Udlændingenævnets afgørelse af 30. juli 2019 – EU – Primær bevægelighed – Arbejdstagere – Ophør

Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2019 Statsforvaltningens afgørelse om ophør af ret til ophold som arbejdstager til en statsborger fra Litauen, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 30, stk. 1.

Udlændingenævnet fandt, at klagerens ret til ophold som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen var ophørt på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse i maj 2018. Udlændingenævnet lagde vægt på, at klageren i september 2017 var blevet opsagt fra en stilling som marketing consultant, og at det fremgik af eIndkomst, at klageren på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse fra maj 2018 ikke havde haft lønindtægt efter september 2017. Udlændingenævnet fandt derfor på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at det ikke kunne lægges til grund, at klageren opfyldte betingelserne for bevarelse af hans arbejdstagerstatus efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2-4. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde sandsynliggjort, at han ved sin opsigelse i september 2017 var uforskyldt arbejdsløs, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2-4. Ved vurderingen heraf lagde Udlændingenævnet vægt på oplysningerne i klagerens opsigelsesbrev af september 2017 fra arbejdsgiveren, hvoraf det fremgik, at klageren var blevet opsagt i september 2017 i løbet af en prøveperiode som følge af manglende salgskompetencer. Udlændingenævnet fandt, at en afskedigelse som følge af manglende kompetencer til at varetage stillingen som marketing consultant, ikke var en omstændighed, som lå uden for klagerens kontrol, og at klagerens arbejdsløshed derfor ikke kunne anses for at være uforskyldt. Udlændingenævnet havde ved vurderingen lagt vægt på, at klageren ikke havde sandsynliggjort, at han tilmeldte sig jobcentret inden for rimelig tid efter ophøret af ansættelsen i september 2017, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2-4. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at det fremgik af oplysningerne fra kommunen, at klageren ikke havde tilmeldt sig som ledig på Jobnet. På denne baggrund fandt Udlændingenævnet, at klageren ikke efter ophøret af beskæftigelsen i september 2017, havde bevaret sin arbejdstagerstatus. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå oplysninger, der talte for, at klageren på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse opfyldte betingelserne for ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen på andet grundlag. Endelig fandt Udlændingenævnet, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at meddelelse om ophør af klagerens opholdsret måtte antages at virke særligt belastende for ham, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 36 og udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren indrejste første gang i Danmark i 2011 i en alder af cirka 18 år, og at han havde været udrejst af Danmark fra 2012 til 2015. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren på tidspunktet for Statsforvaltningen afgørelse havde arbejdet i Danmark i cirka to år, at han havde bestået modul 1 i Prøve i Dansk 3, at hans tante og onkel var bosiddende i Danmark og at han havde en samlever. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at klageren ikke på baggrund af sit ophold i Danmark, herunder opholdets relativt korte varighed, hans danskkundskaber eller beskæftigelse, kunne antages at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at ophør af hans opholdsret kunne anses for at virke særligt belastende. Det forhold, at klageren efter det oplyste havde en samlever, kunne heller ikke føre til, at det måtte anses for særligt belastende for ham, at hans opholdsret ophørte, idet han ikke havde oplyst yderligere om perioden for samlivet eller om karakteren af forholdet. EU/2019/27.

Senest opdateret: 30-07-2019
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen