Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet) til en statsløs palæstinenser fra Libanon. Ansøgerens herboende ægtefælle blev i 1996 meddelt opholdstilladelse efter reglerne om familiesammenføring, han blev i 1997 blev meddelt opholdstilladelse som flygtning efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og han blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i 1999. I februar 2012 indgik parret ægteskab i Libanon, hvorefter ansøgerens herboende ægtefælle besøgte hende i Libanon, inden hun indrejste i Danmark i november 2013 og søgte om familiesammenføring. Ansøgerens herboende ægtefælle var samboende med sit særbarn, som er født i 2001, og han havde derudover et myndigt særbarn, der var født i 1994. Parret fik et fællesbarn i Danmark i marts 2014. Den herboende ægtefælle var førtidspensionist.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og hendes herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Libanon, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Det var en betingelse for at anse ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark for større end ægtefællernes samlede tilknytning til deres hjemland, at begge ægtefæller – hver især – havde opnået en vis selvstændig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke havde opnået en væsentlig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at han kom til Danmark i november 1992 i en alder af 25 år, og at han var født, opvokset og havde haft en stor del af sin voksentilværelse i Libanon inden sin indrejse i Danmark. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at han havde haft lovligt ophold i Danmark i cirka 19 år, at han efter det oplyste ikke havde bestået Prøve i Dansk 1 eller andre danskprøver på et tilsvarende eller højere niveau, og at han ikke havde taget en erhvervskompetencegivende uddannelse i Danmark, havde været i beskæftigelse eller på anden vis havde forsøgt at integrere sig i det danske samfund, siden han blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i 1996. Det forhold, at ansøgerens herboende ægtefælle i 1996/97 havde forsøgt at etablere en fødevareforretning, og at han talte og forstod dansk, når der ikke blev anvendt vanskelige udtryk, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da tilknytningen til arbejdsmarkedet lå langt tilbage i tid, og da han efter det oplyste ikke efterfølgende forud for sin førtidspensionering havde været i beskæftigelse. Udlændingenævnet lagde herudover til grund, at ansøgeren var statsløs palæstinenser fra Libanon, hvor hun var født, opvokset, havde haft sin skolegang og hele sit voksne liv, hvor hendes forældre og søskende fortsat boede, hvor ansøgeren og hendes herboende ægtefælle mødte hinanden i 2011, hvor parret indgik ægteskab i 2012, og at de talte arabisk sammen, at de begge havde søskende i Libanon, at ansøgerens herboende ægtefælle derudover havde to brødre i Danmark, at hans moder var død, men at hans fader boede i Libanon, og at ansøgerens herboende ægtefælle havde besøgt ansøgeren i Libanon. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at advokaten til støtte for sin klage havde anført, at ansøgerens herboende ægtefælles yngste særbarn havde fået en stærk tilknytning til Danmark, hvor han gik i skole og til fodbold samt havde skabt sig en vennekreds. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgerens herboende ægtefælles særbarn, som ifølge Det Centrale Personregister havde været udrejst af Danmark til Libanon i perioderne fra september 2005 til juli 2009 og fra juli 2010 til september 2013 grundet varigheden af barnets ophold her i landet ikke kunne anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark og dermed føre til en fravigelse af betingelsen. Udlændingenævnet henviste herved til, at børn efter praksis først anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års uafbrudt lovligt ophold her i landet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den omstændighed, at parrets fællesbarn havde fået opholdstilladelse i Danmark i juni 2014, ikke kunne føre til et ændret resultat, idet fællesbarnet ikke ansås for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund heraf. Udlændingenævnet bemærkede desuden, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da ægtefæller ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt herudover, at den omstændighed, at ansøgerens herboende ægtefælle havde haft opholdstilladelse i Danmark igennem flere år, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, idet dette ophold ikke i sig selv kunne føre til, at han kunne anses for at have opnået en væsentlig tilknytning til Danmark, og at han ikke sås at have udvist vilje til efter evne at integrere sig. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til en udtalelse i juni 2014 fra Udlændingestyrelsen, hvoraf det fremgik, at ansøgerens herboende ægtefælle ved en tilbagevenden til Libanon ikke risikerede asylrelevant forfølgelse, hvilket han ikke havde kommenteret efter Udlændingestyrelsens partshøring fra juni 2014. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde været udsat for regelmæssig tortur under fængselsophold, før han kom til Danmark, at han led af PTSD, generaliseret angst og en kronisk forstemningstilstand og en moderat restriktiv lungefunktionsnedsættelse og aktuelt var i behandling med blandt andet de antidepressive præparater Citalopram og Mirtazapin, kunne ikke føre til et ændret resultat, idet der herved ikke var tale om sådanne omstændigheder, der kunne føre til en fravigelse af tilknytningskravet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at MedCOI¹⁾ havde oplyst, at begge de medicinske præparater Citalopram og Mirtazapin var tilgængelige i Libanon, og at ansøgerens herboende ægtefælle således kunne købe sin medicin i Libanon. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Libanon, hvor parret var mødtes og var blevet gift, og hvorfra de begge var statsløse palæstinensere, for dér at udøve familielivet med ansøgeren. Det forhold, at begge ansøgerens herboende ægtefælles særbørn var blevet danske statsborgere, og at parrets fællesbarn eventuelt havde udsigt til at blive dansk statsborger i slutningen af 2015, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet der alene dispenseres fra tilknytningskravet i forhold til danske statsborgere, hvis den herboende ægtefælle har været dansk statsborger i 26 år, eller har haft lovligt ophold i Danmark i 26 år. Det af advokaten anførte om, at det ville være udfordrende for ansøgerens herboende ægtefælle at blive henvist til at udøve familielivet i Libanon på grund af hans forhold til sit særbarn, kunne ikke føre til et ændret resultat. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgerens herboende ægtefælles særbarn efter det oplyste havde sin moder i Libanon, og desuden ifølge oplysningerne fra Det Centrale Personregister havde været udrejst til Libanon i perioderne fra september 2005 til juli 2009 og fra juli 2010 til september 2013, og således ikke havde fået en væsentlig tilknytning til Danmark, selvom hans skole havde oplyst, at han var aktiv i skolen og den lokale fodboldklub, at han viste stor vilje til at lære det danske sprog, at han i oktober 2014 var blevet udsluset fra modtagerklassen og var startet i en 6. klasse, og at han var velfungerende såvel fagligt som socialt på trods af, at hans danske ikke var helt alderssvarende. FAM/2015/171.

¹⁾ MedCOI er et projekt finansieret af Den Europæiske Flygtningefond med henblik på at indhente oplysninger om tilgængelig medicin i ansøgeres hjemlande.

Senest opdateret: 09-07-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen