Udlændingenævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Tyrkiet efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Parret er beslægtede, idet den herboende ægtefælle og ansøgeren er granfætter og grankusine. Parret mødte hinanden første gang i 2010 under den herboende ægtefælles ferie i Tyrkiet. Parret holdt kontakt med hinanden i to år via telefon og Facebook, og den herboende rejste på ferie i Tyrkiet et par gange, blandt andet i juli 2012, hvor parret indgik ægteskab. Herefter rejste den herboende ægtefælle og ansøgeren til Danmark og indgav ansøgning om opholdstilladelse i Danmark. Ansøgeren nedkom i februar 2014 med parrets fællesbarn. Den herboende ægtefælle forklarede under nævnsmødet, at parret selv planlagde brylluppet med hjælp fra deres forældre, at de finansierede brylluppet med de pengegaver, parret modtog i forbindelse med brylluppet, og at det ville være vanskeligt for den herboende ægtefælle at udøve familielivet i Tyrkiet, da den herboende ægtefælle oplevede at have en større tilknytning til Danmark end Tyrkiet.

Udlændingenævnet fandt, at parret var nærtbeslægtede i udlændingelovens forstand, og at det derfor måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet var indgået efter begge parters eget ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at parret ikke havde haft et længere og indgående bekendtskab forud for ægteskabets indgåelse, der rakte ud over, hvad der fulgte af selve slægtskabet. Udlændingenævnet bemærkede, at det efter omstændighederne vil kunne tilbagevise formodningen om, at et ægteskab ikke er indgået efter begge parters eget valg, hvis der efter ægteskabets indgåelse har været et samliv af betydelig varighed, og det må lægges til grund, at begge parter ønsker at forsætte samlivet, og at parrets forudgående kontakt til hinanden i den forbindelse ikke kunne sidestilles med et egentligt samliv. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at efter gældende praksis vil et samliv, som har varet i to år, kunne føre til, at der foreligger et samliv, der anses for værende af betydelig varighed. Samlivet skal kunne dokumenteres. Det forhold, at ansøgeren i februar 2014 nedkom med parrets fællesbarn, kunne ej heller føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet lagde vægt på, at dette i sig selv ikke var nok til at afkræfte formodningen for, at ægteskabet ikke var indgået efter begge parters eget ønske. FAM/2014/39.

Senest opdateret: 07-04-2014
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen