Udlændingenævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Afghanistan efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Parret er beslægtede, idet ansøgeren og den herboende ægtefælle er grankusine og granfætter. Parret mødte hinanden første gang i marts 2013 i Pakistan, hvor ansøgeren opholdt sig. Parret havde forinden talt i telefon sammen i ét år og i løbet af dette år aftalt at indgå ægteskab. Parret indgik ægteskab i Pakistan to uger efter det første møde med hinanden. Herefter rejste den herboende ægtefælle tilbage til Danmark, og ansøgeren indrejste i Danmark i juli 2013. Kort tid herefter blev ansøgeren gravid. Den herboende ægtefælle forklarede under nævnsmødet, at han havde bedt sin mor om at undersøge, om der var en kvinde i moderens omgangskreds, der havde en datter, som den herboende ægtefælle kunne indgå ægteskab med. I forbindelse med klagen anførte ansøgerens advokat, at ansøgeren og den herboende ægtefælle først ved ægteskabets indgåelse var blevet bekendt med deres indbyrdes slægtskabsforhold, og at slægtskabet således ikke havde haft indflydelse på ansøgerens og ansøgerens ægtefælles ægteskab, hvilket efter advokatens opfattelse udelukkede, at der kunne være tale om tvangsægteskab.

Udlændingenævnet fandt, at parret var nærtbeslægtede i udlændingelovens forstand, og at det derfor måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet var indgået efter begge parters eget ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at parret ikke havde haft et længerevarende og indgående bekendtkendskab udover den familiemæssige relation forud for ægteskabets indgåelse, og at parret kun havde boet sammen i forbindelse med ægteskabets indgåelse og ansøgerens besøgsophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt, at parrets indbyrdes kontakt via telefon og internet forud for ægteskabets indgåelse ikke havde haft en sådan udstrækning, at formodningen for tvangsægteskab var tilbagevist. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret ikke havde dokumenteret eller sandsynliggjort, at parret selv havde planlagt brylluppet eller udgifterne hertil. Det forhold, at ansøgeren var gravid på tidspunktet for klagen, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, da graviditet ikke i sig selv kan afkræfte formodningen for, at ægteskabet er indgået efter begge parters ønske. FAM/2014/38.

Senest opdateret: 07-04-2014
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen