Udlændingenævnets afgørelse af 24. juni 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn – Ej ganske særlige grunde
Udlændingenævnet fandt, at der ikke kunne gives opholdstilladelser i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgerne og deres herboende søn, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet fandt endvidere, at afgørelser om afslag på opholdstilladelse til ansøgerne ikke udgjorde en krænkelse af ansøgernes og referencens rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, da der i sagen ikke forelå oplysninger, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse i Danmark. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det var planen ved referencens flugt, at ansøgerne skulle følge efter referencen, så ansøgerne og referencen kunne bo sammen. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet referencens udrejse af Egypten var planlagt af hans familie, herunder at referencen og sin onkel skulle udrejse sammen, hvilket referencen var indforstået med, og at referencen således frivilligt udrejste af Egypten med hans onkel. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at der således ikke forelå et beskyttelsesværdigt familieliv, der i henhold til EMRK artikel 8 kunne begrunde opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen endvidere vægt på, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet havde endvidere noteret, at ansøgerne havde børn i såvel Sverige som Saudi Arabien. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at det ikke var uproportionalt at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse i Danmark. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at referencen havde boet sammen med ansøgerne i ansøgernes hjem i Syrien indtil referencens flugt i oktober 2013. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet referencen på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse var fyldt 18 år og dermed myndig, uanset at referencen søgte om familiesammenføring, da han var knap 18 år, og at han således måtte formodes at kunne klare sig selv. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren efter sine egne oplysninger også havde boet på samme matrikel som sin onkel hele sit liv, at han flygtede med blandt andet sin onkel fra Syrien, og at han efter det oplyste til sin asylsag fortsat gerne ville bo med onklen i Danmark. Det forhold, at referencen ikke var enig i Udlændingestyrelsens formulering om, at referencen selv havde valgt at afbryde familielivet, og at han i den forbindelse henviste til artikel 8 i EMRK, fandt Udlændingenævnet ikke på baggrund af ovenstående kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det kan udledes af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at EMRK artikel 8’s beskyttelse primært tager sigte på den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie, dvs. fader, moder og mindreårige børn, og at en konventionsstat kun i helt særlige tilfælde, hvor der eksisterer "elements of dependency involving more than the normal emotional ties" mellem et voksent barn og dets forældre, vil være forpligtet til at tillade familiesammenføring. Således vil Danmark kun i helt særlige tilfælde være forpligtet til at tillade familiesammenføring mellem eksempelvis forældre og voksne børn. Det kan udledes af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at der i hver enkelt sag, hvor en udlænding søger om familiesammenføring, skal foretages en konkret vurdering af, hvorvidt det på baggrund af sagens omstændigheder er proportionalt at meddele afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke var etableret et sådant ganske særligt kvalificeret afhængigheds- eller tilknytningsforhold, der kunne danne grundlag for meddelelse af opholdstilladelse i Danmark for ansøgerne, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle gives opholdstilladelser i Danmark. Det forhold, at den ene ansøger led af diabetes og diskusprolaps, at det ikke var muligt at finde medicin til ansøgeren, at den anden ansøger led af ødemer og problemer med kredsløbet, og at hun havde brug for medicin, hvilket var svært at få fat på i Syrien, fandt Udlændingenævnet ydermere ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet aldersrelateret sygdom samt generelt dårlige sociale og økonomiske forhold i hjemlandet eller opholdslandet ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet bemærkede i øvrigt, at det forhold, at baggrunden for ansøgningerne var, at ansøgerne befandt sig i Syrien og/eller Egypten under farlige omstændigheder, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der herved var tale om forhold af asylretlig karakter, hvilket ikke kan føre til opholdstilladelser efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. På denne baggrund, og idet der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, herunder alvorlige personlige eller helbredsmæssige forhold, fandt Udlændingenævnet endeligt, at det ikke ville være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelser i Danmark. FAM/2015/137.
Senest opdateret: 24-06-2015
Udgiver: Udlændingenævnet