Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8, og § 9 c, stk. 1, til en statsborger fra Syrien. Af ansøgningsskemaet fremgik det blandt andet, at ansøgeren og den herboende ægtefælle var beslægtet som fætter og kusine, at både ansøgeren og den herboende ægtefælle var forelsket i hinanden og ønskede at indgå ægteskab, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde kendt hinanden hele deres liv og ofte havde mødt hinanden, at ansøgeren og den herboende ægtefælle traf beslutning om at indgå ægteskab i januar 2012, og at de indgik ægteskab i april 2012 i Syrien. Det fremgik endvidere, at ansøgeren og den herboende ægtefælle i starten af deres ægteskab mødtes en gang månedligt i Syrien af seks dages varighed og boede sammen i disse perioder, at dette skyldtes, at den herboende ægtefælle var værnepligtig, at ansøgeren og den herboende ægtefælle boede sammen med den herboende ægtefælle onkel, moster, fætre og kusiner, at ansøgeren og den herboende ægtefælle herudover boede sammen i perioden fra august 2012 til august 2013 i Tyrkiet, hvor de boede sammen med den herboende ægtefælles moder og brødre, at ansøgeren og den herboende ægtefælle efter den herboende ægtefælles flugt havde kommunikeret sammen næsten hver dag via Skype, og at den herboende ægtefælle indrejste i Danmark i oktober 2013. I oktober 2014 påklagede den herboende ægtefælle Udlændingestyrelsens afgørelse, og han anførte i den forbindelse, at ansøgeren befandt sig i Syrien, og at hun ville være sammen med den herboende ægtefælle i Danmark, at ansøgerens fader boede i Sverige, at ansøgerens søster og moder var blevet familiesammenført med ansøgerens fader i Sverige, og at ansøgeren ikke kunne bo alene i Tyrkiet. I februar 2015 fremsendte den herboende ægtefælle en lægeerklæring omhandlende ansøgeren, hvoraf det fremgik, at ansøgeren blandt andet led af en neurose, at ansøgeren havde symptomer på depression, og at ansøgeren havde brug for lægelig og psykologisk behandling. Den herboende ægtefælle forklarede under nævnsmødet i Udlændingenævnet i marts 2015, at han havde kendt sin ægtefælle som sin kusine, at ansøgeren og den herboende ægtefælle var opvokset sammen, og at ansøgeren og den herboende ægtefælle således havde kendt hinanden hele deres liv. Den herboende ægtefælle forklarede endvidere, at han og ansøgeren havde talt om at indgå ægteskab to år, før de indgik ægteskab, hvilket var i 2010, og at han havde været igennem hårde oplevelser for at komme til Danmark.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra c. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var født i august 1993, og at hun således ikke var fyldt 24 år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, idet Udlændingenævnet fandt, at der ikke mellem ansøgeren og den herboende ægtefælle var etableret et beskyttelsesværdigt familieliv i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke kunne antages at have haft et længerevarende og indgående bekendtskab forud for ægteskabets indgåelse, udover det der fulgte af selve slægtskabet. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke havde boet alene sammen før ægteskabet, og at de efter ægteskabets indgåelse alene havde haft et samliv af kortere varighed, hvor de ej heller havde stiftet selvstændig bolig. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgeren og den herboende ægtefælle efter ægteskabets indgåelse først boede sammen hos den herboende ægtefælles onkel og dennes familie, samtidig med at den herboende ægtefælle var indkaldt til militæret, og dernæst hos den herboende ægtefælles moder i Tyrkiet, og at ansøgeren og den herboende ægtefælle senest havde set hinanden i august 2013. Det forhold, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde anført, de selv besluttede at indgå ægteskab, og at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde boet sammen i Syrien og Tyrkiet, efter at de indgik ægteskab, var ikke tilstrækkeligt til at antage, at der var etableret et beskyttelsesværdigt familieliv, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 8. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren opholdt sig i et krigshærget område i Syrien, og at ansøgeren var bange, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der herved var tale om forhold af asylretlig karakter. Det forhold, at ansøgeren befandt sig i Syrien, at hun var uden familiemedlemmer, at det var farligt for hende at opholde sig i Syrien uden mulighed for beskyttelse og støtte gennem familiemedlemmer, at hun blandt andet led af en neurose og havde symptomer på depression, hvorfor hun havde brug for lægelig og psykologisk behandling, kunne ikke føre til en ændret vurdering, allerede fordi der ikke kunne antages at foreligge et beskyttelsesværdigt familieliv. På denne baggrund fandt Udlændingenævnet endelig, idet der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, at det ikke ville være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 8. FAM/2015/114. 

Senest opdateret: 18-03-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen