Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Pakistan, da ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke kunne anses for at opfylde tilknytningskravet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Ansøgerens ægtefælle, der ligeledes var statsborger i Pakistan, indrejste i Danmark i 1986 og var i perioden fra 1986 til 1989 gift med en herboende dansk statsborger. I juni 1988 blev den herboende ægtefælle meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Det fremgik endvidere af sagen, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde to fællesbørn, der begge var statsborgere i Pakistan. Ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab i maj 1990. Det fremgik videre af ansøgningsskemaet, at hun havde gennemført en gymnasial uddannelse, at hun var uddannet skolelærer, at hun havde besøgt Danmark i november 2006, juni 2007, august 2008 og november 2010, at hun senest indrejste i Danmark i juni 2014, og at hun havde boet i Danmark i mere end seks måneder. Af den herboende ægtefælles del af ansøgningsskemaet fremgik det, at ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab i Pakistan, at den herboende ægtefælle første gang kom til Danmark i februar 1986, at den herboende ægtefælles moder og ene broder boede i Pakistan, at den herboende ægtefælle havde en broder i Danmark, at den herboende ægtefælle og ansøgeren kommunikerede på urdu og panjabi, at den herboende ægtefælle i perioden fra 1986 til 2003 drev selvstændig erhvervsvirksomhed, og at han fra 2007 og indtil tidspunktet for ansøgningsskemaets udfyldelse havde drevet selvstændig erhvervsvirksomhed. I januar 2015 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark. I januar 2015 påklagede ansøgerens partsrepræsentant Udlændingestyrelsens afgørelse til Udlændingenævnet og anførte i den anledning, at ansøgeren havde en ægtefælle og to børn, der opholdt sig i Danmark, at det var partsrepræsentantens opfattelse, at Udlændingestyrelsen ikke havde foretaget en konkret vurdering af varigheden og karakteren, af parrets ophold i de respektive lande, af parrets familiemæssige tilknytning til Danmark og ansøgerens hjemland, af parrets sprogfærdigheder og af parrets uddannelses- og arbejdsmæssige tilknytning til Danmark. Partsrepræsentanten havde derudover henvist til den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8.   

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Pakistan, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at både ansøgeren og den herboende ægtefælle var født og opvokset i Pakistan, hvor ansøgeren tillige havde haft sin skolegang og taget en uddannelse, og at parret havde haft et længerevarende familieliv i Pakistan, hvorfor parret måtte antages at have en stærkere tilknytning dertil end til Danmark, hvor den herboende ægtefælle indrejste i 1986 i en alder af 31 år. Udlændingenævnet lagde endvidere betydelig vægt på, at den herboende ægtefælle, inden parret indgik ægteskab, tit rejste til Pakistan for at besøge ansøgeren, at ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab i maj 1990 i Pakistan, at parret kommunikerede på urdu og punjabi, at den herboende ægtefælle første gang ansøgte om familiesammenføring med ansøgeren cirka 14 år efter, at parret indgik ægteskab, og at parret på dette tidspunkt havde fået to fællesbørn. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det taler med betydelig vægt imod at anse tilknytningskravet for opfyldt i tilfælde, hvor den herboende ægtefælle har indgået ægteskab og været gift med ansøgeren i en længere periode, hvor ansøgeren fortsat havde opholdt sig i sit hjemland forud for ansøgningen om ægtefællesammenføring i Danmark. Det forhold, at ansøgeren havde opholdt sig i fem perioder i Danmark på baggrund af turistvisum i årene 2006, 2007, 2008 og 2010, og at hun havde været indrejst i Danmark i juni 2014, kunne ikke føre til en ændret vurdering henset til karakteren og varigheden af disse besøgsophold, og henset til at ansøgeren og den herboende ægtefælle samlet set havde en væsentlig tilknytning til Pakistan. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at ansøgerens besøgsophold i Danmark havde været af uregelmæssig karakter, herunder at hun i perioden fra 2011 til 2013 ikke havde opholdt sig i Danmark. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det af partsrepræsentanten anførte om, at partsrepræsentanten mente, at ansøgeren havde tilstrækkelig tilknytning til Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen, idet parrets samlede tilknytning til Danmark ikke kunne anses for at være større end til Pakistan. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den herboende ægtefælle havde boet i Danmark siden april 1986, at den herboende ægtefælle i juni 1988 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, og at den herboende ægtefælle i perioderne fra 1986 til 2003 og fra 2007 til afgørelsestidspunktet havde drevet selvstændig erhvervsvirksomhed. Udlændingenævnet fandt ud fra en samlet vurdering af sagen, at den herboende ægtefælle, gennem den måde parret havde udøvet familielivet på, havde bevaret en meget væsentlig tilknytning til Pakistan. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selv om ansøgeren og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ægtefællernes samlede tilknytning til Pakistan. Det forhold, at ansøgeren og den herboende ægtefælles fællesbørn, der begge var myndige, havde haft opholdstilladelse her i landet i under ni år, kunne ikke føre til et andet resultat. Udlændingenævnet bemærkede, at det var ansøgerens eget valg at etablere familie og få børn på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at parret dermed havde valgt at udøve familielivet således, at deres familie skulle leve adskilt. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at partsrepræsentanten havde henvist til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions bestemmelse om retten til familieliv (EMRK artikel 8). Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) vedrørende EMRK artikel 8 om retten til familieliv, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. FAM/2015/201.

Senest opdateret: 18-08-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen