 til december 2010, fra juni 2011 til juli 2011 og i maj 2013. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering henset til karakteren og varigheden af disse besøgsophold og henset til, at den herboende ægtefælle og ansøgeren samlet set havde en væsentlig tilknytning til Israel. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at den herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Israel, for dér at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle og ansøgeren havde mødt hinanden i Israel, og at den herboende ægtefælle havde besøgt og boet sammen med ansøgeren af flere omgange i Israel. FAM/2015/112.

Senest opdateret: 24-06-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen