Udlændingenævnets afgørelse af 20. april 2015 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle og ansøgerens samlede tilknytning til Danmark ikke var større end den herboende ægtefælle og ansøgerens samlede tilknytning til Somalia og Etiopien, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde til grund, at den herboende ægtefælle havde opnået en væsentlig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde imidlertid samtidig til grund, at ansøgeren aldrig havde været i Danmark, og at ansøgeren således ikke havde opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. Tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, kunne på den baggrund ikke anses for opfyldt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selvom den herboende ægtefælle og ansøgerens tilknytning til Danmark ikke var større end den herboende ægtefælles og ansøgerens samlede tilknytning til Somalia eller Etiopien, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle og ansøgeren havde mødt hinanden i Somalia, at den herboende ægtefælle efter egne oplysninger fra 2009 til 2013 havde boet i Etiopien, og at det til sagen derudover var oplyst, at den herboende ægtefælle havde besøgt ansøgeren i Etiopien i fem måneder i 2009, i tre måneder i 2010, i syv måneder i 2011, i tre måneder i 2012 og i fem måneder i 2013. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det var den herboende reference og ansøgerens eget valg at etablere familie og få børn på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt derefter, at den herboende ægtefælle og ansøgeren dermed havde valgt at udøve familielivet således, at den herboende ægtefælle og ansøgeren skulle leve adskilt. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle oprindeligt var flygtning fra Somalia, kunne ikke føre til et andet udfald, da ansøgerens ægtefælle nu var dansk statsborger, og at han efter det oplyste havde mødt ansøgeren i Somalia. Det forhold, at ansøgerens og ansøgerens ægtefælles tre fællesbørn var danske statsborgere og opholdt sig sammen med ansøgeren, og at de tre fællesbørn ikke opholdt sig i Danmark grundet den herboende ægtefælles sygdom, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at et barn som udgangspunkt først efter seks til syv års ophold i Danmark, hvor barnet har gået i en dansk institution eller skole, kan anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til landet. Udlændingenævnet fandt herved ikke, at der var grund til at fravige tilknytningskravet. Det anførte om, at de tre fællesbørn bedst kunne sikres en god og fornuftig opvækst i Danmark sammen med ansøgeren og ansøgerens ægtefælle, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Det forhold, at ansøgeren havde to mindreårige særbørn i Danmark, kunne ikke føre til et andet udfald af sagen, idet det oplyste samvær med særbørnene ikke var af et sådant omfang, at kravet til tilknytning kunne fraviges. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at den herboende ægtefælle led af PTSD, KOL og hypertension, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der ikke var tale om så alvorlige helbredsmæssige forhold, at dette kunne begrunde en fravigelse af kravet om tilknytning. Udlændingenævnet bemærkede, at den herboende ægtefælle – uanset hans helbredsmæssige forhold – havde haft længerevarende ophold i Etiopien, hvor han havde boet sammen med ansøgeren. FAM/2015/121.
Senest opdateret: 20-04-2015
Udgiver: Udlændingenævnet