Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, til en serbisk statsborger. Ansøgerens herboende ægtefælle, som også var serbisk statsborger, blev i december 1991 meddelt opholdstilladelse i Danmark, og i oktober 1994 blev hun meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 1, nr. 2, under henvisning til sit første ægteskab. Denne opholdstilladelse blev inddraget i september 1995 på grund af skilsmisse. I januar 1997 blev ansøgerens herboende ægtefælle meddelt opholdstilladelse på ny under henvisning til sit andet ægteskab, og i februar 2001 blev hun meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren selv blev i december 1994, februar 2002 og december 2012 meddelt afslag på asyl i Danmark. Ansøgeren var ligeledes i marts 2003 blevet meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. I november 2012 blev ansøgeren af Udlændingestyrelsen meddelt afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. I januar 2013 blev ansøgeren meddelt afslag på humanitær opholdstilladelse, og Udlændingenævnet stadfæstede i april 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse fra november 2012. Det fremgik af Udlændingenævnets afgørelse fra april 2013, at parret tidligere havde oplyst, at de havde mødt hinanden i Serbien, da de var henholdsvis 14 år og 15 år, at de efterfølgende havde boet sammen og havde fået to børn i henholdsvis 1978 og 1984, og at de havde indgået ægteskab, da de var henholdsvis 26 år og 27 år, hvilket svarede til 1989. Det fremgik endvidere, at ansøgeren siden 1996 havde samlevet med sin herboende ægtefælle under besøgsophold i Danmark af tre måneders varighed. Det fremgik af ansøgerens nye ansøgning, at parret i marts 2012 på ny havde indgået ægteskab i Danmark.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Serbien, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at både ansøgeren og den herboende ægtefælle var født og opvokset i Serbien, hvor parret også havde haft deres skolegang, hvorfor parret måtte antages at have en stærkere tilknytning dertil end til Danmark, hvor den herboende ægtefælle først fik opholdstilladelse i en alder af 28 år, og hvor hun de seneste 19 år havde haft uafbrudt opholdstilladelse, og hvor ansøgeren ikke havde haft en gyldig opholdstilladelse, men alene havde haft processuelt ophold i få perioder. Udlændingenævnet lagde endvidere betydelig vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde mødt hinanden i Serbien i 1977, at parret havde fået to fællesbørn i henholdsvis 1978 og 1984, at den herboende ægtefælle i 1991 blev meddelt opholdstilladelse under henvisning til ægteskab med en anden mand, og at ansøgeren og den herboende ægtefælle på ny havde indgået ægteskab i marts 2012. Udlændingenævnet henviste desuden til, at det fremgik af Udlændingenævnets afgørelse fra april 2013, at ansøgeren og den herboende ægtefælle i deres ansøgningsskema fra marts 2012 havde oplyst, at de havde indgået ægteskab første gang, da de var henholdsvis 26 år og 27 år, hvilket svarede til 1989. Udlændingenævnet henledte i den forbindelse til opmærksomheden på notat af 1. december 2005 om anvendelsen af tilknytningskravet ved ægtefællesammenføring, hvoraf det fremgår, at ”det med betydelig vægt vil tale imod at anse tilknytningskravet for opfyldt, hvis den herboende og ansøgeren tidligere har været gift eller har levet sammen i deres fælles hjemland inden den herboendes indrejse i Danmark, og at parret senere indgiver ansøgning om ægtefællesammenføring her i landet på baggrund af nyt ægteskab indgået efter den herboendes indrejse i Danmark. Indgåelsen af ægteskab på ny indikerer, at den herboende har bevaret en væsentlig tilknytning til ansøgeren og hjemlandet.” Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgerens oplysninger om, at han i perioden fra 2010 til 2015 havde været på besøgsophold i Danmark af tre måneders varighed hvert halve år, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da ansøgeren på baggrund af de nævnte ophold ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end til Serbien. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke ud over den herboende ægtefælle og de herboende voksne fællesbørn havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark, at fællesbørnene var indrejst i Danmark i 1991 sammen med den herboende ægtefælle, og at ansøgeren således havde levet adskilt fra børnene i flere år, før de blev myndige. Udlændingenævnet fandt ydermere, at den herboende ægtefælle gennem den måde, som hun havde udøvet familielivet med ansøgeren på forud for og efter sin indrejse i Danmark, måtte anses for at have bevaret en meget betydelig tilknytning til Serbien, herunder fordi parret talte serbisk sammen. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgeren havde indgivet sin ansøgning om ægtefællesammenføring i følgeskab med den herboende ægtefælle og en tolk. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, at den herboende ægtefælle havde boet i Danmark med opholdstilladelse senest siden januar 1997, at hun forud for dette havde boet knap fire år i Danmark med opholdstilladelse, og at hun havde haft en tilknytning til arbejdsmarkedet i form af rengøringsarbejde og job på et vaskeri i en ukendt periode, inden hun blev tilkendt førtidspension. Udlændingenævnet lagde ydermere vægt på, at den herboende ægtefælle på baggrund af sit ophold og de nævnte beskæftigelser ikke havde opnået en sådan fast og væsentlig tilknytning til det danske uddannelsessystem og det danske arbejdsmarked, at dette kunne føre til en ændret vurdering af, at ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Serbien oversteg parrets samlede tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt herved, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selvom ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Serbien. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at den herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Serbien for dér at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, at det fremgik af ansøgerens skadesjournal fra august 2015, at det anbefaledes, at ansøgeren henvistes til Kompetencecenter for Transkulturel Psykiatri, idet han var plaget af stemmehøring, ligesom det anbefaledes, at han ikke udrejste alene, samt at ansøgerens familie havde oplyst, at det var deres opfattelse, at ansøgeren var alvorligt psykisk syg. Udlændingenævnet fandt således, at det ikke på denne baggrund kunne anses for uproportionalt at henvise ansøgeren og den herboende ægtefælle til at udøve familielivet i Serbien, idet ansøgerens helbredsmæssige forhold ikke var af en sådan meget alvorlig karakter, at det i sig selv kunne føre til, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning hertil. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren i januar 2013 blev meddelt afslag på humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1. FAM/2016/4.

Senest opdateret: 11-01-2016
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen