Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en tunesisk statsborger i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7. Den herboende ægtefælle, som var 45 år på afgørelsestidspunktet, var dansk statsborger og havde boet i Danmark hele sit liv. Ansøgeren havde aldrig været i Danmark. Udlændingestyrelsen havde ved afgørelsen lagt vægt på, at 26-årsreglen, der tidligere fremgik af udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 26 år var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, ikke fandt anvendelse i sagen som følge af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) dom i sagen Biao mod Danmark (app. no. 38590/10) (Biao-sagen).

Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet henviste herved til, at EMD ved Biao-dommen i maj 2016 havde vurderet, at den såkaldte 28-årsregel (nu 26-årsregel) i udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 28 år (nu 26 år) var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, var et udtryk for indirekte forskelsbehandling på baggrund af etnicitet, og at en sådan indirekte forskelsbehandling var en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 14 sammenholdt med artikel 8. Det følger af EMRK artikel 46, at medlemslandene er forpligtede til at træffe foranstaltninger i sin retsorden med henblik på at stoppe krænkelser af EMRK, som EMD har fundet. Efter EMRK artikel 46 var Danmark efter Biao-dommen derfor forpligtet til at fjerne det diskriminerende element i den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 7. Som følge af dommen havde Folketinget dernæst vedtaget lov nr. 504 af 23. maj 2017, hvorved ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, blev ændret. Udlændingelovens § 9, stk. 7, indeholder derfor ikke længere en fritagelsesadgang til opfyldelse af bestemmelsens tilknytningskrav for personer med dansk indfødsret i mere end 26 år (26-årsreglen). Loven trådte i kraft den 24. maj 2017, og det følger af ikrafttrædelsesbestemmelsen til loven, at lovændringen finder anvendelse på alle verserende sager. På baggrund af ovenstående fandt Udlændingenævnet, at sagen skulle behandles i overensstemmelse med den nuværende ordlyd af udlændingelovens § 9, stk. 7, således at tilknytningskravet skulle stilles. Udlændingenævnet fandt dog, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at tilknytningskravet ikke var opfyldt, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7, idet ganske særlige grunde talte derimod. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det på tidspunktet for ansøgerens ansøgning i maj 2016 og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i oktober 2016 fremgik udtrykkeligt af ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, at den herboende ægtefælle, som havde haft dansk indfødsret i mere end 26 år, var fritaget for at skulle opfylde tilknytningskravet. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren og den herboende ægtefælle på tidspunktet for indgivelsen af parrets ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i oktober 2016 måtte anses for at have haft en berettiget forventning om, at tilknytningskravet ikke ville blive stillet, jf. ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet tillagde det endelig vægt, at Udlændingestyrelsen ikke sås at have partshørt ansøgeren og referencen om Udlændingestyrelsens ændrede regelopfattelse efter Biao-dommen og forud for, at Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse på baggrund af ægtefællesammenføring i Danmark var opfyldt. FAM/2017/32.

Senest opdateret: 03-10-2017
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen