Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, til en tyrkisk statsborger. Ansøgerens ægtefælle, som også var tyrkisk statsborger, indrejste i Danmark i februar 1997, og han blev meddelt opholdstilladelse i november 1997 i medfør af den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 1, nr. 2, som ægtefællesammenført. Den herboende ægtefælle blev i oktober 2000 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgerens herboende ægtefælle havde været gift med en dansk statsborger i perioden fra februar 1997 til november 2001, og at ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik nyt ægteskab i februar 2002. Det fremgik endvidere af Det Centrale Personregister, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde fire børn, som alle fire boede i Danmark. Parrets tre ældste børn var født i 1992, 1993 og 1998 i Tyrkiet. Parrets yngste barn var født i september 2003 i Danmark. I februar 2014 modtog Udlændingestyrelsen ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til hendes herboende søn. I februar 2014 indgav ansøgeren endvidere ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til ægteskab med sin ægtefælle. Det fremgik af ansøgerens ansøgningsskema, at ansøgeren og den herboende ægtefælle tidligere havde været gift i perioden fra august 1991 til september 1995, at parret var født og opvokset i samme by i Tyrkiet, at parret sidst havde set hinanden i december 2013, og at parret talte tyrkisk og dansk indbyrdes. 

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Tyrkiet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at både ansøgeren og den herboende ægtefælle var født og opvokset i Tyrkiet, hvor parret også havde haft deres skolegang, hvorfor parret måtte antages at have en stærkere tilknytning dertil end til Danmark, hvor den herboende ægtefælle først fik opholdstilladelse i en alder af 33 år. Udlændingenævnet lagde endvidere betydelig vægt på, at parret forud for den herboende ægtefælles indrejse i Danmark i 1997 havde kendt hinanden i Tyrkiet siden 1991, at parret tidligere havde været gift med hinanden i perioden fra august 1991 til september 1995, og at parret i denne periode fik to fællesbørn. Udlændingenævnet fandt ud fra tilsvarende betragtninger, at den herboende ægtefælle gennem den måde, som han havde udøvet familielivet med ansøgeren på forud for og efter sin indrejse i Danmark, måtte anses for at have bevaret en meget betydelig tilknytning til Tyrkiet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at parrets tredje fællesbarn var født i 1998 i Tyrkiet, mens den herboende ægtefælle var gift med en herboende dansk statsborger. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren ikke udover den herboende ægtefælle og parrets fællesbørn havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark. Det forhold, at ansøgeren havde været i Danmark på ni visumbesøg, og at ansøgeren havde opholdt sig ulovligt i Danmark i perioden fra 2008 til 2013, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da ansøgeren på baggrund af de nævnte ophold ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at parrets samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end parrets samlede tilknytning til Tyrkiet. Det talte med betydelig vægt imod at anse tilknytningskravet for opfyldt, at den herboende ægtefælle og ansøgeren tidligere havde været gift eller havde levet sammen i deres fælles hjemland inden den herboende ægtefælles indrejse i Danmark, og at parret senere indgav ansøgning om ægtefællesammenføring her i landet på baggrund af nyt ægteskab indgået efter den herboende ægtefælles indrejse i Danmark. Indgåelse af ægteskab på ny indikerede, at den herboende ægtefælle havde bevaret en væsentlig tilknytning til ansøgeren og hjemlandet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle talte sammen på tyrkisk og dansk, og at flere af den herboende ægtefælles søskende tillige var bosiddende i Tyrkiet. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at den herboende ægtefælle havde bevaret en meget betydelig tilknytning til Tyrkiet, således at ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark dermed ikke var større end parrets samlede tilknytning til Tyrkiet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at den herboende ægtefælle havde haft opholdstilladelse i Danmark siden november 1997, at han i oktober 2000 blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, og at han siden maj 2000 havde arbejdet 40 timer om ugen som slagter. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet resultat, da Udlændingenævnet ikke fandt, at den herboende ægtefælles arbejdsmarkedstilknytning var af en sådan karakter, at den i sig selv kunne føre til en ændret vurdering af, om parrets samlede tilknytning til Danmark oversteg til parrets samlede tilknytning til Tyrkiet. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, der talte for, at der skulle meddeles opholdstilladelse, uanset at tilknytningskravet ikke kunne anses for at være opfyldt. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at den herboende ægtefælle og parrets fællesbørn ikke ville kunne indrejse i Tyrkiet for dér at udøve familielivet med ansøgeren som hidtil. Det forhold, at ansøgeren tillige havde søgt om familiesammenføring med parrets herboende yngste søn, som opholdt sig hos den herboende ægtefælle i Danmark, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at hvis der foreligger et familieliv mellem et herboende barns forældre vil det – uanset om det angives, at der ansøges om familiesammenføring alene med henvisning til barnet, eller om det angives, at der ansøges om familiesammenføring med henvisning til den herboende forælder – være familiens forhold som samlet enhed, der vil danne grundlag for vurderingen af, om der bør meddeles opholdstilladelse. Det vil således være de samme faktiske, konkrete omstændigheder i sagen, der vil indgå i grundlaget for vurderingen af, om der bør meddeles tilladelse til familiesammenføring her i landet. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at parrets fællesbørn, som opholdte sig hos den herboende ægtefælle i Danmark, ikke udgjorde sådanne ganske særlige grunde, at ansøgeren på den baggrund kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at parrets yngste barn var født i 2003 i Danmark og siden havde boet her i landet, at han havde gået i vuggestue og børnehave og nu gik i skole i Danmark, og at parrets næstyngste barn født i 1998 havde haft opholdstilladelse i Danmark siden februar 2004. Det bemærkedes endvidere, at parrets to ældste børn, som var født i henholdsvis 1992 og 1993, var myndige. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering.  Udlændingenævnet fandt således, at parrets yngste barns forhold ikke kunne føre til, at det kunne anses for at være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 og Børnekonventionen at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede i denne forbindelse, at FN’s Børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at meddelelse af afslag på opholdstilladelse ikke var i strid med barnets tarv, og at parrets børn ikke ved afslaget var afskåret fra at have regelmæssig personlig forbindelse og direkte kontakt med ansøgeren. Der var i klagen henvist til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i Osman mod Danmark sagen (application no. 38058/09). Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Osman-sagen efter Udlændingenævnets opfattelse ikke var sammenlignelig med nærværende sag, idet Osman-sagen vedrørte et barn, som blev nægtet opholdstilladelse i Danmark, mens nærværende sag vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt en forælder kan få opholdstilladelse afledt af sit barns forhold.  Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at det var parrets eget valg, at parrets fællesbørn skulle bo i Danmark på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark, ligesom det var parrets eget valg at lade børnene forblive i Danmark, selv om ansøgeren var blevet meddelt afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt afslutningsvis, at parret dermed havde valgt at udøve familielivet således, at parrets familie skulle leve adskilt, og at der intet var til hinder for, at parret kunne fortsætte med at udøve familielivet som hidtil, herunder via feriebesøg. FAM/2015/129.

Senest opdateret: 08-04-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen