Udlændingenævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en pakistansk statsborger, der havde søgt om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende voksne søn. Det fremgik af sagen, at ansøgerens søn var født i 1986 som dansk statsborger, at han boede de første 16 år af sit liv i Pakistan, og at han i 2003 indrejste i Danmark. Endvidere fremgik det, at han i perioden fra juni 2007 til november 2013 var udrejst til Sverige, og at ansøgeren boede i Sverige, hvor hun havde haft opholds- og arbejdstilladelse i perioden fra september 2012 til november 2013. Desuden fremgik det, at ansøgerens ægtefælle var død i 1989, at ansøgeren ikke længere kunne bo alene, og at den herboende voksne søn havde forsørget ansøgeren sammen med hans brødre. Det blev til støtte for klagen anført, at ansøgeren havde boet sammen med sin søn, indtil han udrejste til Danmark i 2003, og at ansøgeren efterfølgende havde boet sammen med sin søn fra juni 2008, først i Pakistan, og siden oktober 2008 i Sverige. 

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og den herboende voksne søn, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og ansøgerens søn ikke havde boet sammen, siden sønnen udrejste til Danmark i 2003 og indtil juni 2008. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren og ansøgerens søn skulle have boet sammen i Sverige i perioden fra oktober 2008 til november 2013, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og ansøgerens søn havde boet på den samme adresse i Sverige, som ansøgerens datter og hendes familie boede på. Udlændingenævnet lagde således til grund, at ansøgerens søn ikke havde etableret en selvstændig husstand i Sverige, som ansøgeren var en del af. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren blev givet opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren ikke led af alvorlig sygdom eller handicap, at ansøgeren var 60 år, og at hun måtte formodes at kunne klare sig selv enten i Sverige eller i Pakistan, hvor hun havde boet størstedelen af sit liv. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke sås at foreligge et særligt afhængigheds- eller plejeforhold, der kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgerens sønner havde forsørget hende, men Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, da ansøgerens sønner fortsat kunne gøre dette, selvom ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark. FAM/2015/255.

Senest opdateret: 07-09-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen