Ægtefællesammenføring
 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. maj 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Omgørelse
Dato: 15-05-2014Udlændingenævnet omgjorde i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra Tyrkiet under henvisning til, at ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke opfyldte tilknytningskravet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7.
Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboende ægtefælle havde haft opholdstilladelse i Danmark i 12 år, at den herboende ægtefælle havde haft tilknytning til det danske arbejdsmarked igennem flere år, og at ansøgeren havde opnået en vis tilknytning til Danmark, idet ansøgeren havde været i Danmark på visumophold. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at kravet i udlændingelovens § 9, stk. 7 var opfyldt. FAM/2014/133.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 13. maj 2014 – Ægtefællesammenføring – 24-års-kravet
Dato: 13-05-2014Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse under henvisning til ægteskab til en statsborger fra Libanon. Ansøgeren var født i august 1991 i Libanon. Ansøgerens herboende ægtefælle var født i 1974 i Libanon og var dansk statsborger. Det var til sagen oplyst, at parret mødtes gennem familie i 2012, at parret indgik ægteskab i januar 2013, at parret ikke havde boet sammen forud for ægteskabets indgåelse, at parret havde et fællesbarn født i Libanon i januar 2014, og at parret siden ægteskabets indgåelse havde haft kontakt på næsten daglig basis via Skype, Viber, WhatsApp m.v.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, da hun på ansøgningstidspunktet var under 24 år. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var oplyst om sådanne ganske særlige grunde, der ville kunne føre til, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som kunne bevirke, at den herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Libanon, hvor parret mødtes og indgik ægteskab, og dér sammen med ansøgeren og parrets fællesbarn udøve familielivet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren og parrets fællesbarn var bosat i en flygtningelejr sammen med ansøgerens ægtefælles moder og broder, der begge var syge, og at den herboende ægtefælle, såfremt han måtte tage ophold i Libanon, efter det oplyste ikke ville kunne forsørge familien. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at generelle sociale og økonomiske forhold i en ansøgers hjemland ikke er sådanne ganske særlige grunde, der kan føre til, at en ansøger meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at henvise den herboende ægtefælle og parrets fællesbarn til at indrejse og tage ophold i Libanon, hvor parret mødte hinanden og indgik ægteskab, for dér at udøve familielivet sammen med ansøgeren. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv, uanset at der på tidspunktet har været etableret et beskyttelsesværdigt familieliv. FAM/2014/137.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 13. maj 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Oprindeligt familieliv
Dato: 13-05-2014Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet) til en vietnamesisk statsborger. Ansøgeren og den herboende ægtefælle var gift i Vietnam i perioden fra 1991 til 2000, og parret blev forældre til et barn i 1992. Den herboende ægtefælle blev i februar 2003 meddelt opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskab med en herboende dansk statsborger. Hun blev i november 2006 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, og i januar 2008 blev hun skilt fra sin tidligere danske ægtefælle. I 2006 indgik ansøgeren ægteskab med en herboende dansk statsborger, som var den herboende ægtefælles søster. Ansøgeren havde endvidere i 2007 kortvarig opholdstilladelse i Danmark som kok. I 2006 fik parret endnu et fællesbarn sammen. Begge børn havde siden henholdsvis indrejsen i 2003 og fødslen i 2006 haft uafbrudt ophold i Danmark. Parret havde i øvrigt under sagens behandling forklaret modstridende om parrets forhold forud for den herboende ægtefælles indrejse i Danmark. Ansøgeren og referencen blev på ny gift i Vietnam i 2010.
Udlændingenævnet fandt, at parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Vietnam. Udlændingenævnet lagde betydelig vægt på, at parret forud for ansøgerens indrejse i Danmark i juli 2007 havde kendt hinanden i Vietnam siden 1991, at parret tidligere havde været gift med hinanden i perioden fra 1991 til 2000, og at parret i denne periode fik et fællesbarn. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på parrets forklaringer om, hvordan kontakten mellem ægtefællerne blev genetableret, herunder at parret ved den seneste ansøgning om opholdstilladelse fra januar 2013 havde oplyst, at parret mødte hinanden i 2005. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke udover den herboende ægtefælle og parrets fællesbørn havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark. Det forhold, at ansøgeren havde haft opholdstilladelse på grund af arbejde i perioden fra juli 2007 til oktober 2007, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da ansøgeren på baggrund af det nævnte ophold ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at parrets samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end parrets samlede tilknytning til Vietnam. Udlændingenævnet fandt ud fra tilsvarende betragtninger, at den herboende ægtefælle gennem den måde, som den pågældende havde udøvet familielivet med ansøgeren på forud for og efter sin indrejse i Danmark, måtte anses for at have bevaret en meget betydelig tilknytning til Vietnam. Det bemærkedes i den forbindelse, at parrets andet fællesbarn blev født i 2006, mens den herboende ægtefælle var gift med sin tidligere ægtefælle, der var den herboende ægtefælles søster. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at parret talte vietnamesisk sammen, at ansøgeren havde forældre og søskende i Vietnam, og at den herboende ægtefælles to søskende ligeledes var bosiddende i Vietnam. Udlændingenævnet fandt imidlertid ikke, at det oplyste om, at den herboende ægtefælle siden 2003 havde boet i Danmark og siden 2007 havde været tilknyttet arbejdsmarkedet, kunne føre til et andet resultat, da Udlændingenævnet ikke fandt, at den herboende ægtefælle på baggrund af hendes ophold og beskæftigelsen havde opnået en sådan væsentlig og fast tilknytning til det danske arbejdsmarked, at dette kunne føre til en ændret vurdering af, at parrets samlede tilknytning til Danmark ikke oversteg parrets samlede tilknytning til Vietnam. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der kunne tale for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selv om parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Vietnam. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at parrets fællesbørn opholdt sig hos den herboende ægtefælle i Danmark, ikke udgjorde sådanne ganske særlige grunde, at ansøgeren på den baggrund burde meddeles opholdstilladelse i Danmark, uanset at parrets yngste barn var født i 2006 i Danmark og siden havde boet her i landet. Det bemærkedes endvidere, at parrets ældste barn, som var født i 1992, på afgørelsestidspunktet var myndigt. Udlændingenævnet fandt således ikke, at barnets forhold kunne føre til, at det kunne anses for at være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 og FN’s Børnekonvention at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede i denne forbindelse, at FN’s Børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke kunne give en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at det var parrets eget valg, at parrets fællesbørn skulle bo i Danmark på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark, ligesom det var parrets eget valg at lade børnene forblive i Danmark, selv om ansøgeren var blevet meddelt afslag på forlængelse af sin opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt, at parret dermed havde valgt at udøve familielivet således, at parrets familie skulle leve adskilt, og at der intet var til hinder for, at parret kunne fortsætte med at udøve familielivet som hidtil. FAM/2014/147.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. maj 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Oprindeligt familieliv
Dato: 07-05-2014Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Tyrkiet efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 7. Ansøgeren og den herboende ægtefælle mødtes i 1996 og fik i 1997 og 2000 to fællesbørn. Familien indrettede sig enten således, at de boede sammen, eller at den nu herboende ægtefælle løbende besøgte ansøgeren og fællesbørnene i årene 1996 til ultimo 2000. I 2001 indrejste den herboende ægtefælle i Danmark og blev meddelt opholdstilladelse under henvisning til sit ægteskab med en herboende dansk statsborger. I 2005 blev den herboende ægtefælle meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse og blev i 2006 skilt fra sin herboende danske ægtefælle. I 2007 indgik ansøgeren og den herboende ægtefælle ægteskab, og parret blev i 2009 forældre til endnu et fællesbarn. I 2009 og 2010 blev ansøgeren meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7. I 2011 afviste Udlændingestyrelsen, at ansøgeren kunne indgive ansøgning om opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 18 (nu § 9, stk. 21), idet forholdene, der begrundede afslagene i 2009 og 2010, ikke havde ændret sig i en sådan grad, at der var grundlag for at vurdere sagen på ny.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Tyrkiet. Udlændingenævnet lagde vægt på, ansøgeren og den herboende ægtefælle var født og opvokset i Tyrkiet, hvor parret havde haft deres skolegang og tilknytning til arbejdsmarkedet, og at den herboende ægtefælle først i en alder af 27 år var indrejst i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren udover den herboende ægtefælle og de tre fællesbørn ingen tilknytning havde til Danmark, og uanset at ansøgeren havde været på visumophold i Danmark tre gange forud for den seneste indrejse i 2013, kunne dette ikke føre til en anden vurdering, idet parret ikke herved havde opnået en større tilknytning til Danmark end til Tyrkiet. Udlændingenævnet bemærkede, at det taler med betydelig vægt imod at anse tilknytningskravet for opfyldt i tilfælde, hvor ansøgeren og den herboende ægtefælle tidligere har været gift eller har levet sammen i deres fælles hjemland inden den herboende ægtefælles indrejse i Danmark, og parret senere indgiver ansøgning om ægtefællesammenføring her i landet på baggrund af nyt ægteskab indgået efter den herboende ægtefælles indrejse i Danmark, idet indgåelse af ægteskab på ny indikerer, at den herboende ægtefælle har bevaret en væsentlig tilknytning til ansøgeren og hjemlandet. Udlændingenævnet fandt ud fra tilsvarende betragtninger, at den herboende ægtefælle gennem den måde, som den herboende ægtefælle havde udøvet familielivet med ansøgeren på forud for og efter sin indrejse i Danmark, måtte anses for at have bevaret en meget betydelig tilknytning til Tyrkiet. Udlændingenævnet tillagde det betydelig vægt, at ansøgeren og den herboende ægtefælle forud for den herboende ægtefælles indrejse i Danmark havde indrettet sig således, at parret enten boede sammen, eller at den herboende ægtefælle besøgte ansøgeren og fællesbørnene, og at ansøgeren og den herboende ægtefælle forud for den herboende ægtefælles indrejse i Danmark havde fået to fællesbørn. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret talte kurdisk og tyrkisk sammen, og at parrets forældre og søskende stadig boede i Tyrkiet. Det forhold, at parrets tre fællesbørn henholdsvis i oktober 2010 i en alder af ét år og i 2012 i en alder af henholdsvis 12 og 15 år var meddelt opholdstilladelse i Danmark, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet børnene ikke havde opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at dette kunne føre til en fravigelse af de almindelige betingelser for familiesammenføring, da fællesbørnene ikke havde boet i Danmark fast og sammenhængende i seks til syv år og herunder gået i danske institutioner og/eller skoler. FAM/2014/40.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 1. maj 2014 – Ægtefællesammenføring – Proforma
Dato: 01-05-2014Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Afghanistan efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 9. Ansøgeren blev i 2010 meddelt endeligt afslag på asyl og tvangsmæssigt udsendt til Afghanistan. Ansøgeren indrejste på ny i Danmark i juni 2012 og søgte asyl, hvilket ansøgeren i april 2013 på ny blev meddelt endeligt afslag på. Kort tid herefter indgik ansøgeren ægteskab i Danmark med sin herboende ægtefælle. Parret havde fået dispensation til at indgå ægteskab i Danmark, idet den herboende ægtefælle er anerkendt flygtning i Danmark. Ægtefællen var mor til en kvinde, som ansøgeren under sin første asylsag oplyste at have været forlovet med, men som havde hævet forlovelsen med ansøgeren.
Udlændingenævnet fandt, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 9. Udlændinge-nævnet lagde vægt på, at ansøgeren to gange tidligere var meddelt endeligt afslag på asyl i Danmark i 2010 og 2013, og at parret kort tid efter det sidste afslag indgik ægteskab og søgte om familiesammenføring. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren primært ønskede en opholdstilladelse i Danmark, uanset på hvilket grundlag opholdstilladelsen meddeles. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i forbindelse med asylsagerne og ægtefællesammenføringssagen havde givet divergerende oplysninger om, hvem ansøgeren var i et forhold med, herunder den herboende ægtefælle og dennes datter, samt hvornår ansøgeren og den herboende ægtefælle mødte hinanden og blev forlovet. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke havde fortalt troværdigt om sine forhold, og at det afgørende formål med ægteskabet var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren. Udlændingenævnet bemærkede, at der efter praksis kan gives afslag på en ansøgning om opholdstilladelse alene med henvisning til ansøgerens forhold. Hvis der således på baggrund af oplysningerne i en konkret sag er et sikkert grundlag for at antage, at ansøgeren har indgået ægteskabet med det afgørende formål at opnå opholdstilladelse, vil der kunne meddeles afslag efter udlændingelovens § 9, stk. 9, uanset at der ikke er et sikkert grundlag for at antage, at den herboende ægtefælle har et tilsvarende motiv til ægteskabet. FAM/2014/35.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 1. maj 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 01-05-2014Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet) til en serbisk statsborger. Den herboende ægtefælle indrejste i Danmark i 1988 som 6-årig. Hans moder var bosiddende i Danmark. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at han var udrejst til Serbien fra marts 2001 til august 2002 og fra september 2005 til november 2012, hvor han havde uddannet sig, og hvor parret var mødtes og var blevet gift. Ansøgeren havde haft fire besøgsophold i Danmark i perioden fra januar 2011 til november 2012, og hun var på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse gravid. Det var til sagen oplyst, at den herboende ægtefælle var ansat på et hospital som kontorassistent, mens han ventede på at få sin autorisation som læge i Danmark. Den herboende ægtefælle havde været udrejst af Danmark til Serbien i samlet ca. otte år.
Udlændingenævnet fandt, at parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Serbien, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens herboende ægtefælle – uanset at han var indrejst i Danmark som mindreårig og var blevet dansk statsborger – fortsat havde en betydelig tilknytning til ansøgerens hjemland. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at både den herboende ægtefælle og ansøgeren var født i Serbien og havde familie dér, ligesom de kommunikerede på serbisk, og at den herboende ægtefælle havde opholdt sig i mere end otte år i Serbien, hvor han dels var gået på gymnasiet og dels havde uddannet sig til læge, og hvor parret var blevet gift. Det oplyste om den herboende ægtefælles familiemæssige tilknytning til Danmark og hans tidligere beskæftigelse, herunder at han i perioden fra april 2004 til juli 2005 havde arbejdet som postbud, at han i perioden fra februar 2005 til maj 2005 havde gennemført hærens basisuddannelse som værnepligtig, at han i perioden fra august 2007 til oktober 2007 havde arbejdet som vikar med pleje af udviklingshæmmede børn og voksne, og at han i perioden fra november 2013 til februar 2014 havde arbejdet som frivillig læge på Frederiksberg Hospital, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Ansøgerens fire besøgsophold i Danmark og det forhold, at hun var gravid, kunne heller ikke føre til en ændret vurdering. FAM/2014/43.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 29. april 2014 – Ægtefællesammenføring – Betingelser for herboende ægtefælles ophold – Krav om at herboende har haft tidsubegrænset opholdstilladelse i tre år
Dato: 29-04-2014Udlændingenævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1., og § 9 c, stk. 1, til en tyrkisk statsborger. Den herboende ægtefælle blev senest i august 2013 meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle, der er tyrkisk statsborger, ikke havde tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give opholdstilladelse, selvom referencen havde boet i Danmark siden 1999. Det forhold, at parret havde et fællesbarn, som var født i 2013, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet bemærkede, at barnet ikke var registreret med bopæl i Danmark. FAM/2014/45.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 29. april 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 29-04-2014Udlændingenævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet) til en statsborger i Sri Lanka. Ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab i september 2010 i Frankrig, hvor ansøgeren var asylsøger og havde fået afslag på asyl. Ansøgeren havde aldrig været i Danmark. Ansøgerens herboende ægtefælle var dansk statsborger og havde haft opholdstilladelse i Danmark siden 1996. I maj 2012 fik parret et fællesbarn.
Udlændingenævnet fandt, at parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Sri Lanka, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Det er en betingelse for at anse ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark for større end ægtefællernes samlede tilknytning til deres hjemland, at begge ægtefæller – hver især – har opnået en vis selvstændig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgerens herboende ægtefælle havde opnået en væsentlig tilknytning til Danmark, idet denne havde boet i Danmark med opholdstilladelse i mere end 12 år, og idet denne var tilknyttet arbejdsmarkedet. Samtidig lagde Udlændingenævnet til grund, at ansøgeren aldrig havde været i Danmark, hvorfor ansøgeren ikke havde opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. Det forhold, at parret havde et fællesbarn, der var dansk statsborger, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at barnet som følge af dets unge alder ikke kunne antages at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren burde gives opholdstilladelse under henvisning hertil. FAM/2014/46.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 24. april 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 24-04-2014Udlændingenævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet) til en serbisk statsborger. Ansøgerens herboende ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i 1998, og han fik dansk indfødsret i juni 2004. Den herboende ægtefælle havde oplyst at have arbejdet i Danmark fra 2007 til 2010 og at have boet sammenlagt i Danmark i over 12 år. Den herboende ægtefælle havde haft størstedelen af sin skolegang i det tidligere Jugoslavien (nu Bosnien-Hercegovina). Ansøgeren og den herboende ægtefælle mødte hinanden i juli 2001 i Serbien. Ansøgeren var født i Beograd i 1981, og hun opholdt sig i Danmark i 2009 og 2012 på visumophold. Ansøgerens forældre og søskende boede i Serbien. Den herboende ægtefælle udrejste af Danmark til Bosnien-Hercegovina i februar 2011, og ansøgeren og den herboende ægtefælle blev kort tid efter gift i Serbien. Den herboende ægtefælle rejste til Dubai i april 2011, hvortil ansøgeren indrejste måneden efter. Parret boede herefter sammen i De Forenede Arabiske Emirater fra maj 2011 til maj 2012. I samme periode var den herboende ægtefælle i Det Centrale Personregister registreret som bosat i Bosnien-Hercegovina.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Serbien. Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboende ægtefælle var født og opvokset i Jugoslavien og fik opholdstilladelse i Danmark i 1998 som 23-årig, og at Bosnien-Hercegovina geografisk og kulturelt er tæt tilknyttet Serbien, hvor ansøgeren var statsborger. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren var født, opvokset og havde haft sin skolegang i Serbien, at ansøgeren havde familie og venner i Serbien, og at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle blev gift i Serbien i 2011. Udlændingenævnet lagde herved betydelig vægt på, at ansøgerens ægtefælle valgte at rejse ud af Danmark i 2011 og ifølge Det Centrale Personregister bosatte sig i Bosnien-Hercegovina, hvor ansøgeren og ansøgerens ægtefælle valgte at stifte familie, for derefter at flytte sammen til Dubai fra Bosnien-Hercegovina/Serbien. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at ansøgeren kun havde opnået en begrænset tilknytning til Danmark ved ansøgerens visumophold i 2009 og 2012. Det var indgået i grundlaget for afgørelsen, at den herboende ægtefælle efter det oplyste havde gennemført en styrmandsuddannelse og pilotuddannelse i Danmark og efter det oplyste havde arbejdet i Danmark i perioden fra 2007 til 2010. Udlændingenævnet havde ikke modtaget dokumentation for dette. Udlændingenævnet bemærkede dog hertil, at det oplyste arbejde i perioden fra 2007 til 2010 ikke i sig selv kunne føre til en ændret vurdering i sagen. Det indgik i vurderingen, at den herboende ægtefælle havde været beskæftiget i Danmark siden november 2012, og at han erhvervede dansk indfødsret i 2004. Dette fandt Udlændingenævnet imidlertid ikke kunne føre til en ændret vurdering. Det kunne samtidig ikke føre til en ændret vurdering, at den herboende ægtefælle havde boet i Danmark i mere end 12 år, idet de 12 år i Danmark ikke havde været sammenhængende, og idet parret havde etableret familieliv på et tidspunkt, hvor ægteparret var udrejst af Danmark. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle havde fremsendt dokumentation for at have været ansat som pilot i Dubai i en del af den periode, hvor ægtefællen ifølge Det Centrale Personregister havde opholdt sig i Bosnien-Hercegovina, kunne ikke føre til en ændret vurdering af sagen. FAM/2014/141.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 23. april 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 23-04-2014Udlændingenævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab til en statsborger fra Pakistan efter udlændingelovens § 9, stk. 7. Ansøgeren og ansøgerens ægtefælle var begge født og opvokset i Pakistan og var pakistanske statsborgere. Det var til sagen oplyst, at ansøgerens ægtefælle var født i april 1970, at han indgik ægteskab i Danmark med en herboende person i maj 1995, at han i juni 1996 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af dette ægteskab, at han i marts 1999 blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, at han i marts 2000 blev skilt fra sin herboende ægtefælle, at han i maj 2000 indgik ægteskab med ansøgeren i Pakistan, og at parret senest i september 2013 indgav ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægteskab. I den forbindelse havde ansøgeren oplyst, at parrets ægteskab var arrangeret af deres familier, og at ægteskabet blev arrangeret fem år forud for ægteskabets indgåelse, ligesom parret selv havde accepteret ægteskabet fem år forud for ægteskabets indgåelse. Parret havde tre børn, født i henholdsvis september 2004, november 2006 og december 2010, som alle tre havde opholdstilladelse i Danmark. Ansøgeren og ansøgerens ægtefælle havde efter ægteskabets indgåelse haft kontakt via besøgsophold og telefon, hvor parret talte urdu og punjabi sammen, og ansøgeren havde opholdt sig i Danmark på visum og processuelt ophold i 2007, 2012 og 2013.
Udlændingenævnet fandt, at parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end deres samlede tilknytning til Pakistan, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at både ansøgeren og ansøgerens ægtefælle var født og opvokset i Pakistan, hvor de også havde haft deres skolegang, hvorfor parret måtte antages at have en stærkere tilknytning dertil end til Danmark, hvor ansøgerens ægtefælle først kom til i juni 1996 i en alder af 26 år, og hvor ansøgerens ægtefælle havde haft ophold i cirka 18 år. Udlændingenævnet havde i den forbindelse lagt betydelig vægt på, at parret blev forlovet i Pakistan i 1995, hvor der blev truffet aftale om indgåelse af ægteskab, og at ansøgerens ægtefælle således blev gift med en herboende filippinsk statsborger, da han var forlovet og vidste, at han skulle giftes i Pakistan med ansøgeren. Det bemærkedes, at ansøgerens ægtefælle blev skilt fra sin tidligere ægtefælle kort tid efter, at han blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, og at han dernæst kort tid efter blev gift med ansøgeren. Udlændingenævnet fandt, at parrets forhold – henset til den måde parret valgte at etablere familielivet på – havde karakter af et oprindeligt familieliv. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at familielivet blev etableret i Pakistan og fortsat havde været udøvet med udgangspunkt i Pakistan. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at parrets fællesbørn var født og til dels opvokset i Pakistan, og at parret i perioden 2001-2012 ikke havde søgt familiesammenføring i Danmark, hvilket understøttede parrets væsentlige tilknytning til Pakistan. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at ansøgeren ikke udover ansøgerens ægtefælle og parrets tre fællesbørn havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark. Det forhold, at ansøgeren havde været i Danmark på visumophold i 2007, 2012 og 2013, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da ansøgeren på baggrund af de nævnte ophold ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at parrets samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end til Pakistan. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at parret talte urdu og punjabi sammen, at ansøgerens søskende var bosiddende i Pakistan, at ansøgerens ægtefælles forældre og søskende ligeledes var bosiddende i Pakistan, og at ansøgerens ægtefælle flere gange havde været på besøgsophold i Pakistan. FAM/2014/26.
Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet